Fem grønne spisesteder i København

Er du veganer, holder du kødfri mandag eller synes du bare, at det er sjovt at prøve noget nyt? Der er mange spisesteder i hovedstaden, som serverer god vegansk mad. Her har vi samlet fem af vores foretrukne caféer og restauranter i København, som du kan tjekke ud, uanset om du er ny i det grønne game eller garvet veganer. Der er både den helt veganske, den med rawfood og dem, du kan besøge med insisterende kødspisende venner.

Bowls på Hafnia Bar

Hafnia Bar, Store Regnegade 26, 1110 København K

Hafnia Bar kan både veganere og kødspisere komme til deres ret. Spisestedet serverer morgenmad, sandwiches, salater, bowls med brune ris eller quinoa, burgere (inklusive en vegansk version med falafel) og lækkerier til den søde tand. Målet er at forene god smag og sund mad, hvilket manifesterer sig i økologiske råvarer og en række superfoods à la acai, chiafrø og gojibær. På det varierede menukort finder du desuden et udvalg af glutenfrie retter – lige fra overnight oats og valnøddeflute til romkugler og pandekager. Alt i alt kan vi kun sige: Tommel op!

Tip! Gør dig selv den tjeneste at smage Hafnia Bars peanutbuttershake på mandelmælk. Den er så mættende, at den næsten kan gøre det ud for et helt måltid.

Rå lækkerhed på SimpleRaw

Simple Raw, Gråbrødretorv 9, 1154 København K

SimpleRaw byder både på vegetarisk mad, vegansk mad og rawfood. Du finder hverken konserveringsmidler, farvestoffer, mælk eller gluten på menuen, men en masse spændende retter og snacks som zucchininudler og kålchips. Hvis du kommer inden 15, kan du spise (en meget instavenlig) brunch, og ellers er der burgere, juices, smoothies, shakes, shots og hjemmelavet limonade. Er du ekstra heldig, er der en ledig plads udendørs, så du kan nyde den hyggelige stemning på Gråbrødretorv midt i byen.

Tip! Vi elsker rawfoodkager, og SimpleRaw’s er ingen undtagelse! Hvis I er flere, kan vi anbefale at bestille ”et udvalg af samtlige desserter”, hvor I får mulighed for at smage på alle kagerne. Yum!

Vegedeller på Café Ñ

Café N, Blågårdsgade 17, 2200 København N

Den lille oase Café Ñ i Blågårdsgade inviterer til hygge med et touch af orientalsk feriestemning, mens du kigger medarbejderne i køkkenet over skulderen. På varme dage kan du snuppe et bord udenfor og nyde Nørrebros gadeliv. Caféen er mest et frokost- og aftensmadssted, men byder også på snacks og et udvalg af kaffe, øl og økosodavand, hvis du ikke er sulten efter et helt måltid. Selvom caféen er 100% vegansk, kan du stadig få både yoghurt og omelet – og mayonnaise til dine rodfritter! Book et bord, hvis du tager afsted om aftenen, så du er sikker på ikke at skulle gå sulten hjem igen. Der er nemlig ofte fuldt hus – og det kan vi godt forstå.

Tip! Haps en vegedelletallerken eller vælg en af Café Ñ’s mange lækre sandwiches med en friskpresset appelsin-, ingefær- og rødbedejuice til.

Vegansk brunch på Kalaset

Kalaset, Vendersgade 16, 1363 København K

Kalaset er en hyggelig kældercafé med tilhørende udeservering tæt ved søerne. Der er indrettet med genbrug på den kitchy måde med gamle radioer på væggene, forskellige borde og stole og fine, gamle lamper. Og nå ja – så serverer de muligvis byens bedste veganske brunch! Der er lidt til den søde tand og meget til den salte: yoghurt med müsli, bagte kartofler, falafler, ratatouille, brød, frugt… Du går ikke sulten hjem, det kan vi garantere. Og hvis du er mere til burgere end til brunch, kan du få en med kikærtebøf og chilimarmelade. Kalaset har i øvrigt altid økologisk brød, mælk, kaffe, ris, juice og falafler. Et besøg værd!.

Tip! Der er noget til enhver smag, så du kan roligt invitere din far, din kødelskende veninde eller din nye date med på Kalaset. Hvis du bestiller den veganske brunch, får de helt sikkert lyst til at smage!

Sæsonbaseret vegansk aftenmenu hos Urten

Urten, Larsbjørnsstræde 18, 1454 København K

Du er på jagt efter et lækkert spisested, og det må gerne være plantebaseret. Maden skal smage af noget, og det gør ikke så meget, om det passer ind i tidens slankekure. Svaret er Urten. Med sæsonvarer som topprioritet tryller kokkene veltilberedte og smagfulde retter frem, hvor E-numre og andet stads er no-go. Du kan for eksempel vælge deres nødebøffer, der er fast inventar på menukortet, eller hoppe ud i månedens menu. Betjeningen er hyggelig og afslappet, og du vil med stor sandsynlighed se kokken anrette maden i restauranten. Hvis du undervejs i spisningen tumler med spørgsmål som hvordan i alverden man laver mayonnaise uden æg og smør eller lykkes med hjemmelavet marengs uden æg, er kokkene altid klar med svar.

Tip! Tillad dig selv at gå på eventyr i sæsonens menu, hvis du er klar på at give den hele armen.

  • Vil du have endnu flere tips til grønne spisesteder i København? Så tjek kategorien Café & Restaurant, hvor vi løbende anmelder spisesteder med plantebaseret mad.

Tekst af Anne Fürstenberg, Ditte Rosenquist og Emma Slebsager, foto af Johanne Stenstrup.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *