Hvad en valg t-shirt siger om et parti

Ved du, hvem der har lavet dit tøj? Det spørgsmål er kernen i den internationale kampagne Fashion Revolution, og et spørgsmål vi har stillet alle partierne.

Her er deres svar, og hvorfor vi synes det er et relevant spørgsmål.

Hvorfor gå op i de små ting?

Da vi skulle finde ud af, hvordan vi ville dække valget her på Sustain Daily, var vi omkring mange emner. Klima? Det er der også andre, der gør super godt, især Care Danmark og Concito. Natur? Det har vi heldigvis en stor højtråbende forening, der tager sig af.

Og sådan kunne vi blive ved, for der foregår rigtig meget god valgdækning, og vi kan på ingen måde hamle op med de etablerede medier her. Derfor vil du også i bunden af denne artikel finde en liste over de kampagner, der lige nu hjælper dig til at træffe et godt klima- og miljøvalg.

I stedet tænkte vi på, hvad vi normalt gør – og det er jo især at tage fat i de små ting. Og derfor har vi spurgt alle partier, hvordan deres valg t-shirts er produceret.

Lyt også til vores bonus podcast om valget!

Hvad siger en t-shirt om noget som helst?

Det er vigtigt at spørge politikere og partier, hvad de vil gøre, når de får magt. Særligt spændende synes vi det er, hvordan de vil bruge vores, borgernes, penge. Når vi, som bevidste, bæredygtige forbruger hver dag forsøger at stemme på en bedre verden gennem vores forbrug, er det vigtigt for os at stemme på nogle politikere, som ønsker det samme.

Men en ting er, hvad de vil gøre når de bliver valgt, en anden ting er at se på, hvad de allerede gør. Og det er en valg t-shirt er et lille, men godt eksempel på. Alle partier laver dem, og de har 100% indflydelse på, hvilke materialer, tryk og producenter de vælger. De skal ikke engang have 90 mandater for at gøre det.

Offentlige indkøb er et emne for både rød og blå blok

Staten køber rigtig mange ting. Budgettet for offentlige indkøb lyder hvert år på 300 milliarder. Det kan dit og mit privatforbrug til sammenligning slet ikke hamle op med. Præcis hvor mange penge, der bruges på hvad er et politisk slagsmål som vi ikke vil gå ind i – men når de først er blevet enige om, hvor mange penge, der skal bruges på henholdsvis politiuniformer, nye veje og IT-udstyr, så skal det jo købes ind. Og her mener vi, at politikerne altid bør købe den mest bæredygtige løsning. Når man køber i de mængder som staten gør, er det ikke det FSC certificerede print-papir eller de økologiske gardiner, der gør forskellen.

Tænk på hvor meget det kunne rykke ved efterspørgslen på de mere bæredygtige produkter, hvis statens 300 milliarder kun måtte bruges på grønne alternativer.

Det krav kan vi selvfølgelig godt stille til politikerne, og det er da også et af de spørgsmål vi har med i lommen til valgdebatter. Men vi vil også kigge på, hvad partierne allerede gør nu med partiets egne penge.

Offentlige indkøb og bæredygtighed er et emne, du kan tage med til alle politikere, uanset hvad de ellers mener. For det kan godt være, at klima og miljø ikke er det vigtigste for dig; måske det er skat eller uddannelse. Men du kan stadig finde en politiker, du er enig med på disse punkter og bede dem om at bruge de penge, der nu engang skal bruges, bæreydgtigt.

Hvor bæredygtige er partiernes valg t-shirts?

For at komme nærmere, hvordan partierne hver især forvalter deres penge har vi valgt at spørge ind til de t-shirts som de får produceret i forbindelse med valgkampen. For enkelhedens og gennemsigtighedens skyld har vi kun spurgt de partier, som lige nu sidder i folketinget.

Enhedslisten får deres t-shirts fra det bæredygtige mærke Neutral, der har 6 certifikater heriblandt GOTS og Fair Trade.

SF får også deres t-shirts fra det bæredygtige mærke Neutral.

Alternativet får ligeledes deres t-shirts fra det bæredygtige mærke Neutral, og oplyser endda om det på deres webshop som gør det nemmere for forbrugeren.

Socialdemokratiet har ingen offentlig info om deres t-shirts og har ikke svaret os. Socialdemokraterne er også allerede kommet i søgelyset pga deres kæmpe indkøb af roser. Her har de heller ikke svaret på om, hvor de er fra, men BT mener at vide, at de er fra hollandske drivhuse – og altså ikke særligt klimavenlige.

Radikale Venstre har oeko-tex certificerede t-shirts, hvilket betyder, at de ikke indeholder skadelig kemikalier.

Det Konservative Folkeparti har også oeko-tex certificering på deres t-shirts.

Venstre har ligeledes en oeko-tex certificeret bomuld og oplyser desuden, at de får dem lavet på BSCI fabrikker.

Liberal Alliance har ikke svaret.

Dansk Folkeparti har heller ikke svaret.

Læs også vores oversigt over certificeringer, hvis du vil have genopfrisket de forskellige mærkninger.

Der er altså tre partier, som har valgt den allermest bæredygtige løsning. En let løsning fordi Neutral er en af Danmarks største leverandører af logo-tøj. Et par andre partier har tænkt sig om og valgt en mindre skadelig løsning, og nogle vil slet ikke kommentere.

Det betyder ikke, at du nødvendigvis skal stemme på et af de partier, som har været åbne omkring kvaliteten af deres valg t-shirts. Men brug gerne os som eksempel og spørg din lokale politiker, hvordan hendes parti bruger deres egne penge. Især inden vi giver dem nøglerne til landets pengekasse.

Du stemmer hver gang du køber noget, men hver fjerde år stemmer du for hele statskassen

Det er meget populært blandt os, der taler om den bæredygtige livsstil at sige, at hvert køb er en stemme på den verden du ønsker at se. Og det er også rigtigt. Og alle stemmer betyder noget. Men hver fjerde år har du muligheden for at kaste en stemme, der har så meget større effekt. For det kan godt føles som et vigtigt valg at vælge de økologiske grøntsager eller søge efter en brugt autostol. Men du skal virkelig købe mange økologiske gulerødder før det batter lige så meget som en stemme til et valg!

Kort sagt; stem!

Kampagner, der gør dig klogere på klimavalget

Som sagt er der rigtig mange, der gør det super godt i forhold til at sætte fokus på klima og miljø her op til valget. Her er nogle af dem vi synes du skal tjekke ud, hvis klima og miljø står højest på din valgliste.

CONCITOs klimablog
Klimakryds.dk er den blog som den grønne tænketank CONCITO bruger til at opdatere omkring klima og valg.

Hvad mener alle partierne om klima?
Care Danmark har lavet et fantastisk arbejde med at stille alle partier de samme spørgsmål om klima og miljø så du kan gå ind og direkte sammenligne deres svar på de samme spørgsmål.

Giv naturen mere plads
Danmarks Naturfredningsforening sætter fokus på de største mærkesager, hvis du går op i natur og biodiversitet.

En generationskontrakt
Så er det nu! er en kampagne som prikker til politikerne og vil have så mange af dem som muligt til at skrive under på en kontrakt med de kommende generationer. En kontrakt, der går ud på at stemme for klima, natur og drikkevand.

 

 

Hvad lægger du vægt på, når du skal stemme?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *