Chiagrød med brombærtopping

Chiafrø er små bomber af protein, gode omega 3 og omega 6-fedtsyrer og fibre. Du kan bruge dem i bagning, som topping på din smoothie eller i din grød – helt som du ellers ville bruge hørfrø. Men de små frø kan også noget andet, nemlig suge op til 12 gange deres egen vægt i væske! Det kan man udnytte til at lave en chiagrød som den, du finder opskriften på her, eller man kan bruge chiafrø sammen med vand som en vegansk erstatning for æg i bagværk.

Grøden er perfekt som morgenmad eller som en snack i løbet af dagen. Vi har toppet den med friske brombær, som vi fandt i et krat på Nørrebro, men du kan selvfølgelig skifte brombær ud med lige præcis det bær, du allerbedst kan lide (eller tilfældigvis har i fryseren).

chiagroed 3

Opskriften giver to portioner og kan holde sig et par dage i køleskabet.

Chiagrød (laves om aftenen)

4 dl af din yndlings(plante)mælk
4 spsk chiafrø
0,25 tsk vanillepulver
et lillebitte nip salt

Bland alle ingredienser i en beholder, fx et sylteglas eller en skål, og rør godt rundt. Lad det stå på køkkenbordet i et kvarter og rør så rundt igen, til der ikke er flere klumper. Stil grøden i køleskabet natten over.

Brombærtopping

En stor håndfuld brombær
1 spsk sirup, fx ahornsirup eller agavesirup

Mos bærrene og siruppen med en gaffel og voilà, så er din brombærtopping færdig! Hvis du ikke gider lave den om morgenen, kan du sagtens lave den samtidig med, at du rører chiagrøden sammen om aftenen. Den holder sig fint i køleskabet.

chiagroed 1

Med en lille indsats om aftenen har du altså chiagrød med brombærtopping til næste morgen – eller de to næste morgener, hvis du ikke deler med nogen. Bare rør rundt i chiagrøden, tag halvdelen over i et glas eller en skål og kom brombærtoppingen på.

hjælp os med at drive webmagasinet og støt hver måned

3 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *