Book et foredrag om bæredygtig livsstil

Emma Slebsager holder foredrag om bæredygtig livsstil

Vi elsker at skabe debat om bæredygtige vaner og bevidst forbrug, og at inspirere og motivere til en bæredygtig livsstil.

Vi ved af erfaring, at vi rammer plet, når vi deler vores tanker, erfaringer og konkrete tip. Det er derfor, så mange køber vores magasin og lytter til vores podcast. Fordi de får håndgribelige råd og ærlige overvejelser med hver gang.

Kunne du også tænke dig at høre mere om bæredygtig livsstil, og skal du bruge en dygtig oplægsholder eller workshopfacilitator – så book Sustain Daily til dit næste foredrag.

Skriv til kontakt@sustaindaily.dk eller læs mere nedenfor.

Book os til dit event

Vi tilbyder som udgangspunkt fem forskellige foredrag. Men kontakt os endelig, hvis du har en god idé – så kan vi tilrettelægge et oplæg eller en workshop, der passer specifikt til dit event og din målgruppe.

Som udgangspunkt er formen altid inddragende og debatskabende. Vi har erfaret, at vi får flest til at reflektere over deres egne vaner og valg, når vi stiller spørgsmål og opfordrer til deltagelse.

Som udgangspunkt koster et foredrag fra 5.000 kr. for halvanden times oplæg og debat.

#1: Vejen til en mere bæredygtig hverdag

Hverdagen er kernen i livet. Flere og flere ønsker, at den skal være så bæredygtig så mulig.

I dette foredrag fortæller vi om, hvordan vi selv kom i gang med at leve mere bæredygtigt, og hvordan alle kan starte med nye grønne vaner allerede i dag.

Vi tror ikke på, at der findes en gylden løsning, som passer alle – det handler om at finde det, som interesserer netop dig. Derfor guider vi i dette foredrag til en holdbar omstilling af hverdagen, og hvordan man gennem små skridt kan opnå større glæde ved at leve efter sine værdier.

Foredraget er for alle, der bekymrer sig eller interesserer sig for klimaforandringer, miljøspørgsmål og den bæredygtige omstilling, men som ikke ved, hvor de skal starte eller komme videre for at gøre noget ved det selv.

#2: Fra tøjspild til garderobeglæde med bæredygtig mode

Kom med dybt ind i klædeskabet med Johanne Stenstrup, der ikke alene har Danmarks bedste bæredygtige modeblog, men også er medstifter af Sustain Daily. Johanne har brugt 4 år på at skabe en bæredygtig garderobe og oplevet på eget klædeskab, hvordan et større forhold til det tøj, man ejer, kan skabe mere glæde i livet.

Johanne tager tilhørerne med i de forskellige tilgange, der er til at shoppe bæredygtigt, og giver jer en en grundlæggende viden om bæredygtige materialer og produktionsforhold.

Foredraget er ikke en dundertale mod tøjindustrien, men en entusiastisk guide til hvordan du selv kan gøre en positiv forskel gennem dit tøj.

#3: Kom i gang med at spise klimavenligt

Selvom alle ved, at kød er en klimasynder, har danskerne et rekordhøjt kødforbrug. I dette foredrag deler Emma Slebsager, medstifter af Sustain Daily og klimabevidst madblogger, sine bedste tips og tricks til at komme i gang med at spise grønnere.

Spisevaner handler nemlig om meget mere end opskrifter. Måltider er sociale situationer, aftensmaden skal ofte overstås hurtigt i en travl hverdag, og vaner har større magt over os, end vi tror. Og må man overhovedet købe en vegetarisk kogebog, hvis man stadig spiser bacon på sin kartoffelsuppe?

Emma bryder vejen til grønne madvaner ned i overskuelige bidder, giver gode råd og deler ud af sine erfaringer med at gå fra kødspiser til vegetar i et roligt tempo.

#4: Grønne fællesskaber i en instagramtid

Hashtags er alle steder, og de sociale medier fylder en stor del af vores liv. Men kan de også bruges til at skabe positive fællesskaber, der faktisk gør en forskel? Det mener vi i Sustain Daily, og vi har på få år etableret os som en vigtig spiller på den bæredygtige scene i Danmark.

I dette foredrag fortæller vi om hverdagsaktivisme, vigtigheden af at stille sig frem på fx instagram og fortælle om sine bæredygtige valg, og hvordan du kan finde meningsfulde fællesskaber på de sociale medier.

Vi kommer også rundt om hele vores syn på de sociale mediers rolle i den bæredygtige omstilling – herunder hvorfor vi insisterer på, at det skal være smukt at ændre verden.

#5: Julestue med genbrugspynt og grønne tips

Skal din forening, virksomhed eller klub holde et julearrangement? Så book Sustain Daily til at være det grønne indslag.

Hvis du ligesom os er træt af supermarkedernes glanspapir og kedelige kort, så lad os hjælpe med at give årets julearrangement lidt genbrugsglans og ruske op i traditionerne. Vi kommer ud til jer med kurven fuld af materialer, gode ideer og brugbare tips og sætter gang i julehyggen på genbrugsmanér. I står for snacks, sakse og lim.

Sustain Daily står først for at facilitere en dekorationsworkshop med fokus på at skabe smukt og holdbart julepynt og -kort af genbrugsmaterialer, og når roen og kreativiteten har sænket sig, holder vi et kort foredrag om, hvordan man får de bæredygtige vaner med i den stressede juletid.

Vi afholder julestuerne fra 1. oktober og frem. Hvis I har en anden idé, som kræver både pynt og underholdning, så skriv endelig.

Vil du booke os, eller skal vi tage en snak?
Send en mail til kontakt@sustaindaily.dk