Sustain Yearly Familie: Hverdagsaktivisme i alle aldre

Savner du idéer og inspiration til et mere bæredygtigt familieliv? 

Idéer til madpakker? Inspiration til aktiviteter på hjemmeferien? 

Guidende artikler om familieliv i et langsommere tempo? 

Så er vores kommende familiemagasin Sustain Yearly Familie helt sikkert noget for dig og din familie.

I dag starter forsalget af Sustain Yearly Familie. Vi glæder os vildt meget til at se magasinet komme fra tryk og lande i butikkerne den 17. oktober.

Et familiemagasin gennemsyret af grønne værdier (og en lille smule aktivisme)

Sustain Yearly Familie er bygget op om fire temaer, som forhåbentligt rammer ned i mange faser af familiens hverdag. De fire temaer er familieliv, opskrifter, skoleliv og oplevelser. Som en del af magasinet har vi lavet et spændende aktivitetshæfte til børn i alderen 6-12 år, hvor de blandt andet kan lære om affaldssortering, truede dyr, positive nyheder, sund sodavand, minikryb, svampe og naturbingo.

Familieliv

I magasinet kan du læse om familier, der har valgt at leve på andre måder end den gængse. Du kan møde en familie, der har solgt de fleste af deres ting og som nu skal sejle Jorden rundt de næste fem år. Vi har også talt med familier, der prøver at finde den rolige jul og talt med familieeksperter om klimaangst.

Opskrifter

Det kan være svært at finde på idéer til madpakken og måske endnu sværere, hvis madpakken også skal være fri for kød. I magasinet finder du lækre opskrifter til madpakken og til en klima- og børnevenlig aftensmad som alle kan lave – også ungerne selv.

Skole

Denne del af magasinet er målrettet børn i skolealderen og deres forældre. Her finder du en række råd fra bevidste lærer, råd til at understøtte dit barns forståelse af planeten og verdensmål samt tips til alle de små gaver, der gives skolekammerater imellem.

Oplevelser

Du finder både inspiration til den store jordomrejse (med selvforsynende båd), guides til de hyggelige sommerferier for vandhunde og masser af tips til de helt små og nære oplevelser, der er med til at være krymmel på hverdagen.

 

 

Sustain Yearly Familie kommer med et aktivitetshæfte

Som en del af magasinet har vi lavet et aktivitetshæfte for de unge klimaaktivister – nemlig børn i alderen 6-12 år. Vi har fyldt det med leg og læring om klima og miljø med blandt andet en klimaordbog, ‘farvelæg et truet dyr’, opskrifter på sund sodavand og kryds og tværs om havet og meget meget mere.

Det er selvfølgelig tænkt til børn – men vi har lavet det så flot og indholdsrigt, at alle med en barnlig sjæl og hang til malebogssider og quizzer får lyst til at dykke ned i aktivitetshæftet. Så måske skal du købe et ekstra til dig selv. Sustain Yearly Familie kommer nemlig kun med ét aktivitetshæfte.

Forsalget starter i dag

Sustain Yearly Familie udkommer officielt den 17. oktober, men du kan købe det i forsalg gennem vores webshop allerede nu. Sustain Yearly Familie koster 150 kr. Du kan købe familiemagasinet alene som papirmagasin eller e-magasin, eller snuppe en af de samlede pakker, som du kan se nedenfor. Hvis du køber i forsalg, lover vi at gøre alt vi kan for, at magasinet lander i din postkasse senest på udgivelsesdagen d. 17. oktober.

Hop ind på webshoppen her.

Pakkerne kan kun købes i forsalg. Det er vores lille gave til dig, der støtter magasinet før alle andre!

Kom og fejr udgivelsen til vores børntøjsbyttemarked

Vil du hellere spare porto og få et knus sammen med din udgave af Sustain Yearly Familie? Så kom forbi vores lanceringsdag d. 17. oktober på Den Grønne Friskole, hvor vi først holder et børnetøjsbyttemarked og bagefter en familievenlig reception.

Hvis du vil købe magasinet allerede nu, men hente det på vores lanceringsdag, så skal du i stedet for at hoppe ind på webshoppen købe det gennem Billetto.

 

Vi glæder os helt vildt til at dele vores magasin med jer ♥

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *