Den store guide til bæredygtigt overtøj

Efteråret er her, og lige om lidt kommer vinteren. Det betyder, at det tøj, vi går mest i, bliver vores overtøj. Jeg ved, at jeg snart kommer til at leve i min uldjakke, og derfor vil jeg gerne have en, som både er flot, bæredygtig og i god kvalitet. Hvis du står overfor en udskiftning i overtøjsgarderoben, er denne guide om bæredygtigt overtøj til dig. Velbekomme.

Hvad er bæredygtigt overtøj?

Lad os først snakke lidt om, hvad bæredygtigt overtøj overhovedet vil sige. Handler det om at en jakke er økologisk, eller om at dunene i en dunjakke er veganske? Begge ting kan være en prioritet, og overtøj er komplekst. Som jeg skrev i min guide til bæredygtige sneakers, er det svært at finde ud af, hvad der er bæredygtigt, når vi har med sammensatte produkter at gøre. En simpel t-shirt er let. Men en jakke består af mange komponenter. Bedøm derfor din jakke efter disse fire kriterier:

1: Holdbarhed i kvalitet og look

Det første, jeg synes man skal gøre, er at finde ud af sit behov, og hvilken stil man går efter. At købe en holdbar jakke handler både om kvalitet og look. Du vil gerne kunne bruge den mange år frem, og så nytter det hverken at lynlåsen går i stykker, eller at du bliver træt af den efter få år.

Husk at man altid har to års reklamation, så gem kvitteringen. På den måde kan du få repareret jakken, hvis lige præcis lynlåsen går i stykker efter et år eller halvandet.

2: Miljømæssig bæredygtighed

Dette punkt gælder materialerne i din jakke. Bæredygtige materialer kan fx være genanvendt uld, genanvendt polyester eller økologisk bomuld. Til en efterårsjakke kan det være en god idé at gå efter naturmaterialer i høj kvalitet, fx coated bomuld eller uld, mens du i din vinterjakke gerne vil have vandtætte materialer, som tit er kunststof. Andre materialer i en jakke som for, knapper og lynlåse kan også være produceret på mere eller mindre bæredygtig vis.

Et sted, hvor du er sikker på at score højt på miljømæssig bæredygtighed, er hvis du vælger en jakke fra genbrug. Her bruges ingen nye ressourcer til fremstillingen.

baeredygtigt-overtoej-2

3: Dyrevenlig jakke

Der er forskellige definitioner på, hvad en dyrevenlig jakke er. For nogle betyder det at den skal være vegansk. Så skal du gå efter foer af kunstmaterialer og spørge ind til alle detaljer så som læder- og pelskanter, samt fx hornknapper. En vegansk jakke er dog ikke nødvendigvis bæredygtig, og derfor anbefaler vi ikke, at mane udelukkende går efter dette kriterium.

En anden måde at få en dyrevenlig jakke er at gå efter mærker, som bruger animalske produkter fra dyr, som har det god, eller fx laver uldjakker af genanvendt uld fra gamle striktrøjer.

Når det bliver vinter, vil de fleste gerne have en dunjakke. De bløde gåsefjer varmer unægteligt godt, men ikke alle gæs i produktionen har det godt. Patagonia og andre er begyndt at bruge dun kun fra gæs, som smider dunene naturligt, ligesom vi fælder hår. 

4: Social bæredygtighed

Når man har kigget på materialerne, kan det være en god ide at kigge på, hvor jakken er lavet. Hvis den fx er lavet i Europa, er arbejdsforholdene ofte lidt bedre end i Asien. Der kan altid være undtagelser, men det er et godt pejlemærke.

Hvis man går meget op i netop social bæredygtighed, er det en god ide at vælge en jakke fra et mærke, som også går op i dette.

Helt kort: Det skal du kigge efter

1. Vil du blive glad for jakken i mange år, og føles det som god kvalitet?

2. Er materialerne bæredygtige, fx økobomuld eller genanvendt polyester?

3. Er den dyrevenlig efter din egen definition?

4. Er den lavet under ordentlige arbejdsforhold?

Du kan sjældent få det hele, så vælg det, der er vigtigst for dig. Jeg har gjort det lettere ved at finde 12 jakker frem til dig, som næsten opfylder alle kriterier.

12 bæredygtige jakker

guide-til-baerdygtigt-overtoej-patagonia

Patagonia

Patagonia er front runners indenfor bæredygtigt sportstøj. De har fx udviklet de fleste bæredygtige materialer, som mange andre brands i dag bruger, og bruger kun de bedste fabrikker. Patagonia bruger både naturlige, syntetiske og animalske materialer, som er lavet med stor respekt for jorden, dyr og mennesker. Man kan altid sende sin jakke til reparation hos dem, og når den er helt udtjent, kan den sendes tilbage og blive til fx soveposer til hjemløse.

Patagonia fås hos de fleste friluftsbutikker i Danmark.

Gul jakke* (vegansk) / Grøn jakke* / Sort jakke*

guide-til-baerdygtigt-overtoej-denroth

Dedenroth Nordic

Den nystartede danske virksomhed laver jakker og anorakker af et økologisk bomuldmateriale, som er super let og samtidig godt i vind og vejr. De er syet på en lille systue i Europa under ordentlige forhold. Jakkerne kommer indtil nu kun i den smukke mørkegrønne farve, og fås til både mænd og kvinder.

guide-til-baerdygtigt-overtoej-ecoalf

Eco Alf

Det spanske mærke Eco Alf har slået sit navn fast ved at arbejde med de bedste genanvendte materialer. På hjemmesiden kan man fx se, om hvert produkt er lavet af gamle plastikflasker eller fiskenet, og lige præcis genbrug af skrald fra havet er en af deres kerneværdier. Som en bonus er deres jakker ret moderne i snittet og kan holde mange år, både stilmæssigt og holdbarhedsmæssigt.

Sort trenchcoat (vegansk) / Navy dunjakke 

guide-til-baerdygtigt-overtoej-hoodlamb

Hoodlamb

Hoodlamb bruger de bedste bæredygtige materialer. Yderstoffet er en blanding af hamp og økologisk bomuld, selvfølgelig med en coating som gør det bæredygtigt. Foret er et varmt kunstfor af genanvendte plastikflasker. Al deres pelstrim er “fake”, hvilket gør disse jakker veganske, men de scorer også højt på både miljømæssig og social bæredygtighed.

Grøn parka (vegansk) / Blå frakke (vegansk)

guide-til-baerdygtigt-overtoej-skall-og-agurk

Skall Studio og Agurk

Nogle gange laver almindelige bæredygtige tøjmærker også nogle udmærkede jakker. Det er fx tilfældet for Agurk Studio og Skall Studio. De har begge en frakke i deres kollektioner, som stadig er til at få fat i. Agurks jakke er i genanvendt polyester, og Skall Studios jakke er i genanvendt uld. Hvis du leder efter en lidt mere “fashion” jakke, så er begge et godt bud – i hver deres stil.

Uldfrakke fra Skall Studio / Parka fra Agurk Studio (vegansk)

guide-til-baerdygtigt-overtoej-pele-che-coco

Læderjakker

Hvis man gerne vil have en læderjakke at gå efteråret i møde i, er her også nogle muligheder, som er mere bæredygtige. Der findes nemlig flere danske firmaer, som har specialiseret sig i at genbruge læder til at lave seje jakker. De finder læder fra fx kasserede sofaer eller gamle jakker, som ikke er moderne længere. Fra de gamle produkter “høster” de den brugbare læder og laver nye smarte jakker.

Her vil vi især fremhæve Pele Che Coco, og Better World Fashion, som snart åbner.

Sort biker jakke / Brun ruskinds jakke

Genbrug

Det er også muligt at finde rigtig gode jakker i genbrug. Især uldfrakker i et sejt snit kan være værd at lede efter. Hvis du har forelsket dig i et specifikt look, kan sider som Trendsales eller DBA også bruges, hvor du ofte kan finde god kvalitet til færre penge. Min erfaring er, at skijakker og virkelig varmt tøj kan være svært at finde, fordi det ofte bliver doneret til hjemløse eller simpelthen brugt op.

Finder du en jakke i genbrug, som du elsker, men som måske ikke passer helt perfekt, så vær ikke bange for at tage den til en skrædder. For et par 100 kroner kan du ofte få fixet små ting, som gør, at den passer perfekt. Men prøv den altid på hos skrædderen, og lad ham/hende måle dig.

* markerer et affiliate link. Det betyder, at du støtter Sustain Daily ved at købe gennem disse links. Vi får en lille procentdel af hvert køb, men prisen er selvfølgelig den samme for dig, som den ellers ville have været. Tusind tak for din støtte til, at vi fortsat kan sprede inspiration til en bæredygtig livsstil.

hjælp os med at drive webmagasinet og støt hver måned

12 Comments

  • Dejligt indlæg, Johanne. 🙂
    Jeg er på udkig efter en længere jakke, som kan bruges på dage, hvor min gamle Fjällräven Winter Jacket ikke er lang nok. Har overvejet deres parka, synes bare ikke, den sidder så godt, som jeg husker det i hvert fald. Særligt Hoodlamb ser alt for lækkert ud! Og de har et ret godt udsalg. 🙂

    • Dejligt at du kan bruge det. Fjälräven burde egentlig også være ok rent bæredygtighedsmæssigt, men er ikke sikker. De er bare ikke altid så smarte synes jeg 😉 Og ja Hoodlamb er ret fine.

  • Tak for en lækker Guide! Det er jo en Jungle!
    Jeg synes dig ikke du nævner flourerende stoffer? Det synes jeg selv er en ret vigtig del, da man hvis man har en jakke med flourerende stoffer i efterlader kemi i naturen… Ved du hvordan de forskellige mærker står på den front?
    Umiddelbart kan jeg kun finde fjälräven jakker uden…
    Dbh
    Sisse

    • Hej Sisse. Tak for dine søde ord, det sætter vi pris på 😉
      Ift flourerence stoffer, så må jeg melde mig blank. Jeg skal ærligt erkende at kemi er mit “blind spot” når det kommer til bæredygtighed, fordi jeg ikke selv er så bekymret for det. Fx efterlader sneakers også plastik (som også er kemi) i naturen hver gang du tager et skridt.
      Når det så er sagt, så har jeg en fornemmelse af at det kun er et problem i regntæt tøj, altså ikke uld eller læder eller bomuld. De firmaer som virkelig går op i bæredygtige materialer, tror jeg også går udenom det. Altså vil jeg 100% stole på fx Patagonia og Ecoalf, som virkelig gennemtester deres produkter – men måske er det ikke noget de skilter med, fordi det ikke er et forbruger issue på deres hjemmemarkeder.

  • Lige en rettelse til jeres fine guide: den sorte parka fra Patagonia kan ikke anses for at være vegansk da den, som du selv skiver, indeholder dun. Selvom Patagonia arbejder med sporbar dun, kommer dunene stadig fra slagtede dyr, hvilket man ikke kan stå inde for som veganer.
    Mvh Signe

  • Jeg har i øvrigt en tilføjelse til listen. Fjällrävens eco shell-materiale er også virkelig godt. Deres vandtætte KEB-jakker, der er produceret mere bæredygtigt end Gore-tex.
    Ditto deres G-1000 eco-stof, der er en blanding af genanvendt polyester og økologisk bomuld.
    Man skal dog være opmærksom på mærkerne, for det er ikke alt Fjällräven, der er eco endnu – men der kommer mere og mere. Og så er deres materialer virkelig holdbare og deres snit meget klassiske, hvilket jeg selv er glad for. 🙂

  • God guide, men vil lige tilføje at man kan gøre en efterårjakke til vinterjakke, ved at sætte mellemfor i. Det har jeg gjort i min gamle bilka frakke. Der var godt nok et for i, men vinden fes igennem alligevel. Med det nye for kan den bruges hele vinteren. Gør det selv eller for en syerske/skrædder til det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *