Ses vi i juni?

Hep så blev det juni, og selvom vi nærmer os sommerferien, er der godt gang i den bæredygtige scene. Måske vi ses til en af de mange spændende events, du kan læse om i vores samling? Vi kan i hvert fald ikke holde os fra midnatsyoga i Absalon Kirken og Green Speaks bæredygtighedsmesse.

København

8. juni: Bæredygtige fællesskaber – fortællinger fra felten. Hvordan lærer vi at leve mere bæredygtigt? Vær med når Chora Connection inviterer til sit andet arrangement i serien ‘Den femte kvadrant’. Du møder Ditlev Nissen og Andreas Wolf, som begge har erfaring med at etablere og udvikle bæredygtige fællesskaber. Arrangementet er gratis for studerende, men koster 200 fra andre deltagere.

10.-11. juni: Telefonselskabet Green Speak inviterer til Grøn KBH 2017. Her samler de nogle af danmarks førende virksomheder inden for bæredygtighed på en bæredygtighedsmesse.

11. juni: Spring på cyklen og tag med på kystvandring langs Kalvebod Fælled. Dagen arrangeres af Hjerteforeningen København S og Danmarks Naturfredningsforening København.

12. juni: Kongens Køkkenhave, Juliana og TagTomat er gået sammen om en eftermiddag med workshop og tre pop-up-foredrag om urban garderning. Så find de grønne fingre frem i Kongens Køkkenhave, vær med til at dyrke drivhuset og gå en tur tilbage til 1606. .

13. juni: Hop i noget blødt tøj og brug en af de lange lyse juninætter på magisk midnatsyoga i Absalon Kirken. Konceptet er simpelt: Flow yoga for alle niveauer, mens solen går ned udenfor.

14. juni: På Amagers bæredygtighedskonference kan du høre om en lang række spændende emner, lige fra kompost til social bæredygtighed med maden i centrum. Her kan du møde Signe Wenneberg og en række grønne foreninger og virksomheder.

18. juni: Mosetræf i Utterslev Mose er en oplagt begivenhed for hele familien. Der er mulighed for at fiske, slynge honning, slå med le, klappe køer, deltage i naturbanko og meget mere.

19. juni: Find notesbogen frem og deltag i et foredrag om udviklingen af den globale opvarmning. Temaet handler om klimaet i dag sammenlignet med tilstanden for 56 millioner år siden.

Aarhus

12. juni: Lyt med, når Thomas Erex, stifter og formand for Mad Med Medfølelse, og forfatter til bogen Veganske Livretter fortæller, hvordan man kan tilberede smagfuld og lækker vegansk mad, som alle kan være med til.

18. juni: Reuse Aarhus inviterer til en aften, hvor du kan finde din kreative sjæl frem og kreere lamper af genbrugsmaterialer. De stiller materialer til rådighed, så du kan få din indre kunstner i spil og skabe unikke design til stuen eller kolonihaven.

Aalborg

15. juni: Tag forbi Repair Cafe Aalborg x GRO SELV, og se om du kan give din defekte lampe, høretelefoner eller kabler et nyt liv. De frivillige har fokus på elektronik denne aften, og måske du kan lære nogle fif til en anden gang.

Vordingborg

8. juni: Gentænk måden vi bor på. Er flere af os på vej ind i bofællesskaber eller ud i boliger tæt på naturen? Det kan du høre mere om, når Dansk Arkitektur Center og Boligøkonomisk Videncenter inviterer til et talkshow med ildsjæle, politikere og arkitekter.

hjælp os med at drive webmagasinet og støt hver måned

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *