Når angsten for klimaet tager over: Det skal være bæredygtigt, at leve bæredygtigt.

Klimaangst er en reel ting, og vi har mødt en kvinde, der lider af det. Mathilde er diagnosticeret med generaliseret angst, og i 2017 endte hun i et sort hul, hvor klimaforandringer og verdens undergang fyldte alt.

Klimaforandringerne har længe været på den politiske dagsorden og fylder stadig mere i medierne. Og det daglige møde med udlægninger af miljøets katastrofale ændringer kan være med til at skabe stresslignende og depressive symptomer. De langsomme klimaforandringer kan ende med at få lige så store psykiske konsekvenser som akutte traumer udløst af klimaet, såsom oversvømmelse, tornadoer eller andre miljøkatastrofer. Det viser rapporten “Mental Health and Our Changing Climate”, der er udgivet af American Psychological Association og ecoAmerica i 2017. Følelsen af skyld over ens egen indvirkning på miljøet, samt en følelse af håbløshed kan ende med at lede til det som forskerne bag rapporten kalder ecoanxiety – eller klimaangst på dansk.

KLIMAANGST

Ifølge rapporten “Mental Health and Our Changing Climate” kan langsigtede forandringer i klimaet forårsage flere negative følelser, såsom frygt, vrede, hjælpeløshed og udmattelse. Oplevelsen af de tilsyneladende uigenkaldelige klimaforandringer kan desuden udløse en ekstrem bekymring for ens eget og fremtidige generationers liv. Flere og flere forskere lægger vægt på de kroniske psykologiske konsekvenser af følelserne af skyld, skam og håbløshed som et individ kan opleve i mødet med klimaforandringerne. Den kontinuerlig frygt og bekymring kan efterhånden udvikle sig til, der kaldes klimaangst.

Klimaangstens ansigt

Mathilde er en af dem, der kæmper med klimaangst i sin hverdag. Tilbage i 2017 måtte hun takke nej til en fuldtidsstilling i en børnehave og var efterfølgende sygemeldt det meste af 2018. Mathilde var bange for at forlade sit hjem og kunne bruge flere timer hver eneste dag på at læse artikler om klimaforandringer og miljøet, og de udfordringer vi står over for.

“Jeg fik hovedpine af at læse på min skærm så mange timer i træk. Men jeg kunne ikke stoppe mig selv,” fortæller Mathilde. Hun googlede ‘Jordens undergang 2017’ og derfra forsvandt hun ned i et sort hul af dommedagslignende forudsigelser, der ofte tog udgangspunkt i klimaforandringerne og menneskets skyld i udviklingen. Og alt det Mathilde læste blev for hende en sandhed, som ret hurtigt udviklede sig til klimaangst.

For Mathilde manifesterede ængstelsen omkring klimaet sig i periodevise mareridt, der nat efter nat gjorde at Mathilde græd i søvne og vågnede badet i sved. Det har betydet, at Mathilde sover med vat i ørerne når det blæser og regner, fordi lydene kan vække angsten. Men det gjorde også, at hun havde svært ved at nyde sommervarmen i 2018, fordi det konstant mindede hende om klimaforandringernes virkelighed.

“Jeg får aldrig rigtig nogen pause,” siger hun og fortæller, hvordan nærmest enhver beslutning, uanset hvor stor eller lille den synes, vendes og drejes minutiøst. “Jeg har hele tiden dårlig samvittighed. Selv når jeg skal drikke en kop kaffe tænker jeg på bøndernes arbejdsforhold, på produktionen af kaffebønnerne, transport og så videre. Det hele kører rundt non-stop.”

Har du også oplevet følelsen af dårlig samvittighed? Så lyt til en af vores allerførste podcast-afsnit, der handler om hvordan man kan prøve at slippe skyldfølelsen.

Den uundgåelige medievirkelighed

For Mathilde spiller medierne en stor rolle i hendes oplevelse af klimaangst. Nyhederne fremstiller ofte klimaforandringerne dramatisk og ukonstruktivt, hvilket gjorde, at Mathilde mærkede angsten røre på sig hver eneste gang nyhederne tonede frem på skærmen. Og problemet var og er til dels stadig i dag, at det er noget nær umuligt helt at undgå nyheder. De er nemlig alle vegne.

“Jeg synes næsten det er lidt tarveligt, at medierne har så meget at skulle have sagt,” siger Mathilde og forklarer, at det ikke er fordi hun ikke ønsker at følge med. I stedet håber hun, at der vil blive stillet lidt flere kritiske spørgsmål til mediernes påvirkning af menneskets mentale sundhed.

“Jeg savner mere konstruktive artikler, der kan motivere og give stof til eftertanke på en måde, der ikke eliminerer ethvert håb. For de ville vel ikke blive ved med at skrive om det, hvis der vitterligt intet var at gøre?”

Hvornår er det for sent

Det er ud fra Mathildes egen oplevelse og ifølge den amerikanske rapport tit dem, der faktisk ønsker at gøre noget for at mindske klimaforandringerne, som rammes af klimaangst. Fordi de står tilbage med en følelse af håbløshed.

“Til sidst følte jeg ikke, at jeg kunne gøre noget. For det var det jeg hele tiden fik at vide. At det allerede var for sent.” Men Mathilde gav ikke op så let. Hun valgte at skrive til forskellige klimaforskere og energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt.

“Jeg har jo grundlæggende lyst til at have det godt som menneske. Derfor rakte jeg ud til de her mennesker for at høre, hvordan de håndterede al den information vi har om klimaet. Problemet var, at jeg havde en idé om, at jeg først kunne tillade mig at være rigtig glad når klimaet var fikset. Men det er jo ikke sådan det fungerer.”

SPØRG OM HJÆLP

Oplever du selv en følelse af konstante bekymringer, tilbagevendende mareridt eller andre symptomer på angst, opfordres du til at søge egen læge for at få vurderet dit psykiske helbred og eventuelt få en henvisning til en autoriseret psykolog. Øv dig også i at dele dine tanker med dine nærmeste venner og familie. Og synes du stadig det er svært at række ud, så anbefaler Mathilde bøger Håb af Kristian Leth og Factfulness af Hans Rosling et al., der begge har hjulpet hende på vej til at se mere nuanceret på klimadebatten.

Det endte med, at alle dem Mathilde havde skrevet til, svarede hende. Nogle med høflige, overfladiske svar, men langt de fleste udviste enorm empati for Mathildes situation. Og deres svar lød generelt på, at hun måtte tage hånd om sin angst først og derefter tage hul på spørgsmål om klima og miljø. For det er rigtig svært at være konstruktiv når man er opfyldt af angst og derfor er det vigtigt at tackle det først.

For Mathilde er angsten også frustrerende, fordi den står i kontrast til, hvem hun egentlig føler hun er som menneske:

“Når angsten ikke fylder er jeg faktisk en glad og positiv person. Derfor håber jeg også at finde en måde, hvor jeg kan være nærværende og glad, og samtidig kan kæmpe for miljøet. For det betyder jo stadig rigtig meget for mig at gøre en forskel.”

Læs også vores anmeldelse af bogen Håb, som Mathilde blandt andet fandt til stor nytte i sin kamp mod angsten.

Håbet er lysegrønt

Selvom det har været svært for Mathilde helt at slippe klimabekymringerne og hendes forsøg på at leve mere bæredygtigt i sin hverdag, har hun prøvet at tage klimaforskernes råd til sig. Hun har blandt andet forsøgt sig med at unfollow alle på instagram, der formidlede noget om bæredygtig livsstil – også dem, der gjorde det på en positiv og konstruktiv måde. Og Mathilde oplevede faktisk, at hun blev gladere af ikke at opsøge nyhederne og at hun derved kunne komme lidt ovenpå igen.

“Men det var og er ikke en holdbar løsning,” siger Mathilde og uddyber: “Jeg vil gerne nå et sted hen, hvor klima ikke længere er et farligt ord. Hvor bæredygtighed bliver en passion og ikke en frygt.” Derfor har Mathilde nu lavet en aftale med sine nærmeste om, at hvis hun læser en artikel eller rapport, der vækker bekymring eller angst, kan hun bede familien eller kæresten om at læse den. Bagefter kan de sætte sig og tale om den sammen. Det hjælper Mathilde med at skabe perspektiv omkring det, der står og få øje på, hvor noget snarere er en subjektiv holdning hos en forsker eller politiker frem for en endegyldig sandhed.Mathilde har i længere tid kæmpet med angst, som hun løbende har fået hjælp fra psykologer med at håndtere. Angsten kan blandt andet komme til udtryk i et unuanceret syn på virkeligheden. Derfor er det for Mathilde ekstra vigtigt at få støtte fra sine venner og familie med at skabe perspektiv – for det kan hun nemlig ikke altid selv.

En dag spurgte Mathilde sin papmor, der hver weekend læser avis, om ikke hun blev bange når hun læste om klimaet.

“Hun svarede, at hun egentlig bare var glad for, at det var på tale. At det ikke blev ignoreret. For det er trods alt bedre, at vi taler om det end at vi ikke gør. Og det kunne jeg jo godt se.”

I dag øver Mathilde sig i at finde balancen i en tilværelse, hvor hun brændende ønsker at gøre noget for klimaet, men samtidig må passe på sit mentale helbred.

“Det skal være bæredygtigt, at leve bæredygtigt. Du er lige så vigtig som Jorden – men ikke vigtigere.”

 

 

 

Følg med i vores nye artikelserie om klimaangst, hvor vi vil dykke lidt mere ned i den psykiske del af bæredygtighed. Del med os i kommentarfeltet, hvis du også har oplevet ekstreme bekymringer og måske angst for klimaet og dets forandringer.

 

Tekst af Louise Thustrup, foto af Johanne Stenstrup

 

2 Comments

  • Det er et meget relevant emne at tage op, for mon ikke det gælder for os allesammen, at det netop er den følelse der er drivkraften til at gøre en indsats ?
    Det var det, der skete for svenske Greta Thunberg, en lille skolepige, der som 9-årig blev så skræmt af klimadebatten, at hun nægtede at spise og tale og endte med at få 2-3 alvorlige diagnoser.
    Så besluttede hun at gøre en indsats og satte sig foran den svenske rigsdag og demonstrerede i stedet for at gå i skole. Den første dag sad hun alene, dagen efter sad der nogle flere, og i dag demonstrerer børn og unge over hele jorden for at redde deres fremtid! Nu kan hun både spise og tale, og hele verden lytter til hende.
    Hun er netop på Kvindernes kampdag blevet udnævnt til Årets Kvinde i Sverige, og hun udtaler selv, at det at handle har, om ikke helbredt hende, så dog gjort hende i stand til at leve med angsten.
    Det, hun har gjort, kan alle vi “voksne” lære en masse af. Og så er hun kun 16.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *