Remake Christmas

Nytorv i København er i disse dage forvandlet til genbrugsjulelandsbyen Remake Christmas. Vi har været en tur forbi det anderledes julemarked.

Har du været forbi Nytorv for nylig? Der sælges varm suppe og tasker, og programmet byder på musik og sang – men Remake Christmas er ikke som de fleste andre julemarkeder! Det er en landsby bygget af genbrugsmaterialer, hvor grønkålsplanter erstatter grantræer, og der er større chance for at høre forbipasserende tromle løs på genbrugsinstrumenter end at høre klangen af de velkendte julemelodier gennem en højtaler.

Bag projektet står kunstneren Thomas Dambo. Udover ham står en række frivillige ildsjæle for workshops, som afholdes i julelandsbyen de første tre uger i december. Skoleklasser er inviteret til at lave urtepotter med TagTomat, og alle er velkomne til skabe nyt af gammelt og bidrage til en lidt mere bæredygtig jul. Mantraet lyder: Genbrug frem for forbrug.

I landsbyens otte hytter kan du ud over at lave julegaver og julepynt af gamle cykellygter, syltetøjsglas og en masse forskellige dimsedutter male gavekortstræplader, gå på jagt efter genbrugsfund i bytteboden eller give den gas i træværkstedet.

Nogle aktører har en fast hytte på markedet, og andre kommer forbi en enkelt dag eller to. På scenen –  et juletræ bygget af gamle brædder – kan du i løbet af dagene møde forskellige gæster og lytte til koncerter og foredrag.

Har du brug for et lille pusterum i Strøgets juleræs, er det helt klart værd at kigge forbi Remake Christimas og blive mindet om, at julen kan være andet end nye glimtende ting.

Remake Christmas

på Nytorv i København holder åbent til den 21. december. Mandag til torsdag fra 10-18, fredag fra 10-19 og i weekenden fra 11-19.

 

Artiklen er skrevet af Anne Fürstenberg. Billeder og video af Johanne Stenstrup.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *