Humlen ved det hele

Vidste du, at du nemt kan lokke en humlebi til dit blomsterbed eller din byhave? Plant blot en lavendelbusk i din altankasse eller fyld et højbed med krydderurter. Så vil du inden længe høre humlebiens summen blande sig med byens liv.

Humlebierne lever af planternes pollen og nektar, men flere steder har de svært ved at finde føde – de levende hegn erstattes af store marker, og de vilde blomsterenge omlægges til landbrug. Det vil den britiske forfatter og biolog Dave Goulson lave om på. Derfor har manden bag interesseorganisationen Bumblebee Conservation Trust (BBCT) viet sit liv til at studere og redde humlebierne. Han formidler sin store viden i bestselleren Humlen ved det hele – mit eventyrlige liv med bier.

Kan vi redde en bi i dag, så kan vi måske redde verden i morgen

Forfatteren kender sit leksikon om humlebien. Igennem barndommen har Dave Goulson hjulpet dyrelivet i forældrenes have på vej. Senere forskede han i humlebier i over 20 år og står bag genindførelsen af en uddød humlebiart i England. Alle disse erfaringer krydrer Dave Goulson med sin humoristiske skrivestil. Resultatet bliver en fagbog, der befinder sig et sted mellem personlig dagbog og humlebiens flora og fauna.

Hvis du har lyst til at møde forfatteren, kan du læse mere om hans næste besøg i Danmark nederst i artiklen.

Humlen ved det hele er en bog, der både giver dig lyst til at lede efter sæsonens sidste humlebier og til at gå på opdagelse efter forårets første bidronninger, når de vågner op fra deres vinterdvale.

  • Du kan låne bogen på biblioteket eller køber den her. Når du køber bogen gennem dette affiliate link får vi en lille procentdel af købet. Prisen er selvfølgelig den samme for dig, som den ellers ville have været.

Psst… Hvis du har lyst til at læse flere fascinerende fortællinger om naturen og dens beboere, kan vi anbefale bøgerne Træernes hemmelige liv og Biernes historie.

Mød Dave Goulson

Plan Bi har fået lokket forfatteren til Danmark, så du kan komme og høre om Goulsons store passion, når han gæster Kolding, Skørping, Vordingborg og Værløse til januar. Betingelse: 200 solgte billetter per by. Hop forbi Facebook-begivenhederne her og vær med til at realisere projektet.

Tekst af Sara Amos Pedersen, foto af Johanne Stenstrup.

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *