Lav et grønt basislager

Vores bedste tip til at få spist flere grønne måltider er altid at have grønne basisting på lager i køkkenet. Så slipper du for at skulle ud og handle på travle dage, og får i stedet opbygget et repertoire af nemme, grønne hverdagsretter. Et basislager er desuden guld værd for din økonomi og kan give dig råd til mere økologi eller bare mere luft i budgettet.

Et grønt basislager kan se ud på 1000 måder. Det vigtigste er, at du kan lide at lave mad med de ingredienser, du har på lager. Her er et bud på, hvordan du kan fylde køkkenet med grønne ingredienser, så du altid har et måltid klar i baghånden.

Tørvarer

Tørvarer er geniale som udgangspunkt for et måltid. Hvis du har dem på lager, kræver det ikke ret meget andet end en slatten grøntsag og en håndfuld krydderier at lave aftensmad. Fyld skabene med fx ris, linser, pasta, quinoa, frø og kerner, mel, havregryn, müsli, chiafrø og perlespelt. Så har du altid et godt udgangspunkt for et måltid, hvad end du har lyst til risotto, en spicy linsesuppe eller chiagrød.

Frugt og grønt

Hvis du altid har en form for frugt og et par grøntsager på lager, kan du komme langt. I køleskabet kan du fx gøre det til en vane at have kartofler, gulerødder, salat, agurk, kål, rødbeder eller hvad du foretrækker, som er i sæson. På køkkenbordet kan du opbevare æbler, appelsiner, tomater, avokado, krydderurter og andet, som mister smagen af at komme på køl. I fryseren kan du fx have bær, spinat, ærter, kogte bønner og banan i skiver til is. Og i en mørk krog i køkkenet kan du have dit lager af løg, hvidløg og ingefær – tre helt essentielle smagsgivere i det grønne køkken.

Brød

Rugbrød, knækbrød, tortillas, boller, bagels – vi er vilde med alt, man kan komme pålæg på. Hvis du ikke kan spise et helt brød ad gangen, så frys det ned i skiver. Så kan du tø det op, du skal bruge. Det tager kun et øjeblik på brødristeren.

Krydderier og andre smagsgivere

Krydderier er din ven, når du laver grønne måltider. Vi bruger allermest spidskommen, chili, karry, basilikum, rosmarin, muskatnød, kanel, oregano, røget paprika, salt og peber. Af olier er det smart at have lidt forskelligt – fx olivenolie til dressinger og kokosolie, solsikkeolie eller lignende til at stege i. Eddike (æble-, balsamico-, hvidvin- eller hvad du foretrækker) er super til dressinger, og så er ethvert køkken lige lidt rigere, hvis det har en sojasovs og en ahornsirup.

Konserves & glas

Med flåede tomater og kokosmælk på dåse kan du altid lave en tomatsovs eller en curry med det, du har liggende. Vi er desuden glade for at have peanutbutter, pesto, kapers, oliven, marmelade, sennep, ketchup og tahin på lager – uåbnet i et køkkenskab eller åbnet i køleskabet.

Snacks

Hvis du ligesom os er en snacker, kan vi anbefale altid at have et lager af mørk chokolade, tørret frugt (figner, abrikoser, rosiner, dadler, you name it!), nødder, majs til popcorn, riskiks eller hvad du nu er vild med. Det kan holde sig længe, hvis man kan lade det være…

Det var det! Med sådan et basislager kan du altid bakse både morgenmad, frokost og aftensmad sammen, selvom køleskabet umiddelbart ser tomt ud. Har vi glemt noget, som du altid har på lager?

Tekst og foto af Emma Slebsager.

3 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *