Shopping med god samvittighed

Shopping rimer ikke just på bæredygtighed. Ind imellem kan det dog hænde, at man står og mangler noget – når man taber sin ene vante, smadrer sin tekande eller flytter og har behov for nye møbler. Andre gange har man bare lyst til en ny yndlingskop eller sofapude. Det er heldigvis også en ganske godkendt undskyldning for at anskaffe sig noget nyt.

Hvordan skal bæredygtighed måles?

Ud fra et bæredygtigt perspektiv kan man erhverve sig noget nyt på to måder: købe det brugt eller købe det nyt hos en producent, der tager ansvar for mennesker og miljø i produktionen. Men hvad er bedst i bæredygtighedens navn?

Fokus på CO2

Hvis du vil producere så lille en mængde CO2 som muligt, er der ikke meget tvivl om, at genbrug er vejen frem. Når man køber brugte ting, udledes der absolut intet CO2: På dette parameter kan selv bæredygtigt producerede ting ikke måle sig med genbrug, da de stadig bruger af jordens ressourcer og energi.

Rapporter fra den britiske organisation WRAP viser, at man ved køb af en brugt sofa frem for en ny besparer atmosfæren for 55 kg CO2 foruden de øvrige ressourcer, der skal bruges til at producere den nye sofa. Tilsvarende bespares der henholdsvis 10 kg CO2 ved køb af et brugt spisebord og 3 kg CO2, når man køber en brugt T-shirt frem for en ny.

Socialt fokus

En bæredygtig livsstil kan dog også bygges op omkring andet end det lavest mulige CO2-udslip. Vil vi skabe en bedre verden, er det nemlig også vigtigt at støtte op om de mange ansvarlige virksomheder, der fokuserer på bæredygtig produktion og ordentlige arbejdsforhold for de folk, som laver varerne. Her handler det med andre ord om social bæredygtighed, som også er et vigtigt parameter inden for en bæredygtig livsstil.

Det skyder frem med grønne forretninger, som sælger alt fra økologisk tøj til emballagefrie varer og møbler produceret i bæredygtige materialer. Hvis du i stedet for at tælle CO2 hellere vil tælle, hvor stor positiv impact du skaber for mennesker og miljø, så er nye varer fra disse butikker et godt valg. Hvis vi nu forestiller os, at alle klimainteresserede forbrugere fravalgte bæredygtige butikker og udelukkende købte genbrug, ville virksomhederne formentlig ikke fortsætte med at udvikle grønnere produktlinjer. Og uden fokus på klimavenlige og ansvarligt producerede varer i butikkerne kan det blive svært at få nye personer med på den grønne bølge – så vil bæredygtige alternativer nemlig ikke længere være synlige i samme grad.

Ud fra et bæredygtigt perspektiv giver det altså mening både at reducere sit CO2-aftryk og at støtte forretningernes grønne og bæredygtige initiativer.

Hvilken historie vil du fortælle?

Det handler i høj grad om, hvilken historie du gerne vil fortælle med dine ting og dine købevaner. Når du køber genbrug, fortæller du, at du ikke vil bidrage til at producere flere varer til en verden, der bugner af ting, som ikke bliver brugt. Når du køber bæredygtigt fremstillede ting, fortæller du derimod, at du støtter dem, der vil bære vores forbrug i en mere ansvarlig retning.

Begge valg er drevet af handlekraft og bevidst forbrug, og det behøver ikke at være enten/eller – så længe du gør dig bevidste refleksioner over dine købevaner og handler ud fra disse, er du allerede nået langt.

Hvilke tanker gør du dig, når du skal anskaffe dig noget nyt? Del dem gerne i kommentarfeltet.

Tekst af Caroline Frederiksen, foto af Johanne Stenstrup.

hjælp os med at drive webmagasinet og støt hver måned

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *