Kogebøger til planteelskere

Den bedste godnatlæsning finder sted, når jeg lige har fået en ny kogebog ind af døren. Oftest nærlæser jeg bogen, som var det en roman, og forsøger at få alt med fra forside til bagside. De kogebøger, hvor det sker helt naturligt, er også dem jeg vender tilbage til igen og igen, og mange af dem ender som en form for opslagsværker og trofaste kilder til inspiration. Forfatterne til mine yndlings er ofte engelske, australske, amerikanske eller canadiske, men der sniger der sig da også en dansker og en svensker ind hér på listen.

mias kogebogs anbefalinger

At Home in the Whole Food Kitchen – Celebrating the Art of Eating Well
af Amy Chaplin

Forestil dig en smuk australsk kvinde i New York City, som har køkkenbordet fyldt med skåle med ting, der står i blød – mandler til mandelmælk, runde brune ris til frokostens måltidssalat og hvide bønner til aftenens simreret. Hun samler sine madrester i en kompostspand, som hun senere spadserer til farmers market og afleverer, og hun er kendt og elsket for sine søde fuldkornstærter med nøddecremefyld og friske bær. Det er Amy. Hun har skrevet en genial bog med forståelige beskrivelser af plantebaserede ingredienser og tilberedningsmetoder, der hjælper en til af det bedste ud af råvarerne både smags- og næringsmæssigt. Bogen er propfyldt med de skønneste opskrifter på sund, smuk og velsmagende mad. Læs den for inspiration til madlavning med hele råvarer og introduktion til tilberedningsteknikker, der gør råvarer nemmere for kroppen at bearbejde.

Bogen findes desværre hverken på biblioteket eller på dansk, men kan købes her*

Veg Everyday
af Hugh Fearnley-Whittingstall

Mange har nok fulgt med i livet på River Cottage, det økologiske landbrug, som Hugh har brugt til madprogrammer i TV i mange år. Tilbage i 2013 sendte DR en række af hans programmer under titlen “Grøntsager”, og hans store kærlighed til netop dem skinner tydeligt igennem i kogebogen. Den er som én lang kærlighedserklæring til det bedste, en køkkenhave kan byde på. Personligt faldt jeg pladask for hans babyrødbede ‘tarte tatin’ og blev helt forelsket, da jeg fik lavet og smagt den. Læs den for inspiration til madlavning, der virkelig fokuserer på årstidens grønt. 

Bogen findes både på dansk og engelsk på biblioteket, og kan købes på engelsk her*

kogeboeger til planteelskere a modern way to eat

A Modern Way to Eat
af Anna Jones

Anna Jones var en af de “oprindelige 15” på Jamie Olivers restaurant ‘Fifteen’ i London. Efter at have læst en artikel om at følge sin passion, sagde hun sit daværende job op og blev udlært kok af mesteren selv. Med kapiteltitler som “What gets me up in the morning” (Hvad der får mig op om morgenen) og “Satisfying salads” (Tilfredsstillende salater) er det ret tydeligt, at Anna elsker både at lave og at spise mad, og at hun er foodie med stort F. Hendes opskrifter er den perfekte blanding af dekadence og ernæringsmæssig fornuft. Der er helt styr på det håndværksmæssige, og samtidig formår hun at række ud mod fremtiden og lave moderne, sund og hverdagsvenlig mad. Anna har også lavet en række madlavningsvideoer med Jamie Oliver, som det er en meget stor fornøjelse at se – hun har en skøn udstråling og fremstår meget kompetent. Læs den for netop det, som bogens titel lover: Opskrifter på moderne mad (med masser af planter).

Bogen findes desværre hverken på biblioteket eller på dansk, men kan købes på engelsk her*

My New Roots – Inspired Plant-based Recipes for Every Season
 af Sarah Britton

Mange kender nok Sarah fra bloggen My New Roots, som udmærker sig med lækre billeder, innovative opskrifter og solid viden om ernæring.  Jeg er stor fan! Hun bor i København sammen med sit barn og sin kæreste, som hun mødte på et gadehjørne i en amerikansk by og blev forelsket i ved første blik! For nogle år tilbage arbejdede hun på Christiania’s vegetariske spisested ‘Morgenstedet’. Sarah skriver letforståeligt om tilberedningsmetoder, der gør råvarer endnu sundere, og hendes opskrifter har fokus på mad, der er så tæt på råvarerenes naturlige form som muligt. Det er mad med saft, kraft, smag, smukt udseende og masser af kontrast i konsistenserne. Læs bogen for retter med overraskende ingredienssammensætninger og mad, der er helt igennem sund og lækker. 

Bogen findes på biblioteket på dansk med samme titel og kan kan købes på engelsk her* og på dansk her*

kogeboeger til planteelskere the green kitchen

The Green Kitchen – Delicious and Healthy Vegetarian Recipes for Every Day
af David Frenkiel og Luise Vindahl

David og Luise mødte hinanden i Rom, og historien om dem, deres forhold og deres snart tre børn, er noget af det solide mørtel, der har fastmuret dem som de grønne superstars, de i dag er. Green Kitchen Stories er deres populære og verdenskendte vegetarisk madblog, og efter selv at have mødt Luise på et yoga- og madlavningsretreat, kan jeg sige, at berømmelsen ikke virker til at være steget dem til hovedet. De er – ligesom deres opskrifter – jordbunde og sætter stor værdi i et simpelt liv med masser af tid til sund mad og kærlighed til det gode måltid og hinanden. Bogen er deres første kogebog og bugner med hverdagsvenlig, farveeksplosiv, kreativ og smagsmættet plantebaseret mad, hvor mange af retterne nærmest skriger på at blive prøvet af. Læs bogen for de fantastiske billeder og en stund i det dragende univers, som de to dejlige mennesker har bygget op sammen.

Bogen kan findes i dansk oversættelse på biblioteket og købes på dansk her*, og engelsk her*

*  Disse links er affiliate links. Det betyder, at du støtter Sustain Daily ved at købe gennem disse links på den måde, at vi får en lille procentdel af hvert køb. Prisen er selvfølgelig den samme for dig, som den ellers ville have været. Tusind tak for din støtte til, at vi fortsat kan sprede inspiration til en bæredygtig livsstil.

hjælp os med at drive webmagasinet og støt hver måned

3 Comments

  • Så dejlige bøger! Tak for tips. Men jeg har dog et problem: Jeg synes tit, det er svært at oversætte de engelske/australske/amerikanske opskrifter.. Har i nogle guidelines? Jeg har prøvet at finde ud af, hvad en “cup” er, men det virker til, at der er forskellige mål, om det er fast føde eller flydende. Kan i hjælpe?

    Hilsen Helene.

    PS: Jeg elsker jeres blog!

  • Hej Helene

    Tak for din søde kommentar og de fine ord. 🙂

    En mulig løsning på dit problem kunne være at investere i måleskeer der er i “cups”. Jeg har selv sådan et sæt, som er en gave, men købt i Danmark, og det er jeg så glad for.

    En anden mulig løsning er, at finde og downloade en app (hvis du har en smartphone selvfølgelig) der kan konvertere mål.

    En tredje mulig løsning er, blot at Google det mål du skal have konverteret. Skriv fx “1 cup i dl”, sæt søgningen i gang, og så konvertere Google målet for dig. Den her løsninger bruger meget ofte selv.

    Du kan også skrive disse mål ind i en note på din telefon eller på et pænt postkort, som du kan hænge på dit køleskab eller bruge som bogmærke i den kogebog du læser (nogen af mængderne bliver lidt større, andre lidt mindre):
    – 1 cup = 2 1/2 dl
    – 3/4 cup = 1 3/4 dl
    – 1/2 cup = 1 1/4 dl
    – 1/4 cup = 1/2 dl

    Jeg håber det hjælper! 🙂

    Rigtig god søndag til dig!

    / Mia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *