Månedens organisation: Økologisk Landsforening

En måde at række ud over sin egen hverdag når det gælder ens bæredygtige udvikling, kan være at lade sig inspirere af virksomheders og organisationers skridt mod en mere grøn verden. Vi vil gerne være med til at give en stemme til organisationer som vi synes gør en forskel.

Vi har talt med Økologisk Landsforenings administrerende direktør Helle Borup Friberg, for at høre om organisationens mission, og hvordan de arbejder på at udbrede større forbrugerinformation og flere innovative metoder til at fremme økologien.

Hvad er jeres mission?

Økologisk Landsforenings vision er en verden, der tænker og handler økologisk til glæde for mennesker, dyr og vores jord. Vores mission er at bane vej for både mere og bedre økologi. Det betyder, at vi hver dag arbejder for såvel en fortsat udvikling af økologien som en øget udbredelse.

Mange sætter jo lighedstegn mellem det røde ø-mærke og økologi, hvilket selvfølgelig ikke er forkert, men økologien er meget mere end ø-mærket.

Økologi bygger på 4 globalt anerkendte grundprincipper om bl.a. sundhed, forsigtighed og retfærdighed – økologien er i konstant udvikling.

Hvorfor er denne sag vigtig?

Økologi er vigtig både for vores sundhed, miljøet, klimaet og vores dyr. I forhold til klima er der nogle steder opstået en myte om at økologi er et problem for klimaet. Forskere har imidlertid slået fast, at økologi udleder færre klimagasser per hektar, og udgør ca. samme belastning som konventionel produktion, når der måles på kilo. I begge produktionsformer har vi dog stort behov for at forbedre klimaaftrykket. Klima er generelt et emne, der fylder rigtig meget hos os. Og vi arbejder løbende på flere fronter både politisk, indenfor landbrugsfalig innovation og forbrugerinformation.

Hvis man vil bidrage til jeres arbejde, hvad kan man så gøre?

Økologisk Landsforening er desværre ikke bredt kendt blandt danskerne. Det vil vi rigtig gerne ændre på. Hvis man gerne vil støtte vores arbejde vil jeg selvfølgelig opfordre til, at man tegner medlemskab af foreningen. Man kan også komme i gang ved at tilmelde sig vores nyhedsbrev på Økologisk.nu og i øvrigt købe masser af lækre økologiske varer. 

Helt aktuelt er vi i fuld gang med forberedelserne til årets store ’folkefest’ Økodag, der i år ligger d. 14. april, hvor man også kan deltage som frivillig. Her regner vi med at få mere end 200.000 danskere – børn og voksne – med ud på deres lokale økologiske gård for at se køerne blive sluppet på græs. Det er en super god mulighed for at komme tættere på både dyr og landmand, og at få en snak om den økologiske produktion.

 

Arbejder I ud fra nogle af FN’s 17 Verdensmål?

Økologi og bæredygtighed hænger uløseligt sammen, og derfor er der rigtig mange synergier mellem økologi og FNs 17 mål for bæredygtighed. Vi har som forening valgt at fokusere på: #6 rent vand, #12 ansvarligt forbrug og produktion, #13 klima, #15 livet på land, der handler om biodiversitet, og endelig arbejder vi med mål #17 om partnerskaber som en metode til at nå i mål med vores visioner.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *