The Light Bulb Conspiracy

Planlagt forældelse. Måske kender du ikke begrebet, men helt sikkert konceptet: Ting, der pludseligt går i stykker eller begynder at blive langsomme, selvom de egentlig burde virke fint – fx elektronik, der skal skiftes ud hver fjerde år.

Hvor skræmmende det end lyder, så er mange af vores ting lavet specifikt med det formål at gå i stykker efter noget tid, og det er dét, som The Light Bulb Conspiracy handler om. Filmen tager sit udgangspunkt i lyspæren, som var det første produkt, der blev underlagt bevidst og nøje udtænkt planlagt forældelse.

Filmen tager især udgangspunkt i teknologi, og er desværre så gammel, at mobiltelefoner ikke er med. Virkemidlerne (og de medvirkendes frisurer!) kan derfor virke lidt gammeldags, men se den alligevel, for det er skræmmende at tænke på, hvor længe denne praksis har stået på, og hvor systematisk det foregår.

Selvom det nu er almindeligt kendt, at de fleste elektronikprodukter indeholder planlagt forældelse, er der ikke sket meget for at gøre noget mod det. Det er nemlig i branchens interesse, at vi bliver ved med at købe nyt. Problemet findes ikke kun hvad angår teknologi, også fx husholdningsprodukter er lavet til at gå i stykker efter et stykke tid. Bevægelser som iFixit, de mange reparationscaféer rundt omkring i verden og Buy Me Once-bevægelsen er modsvar mod planlagt forældelse, som i stedet fokuserer på at holde ting i live.

Filmen kan ses i dens fulde længde på youtube. Denne version er med norske undertekster.

hjælp os med at drive webmagasinet og støt hver måned

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *