Derfor skal du tage på bæredygtigt marked

Skal du ud i weekenden og på café og drikke kaffe i en solskinsplet eller måske købe et par nye strømpebukser. Så kunne du også slå et smut forbi et bæredygtigt event, marked eller messe. Især i større byer finder du ofte arrangementer, der samler nogle af de sejeste grønne ildsjæle. Så tag en veninde med og vær sammen om at blive inspireret til jeres grønne hverdag. Vi har samlet nogle af de bedste grunde til at tage på bæredygtigt marked.

Støt op

Den første grund til at dukke op til et grønt arrangement i dit lokalområde er simpelthen at vise din støtte. Når du møder op til et bæredygtigt marked støtter du op om de lokale initiativer og viser, at du er interesseret i den her type arrangementer – og gerne ser flere af dem i fremtiden. Bare det at være til stede skaber altså grundlaget for endnu flere bæredygtige events og det kræver intet andet af dig end bare at være der.

Håb

Til bæredygtige arrangementer kan du opleve at blive fyldt af håb, fordi du ser en masse ildsjæle samlet på ét sted og du kan få lov at snakke med dem og høre deres innovative, grønne løsninger. Der er altid en super god energi til de bæredygtige markeder, fordi virksomheder, organisationer og ildsjæle er mødt op og er mere end glade for at vise det de laver til dagligt frem. Du behøver ikke tænke helt så meget på, at du ikke køber noget – det er selvfølgelig altid skønt når du lægger dine penge i grønne initiativer – men det vigtigste er, at du bruger din energi på bæredygtige tiltag og bidrager til den positive og håbefulde stemning.

Lær mere

Der vil altid være sindssygt mange nørder til stede på bæredygtige markeder og hvis der er noget der er fedt, så er det at snakke med nørder. Det er nemlig en helt oplagt mulighed for dig til at lære noget nyt. Prøv at udfordre dig selv til at stille spørgsmål. Du kan ikke finde bedre hverdagseksperter end dem du finder på disse markeder: Måske har du altid været nysgerrig efter at høre mere om bambus i tekstilvarer, måske er der smagsprøver på insektsnacks eller måske møder du nogle seje tandlæger, der kan fortælle dig om, hvordan en tandlæge overhovedet kan være bæredygtig. Tag en snak med nogle bæredygtighedsnørder og bliv klogere, så vil du helt sikkert have en masse spændende at bidrage med til det næste middagsselskab.

Research

Når du alligevel går rundt og lader dig inspirere kan du samtidig lave din næste ønskeliste. Hvis du har en familie som gerne vil have udførlige og specifikke ønskelister, så er et grønt marked et skønt sted at snuse omkring, tage billeder og lave en liste over, hvad du ønsker dig. Du bliver nemlig præsenteret for nogle af de fedeste produkter inden for bæredygtighed og det kan være alt fra undertøj til affaldssortering til cykler og mad. Du kan alternativt bruge vores kort fra Bevidsthedsboksen om gaver og lave en liste over, hvem du kunne give en bæredygtig gave fra markedet til. Hvis budgettet er stort kan du skabe et helt lille lager af bæredygtige gaver, så du er klar til de kommende fødselsdage, men de fleste har sikkert også et postkort eller visitkort som du kan tage med dig – og hjemme fra din sofa kan du fortsat følge med i din foretrukne bæredygtige virksomheds udvikling.

Internetaktivisme

Til bæredygtige markeder kan du også være med til at sprede opmærksomhed. De folk, der deltager har gjort meget ud af deres tilstedeværelse og hvis du deler blot et enkelt billede eller facebook-opslag, kan du rent faktisk være med til at hjælpe en virksomhed med at sprede deres budskab. Mange af de virksomheder, initiative og organisationer, der deltager i grønne events er primært mødt op for at nå ud til endnu flere mennesker – og det kan du hjælpe med! Der er mange idag, der påstår, at internetaktivisme ikke betyder noget. Men det gør det hvis du du giver lidt internet-kærlighed til en mindre, lokal virksomhed.

Hæng ud

Og sidst men ikke mindst, så kan du også bare slå dig ned og bruge det som et sted at være sammen med dine venner. Grønne markeder bliver tit afholdt på virkelig fede lokationer og tit er der også både kaffe og mad – i god, bæredygtig kvalitet selvfølgelig! Til weekendens Grøn KBH event har vi udover en stand med en masse magasiner også sørget for et loungeområde som du kan slå dig ned ved. Her kan du tage dine børn, din kæreste eller dine venner med og bare hænge ud og lade dig inspirere af den gode stemning.

Hold dig løbende opdateret omkring bæredygtige events. Tag eventuelt et kig på din kommune eller lokale miljøinitiativs hjemmeside. Eksempelvis har Miljøpunkt Amager arrangeret en Klima- og demokratifestival, der finder sted på søndag d. 7. April. Og i september afholder Center for Grøn Omstilling i Aalborg deres årlige bæredygtighedsfestival.

 

 

Har du været til bæredygtigt marked før? Og hvad ville du spørge din lokale, grønne virksomhed om, hvis du tog afsted? Del dine tanker med os i kommentarfeltet!

 

2 Comments

  • Jeg er så meget fan af den slags markeder 🙂 Har altid været til GRØN KBH, som i øvrigt er arrangeret af verdens sejeste GreenSpeak, og jeg kommer selvfølgelig også i år! Glæder mig især til at købe jeres magasin, til at finde lidt bæredygtigt babytøj til min kommende nevø/niece, og til podcasthjørnet – specielt ser jeg frem til at høre Laura Storm!

    • Hej Sidsel!
      Vi er også ret vilde med grønne markeder og events og vi havde den skønneste weekend til Grøn KBH. Der er simpelthen så mange seje mennesker og vi fik os en masse gode snakke.
      Håber du også havde en god weekend og at du nåede forbi vores stand!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *