Zero Waste

Udover Lauren Singer fra Trash is for Tossers, er Bea Johnson nok det mest kendte ansigt fra zero waste-bevægelsen. Hendes bestsellerbog fra 2013 udkom i slutningen af sidste år på dansk under titlen Zero Waste. Gør tilværelsen enkel ved at reducere dit affald.

Bogen sætter fokus på, hvordan vi som privatpersoner kan modvirke en stadigt større global udfordring  – nemlig vores affaldsproduktion – gennem zero waste. Zero waste-idéen er en filosofi baseret på at undgå så meget affald som muligt. Bea Johnson fortæller sin egen historie om at være en gennemsnitlig familiemor i USA, der før ubekymret smed 240 liter affald ud om ugen, til i dag at leve (stort set) affaldsfrit.

Det gør hun ved hjælp af fem simple trin., som hun i starten præsenterer læseren for og derefter folder ud: Afvis det, du ikke har brug for. Reducer mængden af det, du har brug for. Genbrug det, du kan genbruge. Send det, du ikke kan afvise, reducere eller genbruge til genanvendelse og lad resten rådne (blive til kompost).

Derudover er bogen delt op i kapitaler, som guider læseren rundt i de forskellige rum i ethvert hjem (badeværelse, køkken, soveværelse og så videre), og opfordrer læseren til at se skabe og skuffer igennem med kritiske øjne og finde ud af, hvor meget – eller lidt! – vi egentlig behøver.

Bea Johnson har efter eget udsagn ikke produceret noget skrald siden 2008. I hvert fald ikke mere, end hvad der kan være i en lille glaskrukke. Det må siges at være pænt imponerende. Hun er i høj grad grunden til, at zero waste og mere ansvarlig affaldsproduktion nu er blevet en global bevægelse.

Det er ikke en bog om at nå til en absolut zero waste-livsstil. ”Zero waste er et idealistisk mål, en gulerod til at få os så tæt på som muligt,” skriver hun selv i forordet. Og det synes jeg lykkes i bogen.

Jeg lever langt fra zero waste, men bogen giver mig inspiration til at rydde væsentligt op og ud i hjemmet. Jeg vil tage mange af rådene med mig videre ind i 2019, hvor jeg helt sikkert også skal i gang med at producere mindre affald.

Zero Waste af Bea Johnson kan købes her (affiliatelink) eller lånes på biblioteket.

Tekst af Ditte Hedegaard Davidsen.

2 Comments

  • Hej, jeg er ny følger her på siden, og må også (lettere skamfuld) indrømme at jeg er lidt grøn ud i det mere bæredygtige. Men sikke et super site i har lavet, det glæder jeg mig til at bruge tid på at fordybe mig i.
    Men nu er jeg i gang, og er ved at kigge ind i min families hverdag, for at finde de løsninger der belaster mindst. En af de ting der slog mig den anden dag er, hvor uhyggeligt meget plastik der er på mine badeværelseshylder. Ja, jeg er forfængelig og elsker beauty grej 🙂 Men hold da op en mængde bøtter det giver…. Har I tidligere skrevet nogle artikler omkring det miljøbevidste badeværelse? Jeg har kigget jeres links til blogs og influencers, og synes ikke lige jeg har fundet nogen der kigger specifikt på dette.
    Ligeledes er jeg meget interesseret i at høre om rengøring/tøjvask der belaster midst muligt, kan I henvise til noget der?
    De bedste hilsner
    Louise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *