Genopdagelsen

47 børn i alderen 11-15 skal opholde sig udendørs hver dag i 10 uger som en del af deres skolegang. Deres klasseværelse er en tilgroet byggeplads.

Sådan lyder konceptet bag Phie Ambos nyeste dokumentarfilm, Genopdagelsen, der tager form af et samfundsmæssigt eksperiment med den næste generation i fokus. Det er til gengæld også alt, vi får at vide. Præmissen bliver dog hurtigt klar: Børnene skal genskabe et samfund, samtidig med at de genopdager naturen, og vi er vidner til, hvad der sker gennem denne forening.

Den resterende film udspiller sig således i form af dokumentariske og lejrskolelignende filmscener fra børnenes nye hverdag samt smukke og genkendelige billeder, hvor vi kommer helt tæt på den danske natur. Dette akkompagneres af moder naturs egen fortællerstemme, der løbende skaber sammenligninger mellem mennesket og naturen, og der tegnes et billede af, hvor meget vi faktisk har til fælles med den natur, vi kommer fra, så snart vi genopdager forbindelsen til den.

Gennem filmen følger vi børnene, mens de bygger huler og telte, skaber lege og alliancer samt diskuterer regler og love, og emner som samarbejde og demokrati er højt på dagsordenen. Vi er dog også vidne til fri leg og kreativitet af den slags, der opstår, når intet andet end grene, buske og fantasien er til rådighed. Børnenes legende og kreative sind virker derfor perfekt til eksperimentets format, fordi børnene formår at bruge naturen til at understøtte alt det, de allerede gør. Naturen har nemlig meget at lære os, hvis bare vi giver den lov – så hvad sker der egentlig, når vi gør lige præcis dette?

Filmen foregår i et tilpas langsomt tempo til, at vi får lov at bemærke alle detaljerne – helt ned til børneretorikken og naturens mange lyde og farver. Og på den måde er filmens format måske netop en afspejling af det, som naturen gør ved os. Den får os til at sætte tempoet ned og lægge mærke til alt det, som vi ikke ser i hverdagen, hvor teknologi og gøremål får lov at stjæle vores opmærksomhed.

Det er tydeligt, at filmen ønsker at besvare, hvordan samfundet kunne se ud, hvis vi lod vores stadig relativt upåvirkede børn genskabe det i rammerne af naturen, og vi bliver løbende præsenteret for diskussioner såsom: Hvilke regler vil vi have, hvordan skal vi samarbejde, hvilken rolle skal penge spille, og kan man egentlig overleve, hvis man ikke vil arbejde?

Filmen har dog et aber dabei. For på trods af den ægthed, der skabes gennem billederne og den dokumentariske stil, så fornemmer man også en ærgerlig, falsk idyl, idet vi kun ser de pæne sider af eksperimentet – dem hvor regelbrud og diskussioner ender i demokratiske samtaler og altid enighed. Det er derfor svært at fornemme, hvor meget der sker, fordi de voksne har initieret det, og hvor meget der rent faktisk foregår på børnenes egen opfordring og naturlige præmisser.

Genopdagelsen skaber ikke store åbenbaringer, og der er ingen konklusion på eksperimentet andet end den, vi selv tolker. Men den minder os om, hvorfor vi bør bruge naturen mere, og hvad der kan ske, hvis vi nulstiller vores mindset og går tilbage til udgangspunktet.

 

Læs mere om filmen og kommende visninger på Genopdagelsen.dk

 

Tekst af Caroline Frederiksen

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *