No Impact Man

Tror du, at dine handlinger gør en forskel i det store billede? Det gør Colin Beavan. Så meget, at han beslutter sig for at tage sin tilværelse op til revision og i et helt år undersøger, hvordan det er at leve uden at sætte et negativt aftryk på planeten. Being optimistic is the most radical political act there is, siger han – for hvis man er optimistisk og tror på, at man kan gøre en forskel ved at ændre sine vaner, vil man automatisk blive en slags hverdagsaktivist.

I bogen dokumenterer Colin den udvikling, som han og hans kone og lille datter oplever i løbet af det år, eksperimentet varer. De slukker for strømmen i deres lejlighed, dropper transportmidler som bruger benzin, køber økologisk mad uden emballage på det lokale marked, tager deres egne krus med til take away kaffe og laver deres egen shampoo, når de løber tør.

Det mest spændende er i vores øjne, hvordan de nye vaner påvirker Colin og hans kone personligt. Colin er dedikeret til projektet fra starten, men det er hans kone ikke! Hun elsker at købe nyt tøj, gider ikke besværet med stofbleer til datteren og sniger sig til at drikke iskaffe fra Starbucks, når Colin ikke ser det. I hvert fald i starten – for som året skrider frem, bliver hun interesseret i de sidegevinster, som følger med et liv uden negativt aftryk på planeten: De spiser sundere, bruger mere tid på at være sammen og får en forståelse af, hvad de egentlig har brug for.

Selvom du ikke har planer om at slå elektriciteten fra og gå all in på lokale uforarbejdede råvarer, så læs No impact man alligevel. Den er spækket med fine tanker, kreative bæredygtige løsninger på hverdagens udfordringer og skarpe betragtninger om absurditeten i nogle af de ting, vi gør hver dag uden at blinke. Og frem for alt emmer den af en (næsten) urokkelig tro på, at vi hver især har mulighed for at forandre verden.

*Disse links er affiliate links – Det betyder at du kan støtte webmagasinet ved at købe gennem disse links. Vi får en lille procentdel af hvert køb, men prisen forbliver altid den samme for dig. Tusind tak for din støtte, så vi fortsat kan sprede inspiration til en bæredygtig livsstil.

hjælp os med at drive webmagasinet og støt hver måned

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *