December måneds udfordring: Lav hjemmelavede gaver

Har du fået fingre i Sustain Yearly Jul, har du sikkert læst vores idéer til 100 oplevelsesgaver, du kan forære væk eller ønske til dig selv. Men i denne måneds udfordring handler det om de hjemmelavede gaver. Er du som os, flyver dine tanker helt sikkert tilbage til folkeskolen, hvor vi alle lavede fantasifulde gaver i sløjd og håndarbejde og stolt gav til vores forældre.

At lave hjemmelavede gaver behøver dog ikke være et fænomen, som hører barndommen til – eller for den sags skyld være kiksede! For hvem vil ikke blive glad for en gave, du selv har lagt kræfter i? Der er noget personligt og særligt over at få en gave, som du har brugt tid på at lave. Tænk fedtede flødekarameller eller hvad med at få fremkaldt nogle af de 17 tusind billeder, vi alle har til at ligge på computeren. Lav et fotoalbum som kan glæde din bror/bedstemor/ven i mange år endnu.

Læs også sidste års udfordring i december, hvor vi opfordrer til at give dine værdier i gave

Vi giver dig her en liste over forslag til hjemmelavede gaver, som vil glæde alle – store som små og mænd som kvinder.

Hjemmelavet mad og drikke

Giv et gavekort på en lækker middag med hjemmelavet mad. Eller hvad med at bruge en hyggelig søndag på at lave syltetøj, sirup eller småkager til en heldig modtager? Har du en i familien, som er glad for snaps, kan du også prøve at lave din egen. Snaps med slåenbær, som netop modner nu, smager slet ikke så bittert som almindelig snaps og vil helt sikkert blive et hit ved julefrokosten! Se Meyers opskrift her. Er snaps ikke lige sagen, kan du også lave din egen te-blanding. Du kan sagtens selv indsamle urter og tørre dem, men da vinteren er over os, er det ikke sikkert, der er så mange at vælge imellem. Derimod har både helsekostbutikker og Matas et godt udvalg af urter, som du så selv kan blande til din egen te.

Zero waste remedier

Vidste du, at du utroligt let kan lave hjemmelavede bivokslys? Eller hvad med at strikke, hækle eller sy en gave? De fleste kan bruge et varmt halstørklæde, nogle vanter eller en hue til vinterens frost og kulde. Du kan også hækle nogle karklude til dine forældre og på en fin måde opfordre til, at mikrofiberkludene bliver fortid. En anden idé er skønhedsprodukter, som hurtigt blive dyre at give, men du kan faktisk selv nemt lave dem. Tag fx en rest kaffegrums og bland med sukker og olivenolie og få den mest velduftende bodyscrub. Eller lav en læbepomade til din kærestes vintertørre læber.

Læs vores guide til at undgå spild på badeværelset og bliv inspireret til endnu flere zero waste gaveidéer

Kunstnerisk DIY

En klassiker er, hvis du er god til at tegne eller male. Her kan du overveje at give dig i kast med at tegne eller male et fotominde fra en fælles ferie, eller måske lade dine forældre genopleve deres bryllup ved at male med inspiration fra et gammelt bryllupsbillede?

Er du ikke så god til at tegne og male, er der dog også andre måder at lave kreative gaver på. Du kan lave dine egne smykker, eller tage i Creative Space i Aarhus eller København og male på keramik.

Du kan også genoplive en gammel skik; nemlig blomsterpres. Find nogle fine blomster eller planter, lad dem tørre godt og indram dem derefter. Eller udnyt en gåtur på stranden til at kigge efter flot drivtømmer, som du efterfølgende kan trylle om til fx en knagerække, en bakke eller bare lade det være en naturlig dekoration i sig selv. Lad dig eventuelt inspirere af denne blog. En personlig kalender går heller aldrig af vejen og kan både indeholde personlige billeder eller mere abstrakte.

Har du andre tips til fine hjemmelavede gaver, så del dem meget gerne med os i kommentarfeltet!

Tekst af Siri Dannesboe Foto: Andreas Raun

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *