DIY julepynt af gamle bøger

Pynt er en stor del af julen for mange af os. At hænge det op, men også at lave det. Supermarkederne bugner af silkepapir, gør-det-selv-sæt og forklippede strimler. Men hvis du ikke har særlige krav til tykkelsen på dit glanspapir, kan julepynten med fordel laves af genbrugsmaterialer.

Denne guide er låge nr 15 i vores grønne julestafet. Hver dag åbner vi en låge til et juletip.

Genbrugsmaterialer kan være alt, du har liggende derhjemme. I dag tager vi udgangpunkt i en gammel bog og et magasin. Begge dele har de fleste liggende – hvis ikke, så spørg naboen.

DIY julekugle af gamle bøger

Du skal bruge: En gammel bog, en kop, en saks, en blyant, magasinsider, en spids nål, en papirklips samt noget tråd, garn eller lignende.

  • Brug koppen som skabelon. Du skal bruge cirka 6-9 cirkler til en kugle.
  • Klip en masse cirkler af sider fra en gammel bog.
  • Vælg en fin magasinside og klip nogle flere cirkler.
  • Hold cirklerne sammen med en papirklips og sy ned langs midten. Hæft begge ender.
  • Buk papirsiderne imod hinanden, til de er spredt jævnt og danner en fin kugle.

DIY julehjerter af gamle bøger og magasiner

Vi ved godt, at du ikke har brug for en egentlig guide til at flette et julehjerte, men hvis du kan lide tanken om at lave julehjerter af andet end glanspapir, så kig alligevel med.

Du skal bruge: En gammel bog, et magasin, en saks, en blyant, små stykker tape og en lille skabelon til julehjerter. Skabelonen skal laves så den passer til bogens sider, så prøv dig frem.

  • Hiv nogle sider ud af bogen, tegn skabelonen af og klip efter den.
  • Find nogle fine magasinsider og klip også dem ud efter skabelonen.
  • Saml de halve hjerter to og to (bogsider og magasinsider sammen)
  • Klip ud til “strimler”, du skal flette med. Gør det så let eller svært, som du ønsker.
  • Flet dit hjerte
  • Klip en hank af resterne fra magasinsiden og sæt på med tape/lim.

hjælp os med at drive webmagasinet og støt hver måned

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *