Kom med på Bootcamp!

Fællesskab, sparring, undervisning og opbakning.

Det er nøgleordene for vores Bootcamp: Din stemme gør en forskel, der løber af stablen på dørtærsklen til efteråret d. 30. august til 1. september.

Smukke Samsø

Bootcampen kommer til at finde sted i de smukkeste omgivelser på fredfyldte Samsø. Øen, der måske især er kendt for sine nye kartofler, har nemlig meget mere at byde på end blot lækre grøntsager. Den skønne natur indbefatter både sandstrande, åbne bakkelandskaber og grønne skovområder. Øen midt i Kattegat er desuden på forkant med grøn energi og bæredygtighed, og har siden 2007 har Samsø været 100% selvforsynende med energi fra sol, vind og biomasse.

Et åndehul

Og det lige her, på den vestlige side af øen, at vi har lejet os ind hos Mellem-rummet. Hos Mellem-rummet har det været vigtigt at skabe et sted for ro og stilhed, og hvor den samsøske stemning har kunne leve i bedste velgående. Netop roen og fordybelsen er centrale elementer for vores Bootcamp, hvor der skal være tid til dig og dine drømme. Drømme om at skabe en forskel med din stemme!

Hvornår har du sidst brugt en hel weekend på at fordybe dig i dit eget budskab?

De fleste af os drøner rundt i en fortravlet hverdag, hvor der måske er sporadisk tid til at dagdrømme, men hvor der sjældent er tid til fordybelse. Derfor vil en god del af weekenden blive brugt på værksteder, hvor du får mulighed for at fokusere på at få idéer og producere indhold til dine kanaler. Værkstederne er primært tænkt som motiverende og selvstændige tænkerum, men du kan selvfølgelig altid hente støtte inden for tekst, foto og grafik.

Når weekenden er ovre vil du derfor have fået en masse med hjem i bagagen!

Bootcampen danner altså de perfekte rammer nærmest uanset hvad du har brug for: Om det er ro til at skrive, godt lys til at tage fotos eller et køkken til at lave mad og filme videoer, opbakning eller grafisk know-how.

Tilmelding skal ske senest 1. juni
Tilmeld dig ved at sende en mail til kontakt@sustaindaily.dk

 

Vi glæder os til at se dig og hjælpe dig videre på din bæredygtige rejse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *