Mere jul, mindre spild – Sustain Yearly Jul er snart på gaden

Elsker du også julen? Men har du det svært med alt det spild, den ofte følger med sig? Så forstår du præmissen for vores kommende julemagasin Sustain Yearly Jul, og hvorfor det betyder så meget for os at få det ud i verden.

I dag starter forsalget af Sustain Yearly Jul. Vi glæder os vildt meget til at se magasinet komme fra tryk og lande i butikkerne den 11. oktober.

Altid langtidsholdbare magasiner

Da vi startede crowdfundingen for det første Sustain Yearly magasin i 2017, havde vi ingen faste planer for, hvordan det videre skulle gå. Det var blot en drøm at lave et eneste magasin, som kunne holde i lang tid og være relevant længe efter udgivelsesdagen.

Det er stadig vores største fornemste mål med alle magasinerne, at de skal være langtidsholdbare og tidløse. Når vi stadig bliver spurgt, om man kan købe det første magasin i fysisk form (desværre ikke, det er udsolgt!), så ved vi, at det er lykkedes.

Derfor er det også vores pejlemærke for Sustain Yearly Jul. Vi ønsker at skabe et magasin, som ikke bare er relevant i år, men flere år efter. Et magasin, du kan tage frem år efter år, og langsomt lade flere og flere bæredygtige vaner flette sammen med dine juletraditioner.

Sustain Yearly Jul

Sustain Yearly Jul er bygget op om fem temaer, som kan føre dig fra den første julefrokost og helt frem til nytår. De fem temaer er traditioner, pynt, gaver, mad og mindfulness.

Traditioner

Der er masser af skønne traditioner ved julen, som vi ikke ønsker at ændre ved. Og så er der masser af traditioner, som på en måde er blevet “hacket” af forbrugssamfundet. Det er dem, vi ønsker at skubbe lidt til og præsentere nye alternativer til.

Pynt

Noget af det, som gør december så speciel, er, at man kan se, at det er jul. For nogle er pynten det vigtigste, for andre bare en detalje. Hvad end du er til guld og glimmer eller rød og grøn naturpynt, så har vi masser af tips til pynt, der ikke bruger unødige ressourcer.

Gaver

Julegaver, ønskelister og pakkekalendere er noget, der kan stresse mange, men alligevel bringer smilet frem hos de fleste. Der er mange måder at håndtere gaverne, og vi har prøvet at ridse dem alle op. Som bonus får du en liste med over 100 oplevelsesgaver, så du nemt kan finde på en ikke-materialistisk julegave til hele familien, hvis du vil.

Mad

Juleaftens samlingspunkt og en stor del af alle juletraditionerne er maden. Vi har lavet den lækreste kødfri julemiddag, som du kan kopiere direkte eller bruge som supplement til den traditionelle julemiddag, hvis du vil snige en enkelt vegetarret eller to ind på bordet.

Mindfulness

Hygge og nærvær er det bedste ved julen. Men forpligtelser, familie og en pakket kalender kan også være overvældende. Derfor har vi fyldt magasinet med tips til en mere afslappende december. Du får redskaber og eftertænksomme artikler, der gør det let at sige ja til dig og nej tak til pligter.

Forsalget starter i dag

Sustain Yearly Jul udkommer officielt den 11. oktober, men du kan købe det i forsalg gennem vores webshop allerede nu. Sustain Yearly Jul koster 99 kr. Du kan købe julemagasinet alene som papirmagasin eller e-magasin, eller snuppe en samlet pakke med Sustain Yearly Jul og Sustain Yearly andet år. Hvis du køber i forsalg, lover vi at gøre alt vi kan for, at magasinet lander i din postkasse på udgivelsesdagen den 11. oktober.

Hop ind i webshoppen her.

Fejr udgivelsen med os i fire byer

Vil du hellere spare porto og få et knus sammen med din udgave af Sustain Yearly Jul? Så kom forbi vores lanceringsevents rundt omkring i landet. Til hvert event har vi arrangeret en workshop, så du kan være kreativ og skyde julen i gang sammen med os, og i hver by optager vi et nyt afsnit af Sustain Daily Podcast. Kom og vær med her:

10. oktober i København

17. oktober i Odense

18. oktober i Aarhus

24. oktober i Roskilde

Hvis du vil købe magasinet allerede nu, men hente det til et af vores fire events, så kan du spare fragten ved at skrive “pickupkbh”, “pickupodense”, “pickupaarhus” eller “pickuproskilde” alt efter hvilken by du vil hente magasinet i.

Vi glæder os helt vildt til at skyde en mere bæredygtig juletid i gang sammen med jer ♥

Tekst af Johanne Stenstrup, billeder af Andreas Raun

4 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *