Too Good To Go

Har du hørt om Too Good To Go? Det er en app mod madspild, hvor 320 bagere, caféer og restauranter i hele landet kan sælge den mad, de ikke får solgt i løbet af dagen. Der er alt fra sushi, salater, brød, burgere, cupcakes, kinesiske buffeter og samosaer til vafler, så der skulle være noget for enhver smag! Vi har testet to ting – brød fra Emmerys og et måltid fra Riz Raz.

too good to go riz raz 2

Mad fra Riz Raz: 20 kr.

I indre by ligger restauranten Riz Raz, som serverer en vegetarisk buffet med mange veganske retter. Sådan en buffet er næsten nødt til at ende med madspild, hvis den sidste gæst skal have et fair udvalg af retter. Med mindre du altså køber en madboks og kommer og henter det!

Sådan gør du:
Køb en madboks fra din yndlingsrestaurant i løbet af dagen via Too Good To Go’s app eller hjemmeside. Vi valgte Riz Raz, fordi det vegetariske og veganske udvalg er stort. Duk op i den tid, der står på kvitteringen, få udleveret en boks og fyld den med mad fra buffeten. Vi skulle være der mellem 22.45 og 23.

Vurdering:
Virkelig god mad til meget få penge! Der var meget at vælge mellem, og madboksen kan indeholde en stor portion. Den eneste ulempe er, at man skal hente så sent, men det er jo forståeligt, at de betalende gæster skal have spist op først. Hvis man kan holde sig vågen, kan man score billig og lækker aftensmad eller frokost til næste dag og samtidig mindske madspild.

too good to go emmerys

Brød fra Emmerys: 39 kr.

Hver aften smider mange bagere dagens usolgte brød, boller, sandwich og kager væk. Der skal nye varer på hylderne næste morgen, og det gamle brød ryger derfor ud. Med mindre du altså køber en brødpose og kommer og henter det!

Sådan gør du:
Køb en brødpose fra din favoritbager i løbet af dagen via Too Good To Go’s app eller hjemmeside. Vi valgte Emmerys, fordi deres brød er økologisk. Hent så posen i det tidsrum, der står på din kvittering – vi skulle være der mellem 18.20 og 18.30.

Vurdering:
Man får meget for pengene med sådan en pose! Brød, rugbrød, boller, kager – man kan være sikker på at kunne fylde fryseren godt op med lækkerier. Ulempen er, at man ikke på forhånd kan vide, hvordan kage/brød-fordelingen bliver. I den pose, vi hentede, var der fx meget kage. Det er lækkert, men ikke så praktisk anvendeligt som brød og boller. Den lille usikkerhed kan vi dog snildt leve med!

Et win-win koncept

Alt i alt er vi vilde med Too Good To Go. God mad, som ellers ville være blevet smidt ud, ender i stedet i sultne maver. Du kan også vælge at donere et måltid til en hjemløs gennem app’en – det koster 20 kroner, og TGTG står for at distribuere dagens måltider til herberger  dit lokalområde. Mega sejt. De bokse, som man får udleveret til at fylde mad i, er desuden lavet af fairtrade sukkerrør fra ceritificerede skove og kan komposteres!

hjælp os med at drive webmagasinet og støt hver måned

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *