Så meget godt i vente

Niels Stokholm er biodynamisk landmand og idealist. På sin gård i Nordsjælland har han røde malkekøer, kløver i græsset og en køkkenhave, der holder ham og hans kone Rita forsynet med grøntsager. Han passer sin jord og sine dyr med kærlighed og omtanke, og det kommer der råvarer ud af, som stjernekokke står i kø for.

Filmen er et portræt af en bonde, som står fast på sine principper og værdier. En biodynamiker, som trives bedst blandt dyr og planter i roligt og respektfuldt tempo. Og på mange måder ikke passer ind i det system, som i Danmark fører kontrol med landbrug og dyrehold og har manualer og tjeklister med, når de tager på gårdbesøg.

Det er en smuk film, som med panoramaer og nærbilleder viser os naturen på gården. Niels fortæller med sin 80 år gamle stemme om stjernestøv, og lydsiden består af et kor af menneskestemmer, som ligesom synger til ære for naturen og selve livet. Produktionen er altså lækker, smuk og gennemført.

Vi tør vædde med, at Så meget godt i vente sætter tanker i gang. Måske om, hvordan vi ”moderne mennesker” har fjernet os fra naturen. Måske om, hvad det gode liv egentlig er for en ko og for mennesker, og måske om det tempo, de fleste af os lever livet i. Hvis du trænger til at føle din sjæl slå rødder og mærke din forbindelse til universet, eller hvis du er vild med folk som Niels, der lever livet med et hoved fuldt af idealisme, stille aktivisme og urokkelige principper, så er det en film for dig.

  • Så meget godt i vente kan ses gratis på filmstriben.dk, hvis du har et lånerkort til biblioteket.
hjælp os med at drive webmagasinet og støt hver måned

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *