Palmefri palmesøndag

At tale om palmeolie på palmesøndag virker oplagt. For hvad er det nu med den palmeolie? Hvad bruges den til, og hvorfor er den så udskældt? Bliv klogere med vores palmeolieguide lige her.

Her gemmer palmeolien sig

Palmeolie er en vegetabilsk olie dyrket på palmeolietræer i både Latinamerika, Afrika og Asien med Malaysia, Indonesien, Thailand,  Colombia og Nigeria som de fem største producentlande i verden.

Listen af sager der indeholder palmeolie er lang og lyder blandt andet på brød, kiks, is, slik, tandpasta, shampoo, mælkefri produkter, kosmetikprodukter og rengøringsmidler. Ifølge WWF findes olien i over halvdelen af produkterne på supermarkedernes hylder. Ud over at være tilstede i utallige dagligvarer bruges olien også i industrien, af medicinalvirksomheder og som biobrændsel.

På mange måder giver det mening. Palmeolie er langt mere effektiv at producere end for eksempel kokos- og sojabønneolie, når man gør det op i mængder olie per kvadratkilometer. Derudover er palmeolien meget alsidig i sin brug, da den kan udvindes i både flydende og hård form. Endelig giver palmeolieproduktionen en levevej for småbønder i for eksempel Indonesien og Colombia.

Men hvad er så problemet?

Desværre er der en bagside af medaljen, som kommer til udtryk både på miljø- og klimafronten, det sociale område og det helbredsmæssige plan.

Hele skove brændes ned for at kunne plante palmeolietræer. Det har alvorlige konsekvenser på flere punkter. Ikke nok med, at dyrearter som orangutanger, næsehorn, elefanter og tigre enten mister deres levesteder eller i værste tilfælde dør under afbrændingerne. Tabet af mindre dyr og plantearter er også et stort problem.

Afbrændingen af skove bidrager til luftforurening. Store mængder CO2, der før var trygt lagret i skovenes træer og jorden omkring dem, bliver frigivet ud i atmosfæren. Desuden afgiver spildevandsbassiner i palmeolieraffinaderier enorme mængder metan – en drivhusgas, der er omtrent 30 gange kraftigere end CO2.

I 2016 kritiserede Amnesty palmeolieindustrien i Indonesien for at bruge børnearbejde. Sidst men ikke mindst siges det høje indhold af mættet fedt at øge risikoen for blandt andet type 2 diabetes.

Alternativer

Som lægkvinde/-mand kan det være svært at undgå palmeolie, fordi produktet er til stede i så meget, vi bruger til dagligt. Samtidig skjuler olien sig under et hav af dæknavne, som vegetabilsk olie eller fedt, palmestearin eller palmitoyl tetrapeptid-3. Men hvad er alternativerne?

Først og fremmest findes der et certifikat af bæredygtig palmeolie (CSPO), bevilliget af The Roundtable on Sustainable Palm Oil (RSPO). RSPO – oprettet og bestående af både producenter, civilsamfund, regeringer og købere – har fastsat strikse retningslinjer for, hvordan bæredygtig palmeolie bør produceres. RSPO tillader dog stadig produktion på landområdetyper, der spiller en vigtig rolle i at lagre verdens CO2, hvilket stadig i dag møder stor kritik fra miljøbevægelser. Alligevel må man gå ud fra, at certificeret bæredygtig palmeolie er bedre end den konventionelle pendant.

Heldigvis er flere af verdens store producenter indstillet på at finde alternativer til palmeolien, selvom svaret ikke ligger ligefor. Det nytter ikke noget bare at erstatte palmeolien med en anden vegetabilsk olie, da afskovningsproblemet blot vil fortsætte og måske endda forværres ved at skifte til mindre effektive olieproduktionsformer. Men to lovende alternativer er på et tidligt researchstadie: en alge, der på naturlig vis producerer den samme fedtsyre, som findes i palmeolie, og en type gær, der kan vokse i alt fra kommunalt affald til restprodukter fra landbruget, mens den samtidigt producerer en olie med egenskaber svarende til palmeoliens.

Mulig brug af både algen og gæren i produktionen af vores dagligvarer er stadig et par år ude i fremtiden. Ønsker du at smyge dig uden om palmeolien, så giv varedeklarationen på både mad, kosmetik- og rengøringsprodukter et ekstra kig og undgå alt for mange forarbejdede fødevarer.

Blev du klogere eller har du selv tips til, hvordan man kommer uden om palmeolien, så skriv endelig en kommentar nedenfor.

Tekst af Mette Orup.

2 Comments

  • Bare et lille indspark:
    Klimatestamentet på P1 havde netop palmeolie som emne i denne eller sidste uge, hvor jeg mener eksperterne blev enige om at den beste løsning lige nu var at købe RSPO i stedet for at undgå palmeolie helt (selvom de understregede at RSPO endnu ikke var den helt ideelle løsning).

    God påske!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *