Okja

Den netflixproducerede film Okja er en fortælling om den intelligente, genmodificerede kæmpegris Okja og den sydkoreanske pige Mija. Imellem dem blomstrer et underfundigt venskab, der bliver udfordret af kapitalistisk grådighed, dyreaktivisme og svigt.

Filmen foregår i en ikke urealistisk fremtid, hvor hungersnød er et verdensomspændende problem. Som løsning på dette problem introducerer den hykleriske direktør for det agrokemiske selskab Mirando Corporations, Lucy Mirando, de såkaldte ”naturlige” og ”non-GMO” supergrise. Disse supergrise er avlet for specifikt at efterlade et minimalt klimaaftryk. Men som Lucy Mirando siger  er det vigtigste ved disse nye grise, at ”They need to taste fucking good.” Denne udtalelse kommer til at stå i skærende kontrast til den historie, der folder sig ud. Filmen følger teenagepigen Mija, hvis bedstefar var én farmer blandt 26, der blev udvalgt til at opdrætte en supergris. Pigen Mija og supergrisen Okja lever harmonisk side om side i det smukke bjerglandskab i Sydkorea. Vi får et indblik i et forhold, der er præget af barnlig uskyld, troskab og leg. Efter det bizarre syn af den enorme gris, der er en nærmest satirisk præmis for filmen, udfolder der sig altså en både fin, komisk og særdeles barsk fortælling om deres venskab.

Supergrisen Okja kåres til at være den største og bedste af de 26 supergrise, der blev fordelt over hele jorden. Det betyder, at Okja på hjerteskærende vis bliver taget fra Mija og fløjet til New York, hvor den øjensynligt skal hyldes. Men da det går op for Mija, at det er Okjas skæbne at skulle agere avls- og slagtedyr, begynder hun sin hæsblæsende rejse for at redde sin bedste ven. I kampen for at befri Okja møder Mija den ekstreme og selverklærede ikkevoldelige dyreaktivistgruppen ALF, der ligesom Mija ønsker at befri Okja. Det viser sig dog, at ALF har planer om at udstyre Okja med et kamera og bruge hende som eksempel på den kapitalistiske kødindustris grusomhed. Mija bliver fanget i krydsilden imellem hyklerisk dyreaktivisme og Mirando Corporations og må konstant stå ved sig selv i kampen for at redde Okja.

Filmens udtryk er en krydsning af benhård kapitalismekritik, komedie og løjerlig børnefilm. Den vækker både latter, harme og væmmelse, og stiller skarpt på hvor vores mad kommer fra.

Du kan se Okja på Netflix.

Skrevet af Louise Thustrup.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *