Klimasnak: Mød Lene, der taler bæredygtighed med alle hun møder

I september 2019 afholdte Sustain Daily en Bootcamp for bæredygtige formidlere. Det var en fantastisk weekend, mest af alt på grund af de mennesker, der mødte op. Over de næste par måneder kan du møde nogle af de seje damer, der var med.

Vi starter med Lene Outzen Foghsgaard. Lene har så meget livsglæde, at det smitter, og måske derfor kan hun tillade sig at spørge om alt. Og det er netop det, hun gør på profilen sustainablepeople – spørger alle hun møder om alt, der har med bæredygtighed at gøre. 

Hej Lene, vil du introducere dig selv?

Det kan du tro. Jeg er journalist. Skrivende gennem et halvt liv…og nu er der så også kommet lyd på! Jeg er bære- og væredygtig journalist og podcaster. En formidler, der bekymrer sig om klodens trivsel og har et insisterende ønske og en ambition om at formidle den viden, inspiration og sparring, der er afgørende for, at vi kan omstille os. Alene og i flok.

klimasnak med hinanden

Hvorfor ville du gerne blande dig i debatten og formidle omkring bæredygtighed?

Jeg talte med Finn forleden. Jeg kender ham ikke, men ved, at han har den sejeste neongule budcykel og er 55 år. Mens vi sad på hver vores skammel med hver vores kaffe, spurgte jeg, om jeg måtte stille ham et spørgsmål. “Ja, kom an”. Spørgsmålet lød. “Tror du oprigtigt på, at du som individ kan gøre en forskel, når vi taler om klimakrisen?” Han sad med sin smøg, drak af sin kaffe og så så på mig. “Næh, det tror jeg sgu ikk! Jeg tror ikke, at du og jeg kan flytte en særlig stor skid ved at sortere vores skrald og spise færre røde bøffer. Men jeg tror på aktivisme! At den lille mand, der slår sig sammen med de andre små, kan rykke på de store – dem med magten til for alvor at ændre på tingene”. Jeg nikkede, for jeg oplevede, at i det store hele opsummerer dét, jeg også selv er kommet frem til. At flokken er afgørende lige nu! At flokken er en kæmpe motiverende motor. Men for at blive en flok, skal vi være nogen og helst mange, der bevæger os hen til den og ind i den.

Helt konkret kræver den grønne omstilling for mig at se, at vi taler sammen for overhovedet at kunne inspirere og motivere hinanden til de ændringer, der skal til. At vi guides til at læse og lytte til de mest klimakloge og konstruktive tiltag, initiativer og grønne muligheder, der findes i flertal derude. At vi har nem og bekvem adgang til kurateret, relevant og overbevisende viden og fakta om hvordan og hvorfor. Alt sammen noget, som jeg håber at kunne bidrage til. 

Hvorfor er det vigtigt, at vi snakker mere klima med hinanden?

Fordi ord er magiske, hvis de rammer os der, hvor de giver mening. Vi ved aldrig, hvornår det er, men når det sker, er vi ikke i tvivl. Når ordene rammer en mening, rammer de også en vilje. Og viljen har vi brug for, hvis vi skal omstille livet og vores mange bekvemmelige vaner. Ord er magiske. Og viljen kan handle.

klimasnak og bæredygtighed

Hvorfor meldte du dig til Bootcampen for bæredygtige formidlere?

Fordi jeg manglede støvlerne! Jeg manglede at kunne se målet, og jeg savnede motivation, inspiration og vel også det endelige mod til at turde kaste mig ud i en ny levevej. Væk fra det sikre, gode job og ud i freelance-junglen. Grønne nye mig! Da jeg ankom til Samsø, på bootcampens første dag, var det med kolbøtter i maven. Det føltes rigtigt at være her, men samtidig ret uoverskuelig at forestille sig, hvordan det her på nogen måde kunne ende konkret. I ender med sløjfer. 

Men enderne fik sløjfe! Målet blev klart, og støvlerne kom nærmest flyvende og satte sig på fødderne. De skulle bare gåes til, sådan føltes det i de euforiske sidste timer tæt på afsked. Også flok-dynamikken var afgørende. Vi var en samling ligesindede kvinder i en fællesmængde, alle med grønt på sinde og med et ønske om at blive klarere på hvert vores ståsted. Personligt kom jeg langt tættere på mål, end jeg havde turdet håbe på. Lige nu gælder det hverdagen og virkeligheden! Flokken fra Samsø er stadig med mig. Mentalt men jo også konkret. Vi mødes derude på diverse medier. Genkender hinanden og bakker op.

klimasnak og fællesskab

Hvad var det bedste ved weekenden?

At skralde lag fra og komme ind. At finde i mål i samspil med motiverende og inspirerende ligesindede. Gåturen til stranden, i aftenssol, på årets sidste sommerdag. Havbad i flok og reflekterende samtaler både ud og hjem. Der var så meget det bedste i den weekend, men at komme i havn, det var nok alligevel det bedste. Dét, vi jo alle længes efter. Længslen efter meningen med galskaben.

Hvordan går det med dit projekt nu – vi hører der måske er en podcast på vej?

Det går sådan, at jeg tror på det. Lige nu sender jeg ideer og pitch ud i verden. Ideer med bære-, men også væredygtighed som omdrejningspunkt. De to begreber supplerer så vel hinanden. Kan vi ikke bære os selv, kan vi nemlig heller ikke bære andre eller kloden!  Og ja, der er forhåbentlig en snarlig podcast-serie på vej. Er i gang med en klima-dummy på potentielt rigtig mange episoder. Kryds fingre! Jeg tror på Fatmans karma-lov. Hvad vi sender ud i universet af et rent og godt hjerte kommer tilbage til os. I samme form. 

Du kan følge Lenes arbejde på hendes instagram her, men pas på – måske finder du dig selv på en træstub og får lyst til at stille en helt fremmed et kæmpe stort spørgsmål!

 

Hvis du har fået lyst til også at komme i havn, så har vi i 2020 to Bootcamps. Find dem her og læs mere om, hvad du kan glæde dig til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *