Hvad sker der med bierne?

I anledning af den internationale Earth Day, der i år sætter fokus på biodiversitet genudgiver vi vores meget læste artikel om bierne og deres overlevelse, der udkom i Sustain Yearly Andet år.

Der har længe været snak om, at verdens bier er truede. Siden den første biavler i 1971 åbnede et bistade for at finde hele kolonien forsvundet eller død, har vi spekuleret over, hvorfor de summende insekter dør. Og ikke mindst, hvad der vil ske med verden, hvis det fortsætter.

Fænomenet med de døde bistader hedder colony collapse disorder og har ifølge flere kilder stået for en halvering af bestanden af honningbier siden det skete første gang. Ofte opdages et tilfælde ved, at en biavler besøger bistadet om vinteren. I varmere klimaer er alle arbejderbier flygtet, så bistadet står tomt, og i vores koldere klima mødes biavleren af et endnu mere dystert syn. Her er alle bier nemlig døde, da bistaderne holdes lukkede i den kolde vinter. Enhver dedikeret biavler vil føle sorg over sådan et syn. Som enhver anden avler er han knyttet til sine dyr og ønsker dem kun det bedste.

Den massive bidød bekymrer ikke kun biavlerne, men også mange andre. Og det er der god grund til. Bier er nemlig livsnødvendige for verdens økosystemer og vores produktion af fødevarer. Bierne bestøver alle de blomster, som skal blive til alt fra æbler til tomater. Ifølge Illustreret Videnskab, er summende honningbiers bestøvning af blomster om foråret og sommeren med til at brødføde 90% af verdens befolkning.

Årsagerne til bidød er mange

Grunden til, at de mange honningbier dør, har længe været ukendt. Efterhånden er det dog ved at være slået fast, at der er tale om en cocktaileffekt af forskellige årsager.

Et kendt pesticid til rapsmarker er en af de store syndere ifølge Natural Environment Research Council. Den er dårlig for både honningbier og vilde bier. Det samme gælder mange andre pesticider, og der er ifølge KU både tale om øjeblikkelig skade og indirekte skade, hvilket kan være en del af grunden til, at det er svært at spore.

En anden grund, er en lille parasit, som kom til landet for ca. 30 år siden, og nu har spredt sig til alle biavlere. Den hedder varroamiden, og når den flytter ind i et bistade, så dør alle bier inden for få år.

Den sidste grund kan være vores monokulturelle landbrug. Bier kan, som os mennesker, godt lide en varieret kost, men det får de ikke i landbrugsområder.

Men er honningbier de eneste vi skal bekymre os om?

Det er forfærdeligt, at honningbierne dør i så stor stil. Men de er ikke den eneste biart, vi bør bekymre os om.

Biolog Rasmus Ejernæs retter fx kritik mod de populære bybier, som lige nu trives i mange storbyer. Fordi de presser de vilde bier ud. Han mener ikke det er godt for biodiversiteten. “Hvis man vil gøre noget for biodiversiteten i byerne, er det de vilde bier man skal gavne i stedet for at holde tam-bier som husdyr inde i byerne”, siger Rasmus Ejrnæs i P1 Morgen.

Vilde bier er også vigtige i arbejdet med at bestøve blomster og planter, men er i modsætning til honningbien ikke et husdyr, som kan give os et produkt. Og de er i høj grad truede i den måde vi forvalter natur og by på i dag. Vilde bier flytter nemlig ikke lige ind i et bistade, men har brug for revner, hule træstammer og andet “rod”, som vi ikke tillader i vores kulturlandskaber.

Forskning viser desuden, at hvis der er mangel på føde, så vinder honningbierne. Og det gør det ikke lettere for de vilde bier, hvis de ikke har et hjem. Der er altså meget, der tyder på, at de mange honningbier truer de vilde bier.

Så hvad er op og ned? Vi vil gerne komme alle bier i møde, og ikke favorisere nogen over andre. Honningbier og vilde bier bestøver nemlig forskellige planter, og der er derfor brug for begge i et velfungerende økosystem. En ting virker dog efterhånden sikkert, og det er, at et varieret økologisk samfund generelt er bedre for alle bier.

Hvad sker der med de danske bier?

I april sidste år vedtog EU et forbud mod frit, udendørs brug pestidicerne, der er kendt under navnet neonikotinoider eller bare neonics. Flere undersøgelser viser nemlig, at neonics udgør en trussel mod både honningbier såvel som vilde bier. Ikke fordi pesticiderne dræber bierne, men fordi de hæmmer deres modstandsdygtighed overfor sygdomme og gør bierne desorienterede i en sådan grad, at de ikke kan finde hjem til deres stader.

Dog stemte Danmark imod EUs forslag om forbud mod pesticiderne. Begrundelsen lød på, at Miljøstyrelsen ud fra en faglig vurdering havde udtalt, at visse anvendelser af pesticiderne i lave doser ikke udgør en risiko for bierne. Men ifølge tal fra Biavlernes Landsforening døde hver femte bifamilie i vinteren mellem 2016 og 2017. De danske bier er altså under stærkt pres. Og det er de ikke kun i Danmark. En af de arter som Earth Day sætter fokus på i årets kampagne for biodiversitet og beskyttelsen af jordens arter er netop bierne.

En af de ting, du kan gøre for at hjælpe bierne er simpelthen, at plante blomster som bierne kan bruge som føde. Blomsterne skal helst være af forskellige sorter og skal blomstrer på forskellige tidspunkter af året i perioden fra marts til september. Og bor du i hus og har en lille have kan det også være til stor gavn at lade en større eller mindre del af haven gro vildt. Det skaber større diversitet i planter og urter i din have, hvilket bierne er vilde med.

 

 

 

Hvordan vil du gerne hjælpe bierne? Eller har du allerede en vild have eller måske erfaringer med, hvilke blomster bierne er ekstra vilde med?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *