Charlotte Weitze: Håbet og katastrofen

Charlotte Weitze har skrevet en af årets mest omtalte klimaromaner, nemlig bogen Den afskyelige. Vi mødtes med hende til en snak om at hænge ud med VIP-forskere, berolige sine børn og aldrig helt vide, hvordan det hele ender.

Koste hvad det koste vil, jeg prøver!

Arbejdet med Den afskyelige startede i 2011, og ligesomCharlottes øvrige bøger indeholder den en god portion natur og mystik. Men den er samtidig den første, som omhandler et politisk emne. Det var Charlotte lidt nervøs for. “Jeg var optaget af det her med klimaet og tænkte: Kan man skrive noget så vildt som en klimaroman? Det virkede lidt farligt, men så tænkte jeg også: Koste hvad det koste vil, jeg prøver! Jeg kan ikke holde ud, hvis jeg ikke har gjort noget.”

Forfatteren og forskerne

Da Charlotte researchede til Den afskyelige, fik hun et legat af Statens Kunstfond, som gav hende mulighed for at komme til London og møde verdens førende forskere inden for klima. ”De havde sat det vildeste program sammen for mig med folk jeg skulle møde. Jeg kom derover og anede ikke, hvad der skulle ske, og stod jeg pludselig i Royal Geographic Society, hvor alle store opdagelsesrejsende har været inde og holde tale.”

I Royal Geographic Society mødte Charlotte nogle af de forskere, som har været med til at lave FN’s seneste klimarapport. “De virker frustrerede, og de aner ikke, hvad de skal gøre. Nu er de kommet med de der tal igen og igen – og hvad sker der? Der sker noget, men der sker jo ikke nok. Jeg følte mig sådan lidt ”Hvad laver jeg egentlig her?”, men det var meget bekræftende at møde forskere, som ligesom mig synes, at det er ret alvorligt det hele.”

weitze-charlotte-2016-2-foto-lea-meilandt-lowres

Håb eller dystopi?

På turen til London mødte Charlotte en række andre kunstnere, som også beskæftiger sig med klima i deres kunst. ”Vi diskuterede meget, om det er håb eller dystopi, der får folk til at handle. Hvordan skal vores bøger ende, hvordan skal vores kunstværker være? Skal vi forskrække folk, give dem en masse håb – eller måske nogle gode idéer? Der er nok både folk, som reagerer på det ene og det andet, tror jeg.”

Målet var at lave en roman, som rørte folk. Gav dem et rum til at reflektere over deres handlinger og måske endda ændrede deres holdninger. Men også at give fortællingen plads til at ende, som den selv ville. ”Det der hele vejen igennem har været, var: Hvordan kommer den til at ende? Med en kæmpe katastrofe? Et håb? Eller en fantastisk fremtidsverden, vi ser ind i? I sidste ende blev det en blanding – der er både håb og katastrofe.”

En svær bog at forlade

Mens hun skrev bogen, syntes Charlotte faktisk ikke, at det var særlig sjovt. ”Det var helt vildt deprimerende. Det har været helt vildt tungt, og jeg er glad for at være ude af det. Men det er alligevel ikke helt væk, det tunge, for det er jo virkelighed. På den måde er det en svær bog at forlade.”

Hvis andre får det ligesom mig, når de tænker på klimaet, så forstår jeg godt, at det er svært at komme i gang

I modsætning til Charlottes andre romaner, har Den afskyelige ikke kunnet lægges helt væk. Det har givet hende en forståelse for, hvorfor det kan være så svært at komme i gang med at gøre noget: “Hvis andre får det ligesom mig, når de tænker på klimaet, så forstår jeg godt, at det er svært at komme i gang. Det er ikke rart at blive konfronteret med så tunge tal hver dag. Men på den anden side er det også spændende med det lidt episke og katastrofeagtige.”

charlotte weitze den afskyelige

På trods af det tunge arbejdede Charlotte på bogen i tre år – fordi hun havde besluttet sig for, at nogen måtte gøre noget. “Min mor siger, at jeg ikke skal bekymre mig så meget, for det får man det dårligt af. Og det er jo derfor, der ikke er nogen, der gør noget – fordi de ikke kan holde det ud. Hemmeligheden er at opbygge nogle gode vaner, så man ikke slår katastrofeberedskabet til hver eneste dag. For mig har det været vigtigt at vide, at jeg gør noget.”

Sojagranulat i lasagnen

En af de gode vaner, Charlotte har tilegnet sig, er at skifte kødet i lasagnen ud med sojagranulat. Men det er ikke altid lige let. “Det er svært med børn. For hvordan siger man lige til dem, at nu skal vi aldrig mere spise lasagne, fordi der er kød i? Det vil give dem en ubehagelig følelse af at skille sig ud fra deres kammerater. Men paradoksale er jo, at man skifter lasagnen ud med noget andet netop for deres skyld – det er dem, der skal leve i den fremtidsverden, der vil være præget af klimaforandringerne. Så nu er jeg begyndt at lave lasagne med sojagranulat i stedet for. På den måde kan de spise det samme som andre børn, og vi kan tale om, at sojaproduktet er bedre end kød – at de gør en forskel for familiens CO2-udledning. De hører en masse om klimaforandringer i skolen og medierne, og det er vigtigt for dem at vide, at vi som familie forsøger at gøre det bedre.”

Det handler om at vise, at der faktisk er noget at gøre. “Den der følelse af at få at vide, at det er så farligt, og så ikke at kunne handle på det, eller ikke se nogle handle på det, det synes jeg er slemt. Det tror jeg gør dem bange. Så jeg siger faktisk til dem, at vi er godt på vej, og at vi gør meget som familie. Det er vigtigt at holde håbet i sigte.”

Billederne af Charlotte Weitze er taget af Lea Meilandt.

hjælp os med at drive webmagasinet og støt hver måned

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *