Langsom livsstil

Kender du følelsen af at blive irriteret, hvis lyskrydset skifter til rødt lige inden, du når over? Måltider spist foran fjernsynet med computeren i skødet, gaflen i den ene hånd og smartphonen i den anden? Følelsen af ikke at ville “spilde tiden” med at genlæse en god bog, når du kan læse en ny i stedet, fordi det ville være mere optimal udnyttelse af din sparsomme tid? Så vil du sikkert finde bogen Langsom Livsstil – Kunsten at få ro på yderst relevant.

Vi løber hurtigere og hurtigere for at presse så meget som muligt ind i hver eneste time. Livet er kort, vi har kun én chance, og hvis der er noget, vi frygter, så er det at stå til sidst og ikke have nået alt, hvad det tilbyder. Det ender derfor ofte med, at vi slet ikke rigtig oplever livets skønne stunder, fordi vi i hovedet allerede er videre til det næste aktivitet. Det er simpelthen kommet på mode at have travlt, og som Karen Pallisgaard, forfatter til bogen samt journalist og yogalærer, påpeger: “Helt ærligt – er vores eksistens ikke mere værd, end et overlevelsesmodus i højt tempo?”

Bogen er en opfordring til at skrue ned for tempoet, stoppe op og tænke lidt over, hvad det er, vi har så travlt med at nå. Den kommer med udgangspunkt i Karens egne erfaringer og tanker samt bidrag fra en række eksperter blandt andet omkring afslapning, bevægelse, skærmtid, bæredygtig kost, søvn og fordybelse.

Langsom Livsstil fortæller dig ikke, at du skal droppe teknologi og gøre alting i slowmotion, men lærer dig at tage stilling til tiden. Det handler ikke om at få det meste ud af livet, men om at få det bedste ud af livet. Det er en bog, du kan samle op igen og igen, når du falder tilbage i de pressede rutiner og har brug for at få sat effektiviteten og travlheden i perspektiv.

Psst… Hvis du har lyst til at høre endnu mere om tid, hvordan den påvirker os, og hvorfor vi måske burde spilde tiden lidt mere, kan vi anbefale podcasten Spildtid.

Tekst af Caroline Frederiksen, foto af Emma Slebsager.

hjælp os med at drive webmagasinet og støt hver måned

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *