Den afskyelige

charlotte weitze den afskyelige

Hvis vi fortsætter med at udlede CO2, hvordan kommer verden så til at se ud om 30 år? Det undersøger Charlotte Weitzes nye roman Den afskyelige – med afsæt i fakta og tilsat en stor håndfuld fantasi og magi.

Omdrejningspunktet i bogen er parret Heidi og Kenneth. De mødes på hospitalet, hvor Heidi arbejder som rengøringsassistent på fødeafdelingen, og den over to meter høje Kenneth er patient på hudafdelingen. Han har nemlig problemer med sin svedproduktion, og det bliver kun værre af, at klimaet forandrer sig og temperaturerne stiger. Sammen starter de en rejse mod at blive CO2-neutrale og fremtidssikrede, hvilket blandt andet indebærer at bygge et hus på pæle og anlægge en have.

Kenneth er kompromisløs. Han udglatter ikke socialt akavede situationer og holder sig ikke tilbage for at kalde andre for hyklere, hvis de ikke gør noget. Selv fører han CO2-regnskab og overlader intet til tilfældighederne eller “den sunde fornuft”, som han foragter. Heidi krummer tæer, men er stolt af hans stædighed. Til en vis grad, i hvert fald. For Kenneth vil ikke have børn, og hans idealer sniger sig ind i Heidis hoved som en sky af sort samvittighed.

Vi er vilde med, at Charlotte Weitzes vinkel på klimaforandringerne er den menneskelige. I bogens fremtid er golfstrømmen vendt, men i Norden lever folk et liv, som minder meget om, hvordan vi lever i dag. Der gror appelsintræer og agavekaktus i baghaverne, og bilerne kører selv, men ellers er alt ved det vante. De fleste bruger kræfter på at udglatte og ignorere frem for at handle, og derfor er Kenneths opgave umulig. Man kan ikke bære hele verdens problemer på sin egen ryg, selvom den er usædvanlig bred.

*Disse links er affiliate links – Det betyder at du kan støtte webmagasinet ved at købe gennem disse links. Vi får en lille procentdel af hvert køb, men prisen forbliver altid den samme for dig. Tusind tak for din støtte, så vi fortsat kan sprede inspiration til en bæredygtig livsstil.

hjælp os med at drive webmagasinet og støt hver måned

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *