Sustain Yearly – en drøm går i opfyldelse

I dag sker der noget helt specielt og næsten drømmeagtigt. Vi lancerer nemlig et produkt, vi har talt om, siden vi første gang trykkede “udgiv” på en artikel på webmagasinet:

Vores første årsmagasin, Sustain Yearly!

Da vi startede Sustain Daily, savnede vi et sted, som samlede alt om en bæredygtig livsstil og var en slags opslagsværk for os, der prøver at blive klogere på det grønne liv. I året der er gået har vi heldigvis opdaget, at vi er mange, som har samme mission om at gøre bæredygtige vaner mere tilgængelige og overskuelige. Vi er glade for, at den kritiske forbruger, klimakrigeren, DIY-tossen og det plantegale madøre har mange steder at gå hen – og at Sustain Daily er ét af dem.

Bæredygtighed på print

Hvis du er mere til print end til web, eller bare nogle gange nyder at sidde med et stykke papir mellem fingrene som afveksling fra skærmen, har der hidtil ikke været et sted at gøre det i en bæredygtig ånd. Derfor har vi holdt fast i drømmen om at skabe et fysisk magasin, som indeholder essensen af alt det, vi står for – det bæredygtige liv og de grønne vaner serveret på en smuk, overskuelige og brugbar måde. Nu er det her, og det hedder Sustain Yearly.

Sustain Yearly gør togturen mere hyggelig. Det kan tages med på stranden, på skovtur og hen til din yndlingsbænk i parken. Det ligger på sofabordet og starter en samtale hen over kaffen, og du kan nyde det om aftenen efter at skærmene er lagt væk.

Et langtidsholdbart årsmagasin

Sustain Yearly er ikke et magasin som dem, du finder på hylderne i din bladkiosk. For selvom de kan være gode, indeholder de også tit en masse fyld, ligegyldige facts og produkter, du ikke har brug for. Vi er gået efter en anden følelse: Lige dele fordybelse og praktiske tips. Et magasin, du sætter æselører eller bogmærker i, spilder tomatsovs på, når du har det med i køkkenet, og kan tage frem på de dage, hvor motivationen er i laveste gear.

Der kommer ikke et nyt i næste uge. Eller næste måned. Hvis alt går vel, kommer der et nyt om et år – men ikke før.

Er det en drøm, du vil være med til?

Før vi går videre og sender magasinet i trykken, vil vi lige høre en ting. Er det bare en drøm i vores hoveder med et fysisk magasin om bæredygtig livsstil, eller savner du det også i dit liv?

Vi har valgt at du kan forudbestille magasinet, så vi kan se, om andre deler vores drøm. For selvom vi har valgt Danmarks mest bæredygtige trykkeri, mener vi stadig, at man skal have respekt for papir. Vi trykker altså ikke et eneste magasin, før opbakningen er stor nok. Det ville ikke være bæredygtigt i vores øjne.

Crowdfundingen lykkedes! Køb Sustain Yearly her.

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *