Skal vi bytte?

Er du hoppet med på byttetrenden? De seneste år er der dukket flere og flere steder op, hvor vi kan bytte med hinanden – både digitalt og fysisk. Når du bytter dine ting med andres, kommer de i cirkulation. På den måde kan der produceres færre ting og skabes mindre affald, helt uden at du behøver undvære de ting, du mangler eller ønsker dig. Når du ikke bruger en ting længere, kan en anden få glæde af den, og du kan få glæde af en anden ting i stedet for. At bytte udnytter tingenes fulde potentiale, simpelthen – dét er bæredygtighed på højt plan!

Vi har samlet en række forslag til måder og steder, hvor du kan bytte med andre eller blot forære de ting væk, du ikke længere har glæde af. Billederne i denne artikel er fra et besøg hos byttestationen på Sønder Boulevard i København, hvor man kan lægge ting, man ikke længere har glæde af, og i stedet tage noget med hjem, som andre har efterladt på byttestationen. Det er blot én af mange måder, du kan bytte ting med andre.

Byttestationer og byttecentraler

København er ikke det eneste sted, hvor du kan finde byttestationer. Ved Godsbanen i Århus ligger REUSE, som kører med samme koncept: Giv hvad du vil af med, og tag hvad du kan bruge. Ligeledes findes der byttecentraler på mange genbrugsstationer i landet, hvor det er muligt at lægge sine aflagte ting til direkte genbrug frem for at smide dem til forbrænding. Her er en video fra vore besøg ved byttecentralen på Sønder Boulevard i København:

Byttemarkeder

Byttemarkeder er blevet populære, så du kan med garanti finde et i nærheden af dig indenfor den næ rmeste fremtid. Byttemarkederne fungerer ligesom byttestationerne, men afholdes på en enkelt dag og med en langt større koncentration af bytteglade folk. På facebooksiden Byttemarked kan du holde øje med, hvornår der er byttemarkeder nær dig.

Bytteapps

Hvis du bruger bytteapps på din telefon, kan du bytte hjemme fra din egen stue. Apps som Sharepeeps, Ta’ Det, SWOP og Resecond gør det muligt for dig at lægge billeder op af de ting, du vil bytte eller give væk. Samtidig kan du se billeder af ting, som andre i dit nærområde har lagt op til bytning eller foræring, og blive sat i kontakt med dem gennem appen.

Online fællesgarderobe

Hos det online tøjbyttekoncept Veras kan du bytte dit brugte tøj til point og bytte pointene til tøj, som andre personer har indleveret. Det koster en smule at være medlem, men hvis du er glad for at bytte tøj, er det prisen værd at få adgang til det store udvalg, som Veras ligger inde med.

Kender du andre måder at bytte, som vi ikke har nævnt på listen?

Tekst af Caroline Frederiksen, foto og video af Johanne Stenstrup.

hjælp os med at drive webmagasinet og støt hver måned

3 Comments

  • Der er masser af bytte- eller rotationsgrupper på Facebook, hvor man kan give ting væk og jo også selv få, når andre sender noget ud i gruppen. Jeg er selv med i en gruppe med ting til voksne og en med ting, tøj, legetøj og udstyr til børn. Grupperne er delt ind efter by/bydel, da det jo skal være nemt at hente tingene. Der er også grupper, hvor man kan give væk til flygtninge. Grupperne er selvfølgelig ikke direkte bytte, men det handler da om at sende ting videre, og det ligger da i forlængelse af byttetanken;)
    Og i øvrigt godt og relevant indlæg!

  • I min andelsforening har vi et bytteskab fra naboskab.dk. Det er jeg så glad for og mine børn har fundet så mange fine ting. Det er også nemt at komme af med sine ting på en bæredygtig måde (:

  • Hey 🙂 I mangler også at nævne bytteforretningen the organic club, der ikke kun ligger på vesterbro, men også i odense – de har både et kollektivt klædeskab og bæredygtige varer 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *