Sustainable (2016)

Med farmer Marty Travis og hans økologiske landbrug som omdrejningspunkt fortæller dokumentaren Sustainable fra 2016 en på én gang skræmmende og idyllisk historie om muld, landbrugskultur og fødevarer. Filmen – som du kan finde på Netflix – portrætterer en overset krise i forholdet til vores mad, nemlig distancen. Som forbrugere har vi ikke længere intuitiv viden om, hvor maden kommer fra, og hvordan den dyrkes, og som konsekvens ses mad i højere og højere grad som en salgsvare.

Læs også: Derfor vælger vi økologi

For flere og flere økologiske farmere og forskere inden for bæredygtigt landbrug handler det derfor i dag om at få genetableret vores forhold til lokale råvarer og de mennesker, der har produceret dem. Krydret med smukke stilbilleder af landbrugets cyklus, præsenteres vi for Travis og hans families arbejde på gården. Vi ser, hvordan naturen ændrer sig i takt med årstidernes skiften. På den måde får man et indblik i landbrugets naturlige cyklus, men føres også igennem de forskellige aspekter af landbrugslivet – både for den bæredygtige farm og for den konventionelle. Filmen formidler viden om blandt andet companion planting, biodiversitet og brødbagning, samt dyrehold og naturlig gødning.

Sustainable viser et landbrug i krise. Det anslås, at der hvert år forsvinder 6,6 tons jord blandt andet på grund af ensrettede afgrøder og manglede biodiversitet. Opfordringen fra Travis og andre medvirkende er en markant ændring af fødevaresystemet. I filmen møder vi for eksempel John Kempf, som er Amish farmer og står bag regenerative agriculture, der nægter at bruge pesticider og kunstgødning. Ved at føre et regenerativt landbrug er han i stedet med til at genetablere biodiversiteten, forbedre vandcirkulationen og generelt styrke afgrøders naturlige tilpasningsevner.

Læs også: Københavnsk par fandt meningen på Fyn

Når du ser Sustainable, får du lyst til at få jord under neglene. Den indgyder respekt for de mennesker, der dyrker din mad og præsenterer en viden om biologiens naturlige kredsløb. Og med et stilbillede af en sommeraften, hvor solen er forsvundet bag horisonten og ildfluerne summer og blinker, på nethinden, klinger den eneste uomtvistelige indsigt henover skærmen. En indsigt i vigtigheden af at opnå en bevidsthed om, at hvad du gør ikke blot er for din egen skyld – det er for vores alles og for fremtidige generationers skyld.

Sustainable kan ses på Netflix.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *