Redaktionens maj favoritter

Maj måned har rimet på vilde blomster, kaffemøder med spændende mennesker og ikke mindst valgkamp. Vi har samlet op på nogle af de ting vi har tænkt over, lyttet til, set og hørt, og som vi har fundet inspirerende og tankevækkende.

Er zero waste en kvindeting?

Vi forføres hurtigt af stilrene billeder og emballagefrie indkøb på instagrams #zerowaste hashtag. Men hvem har og hvem tager ansvaret for at minimere vores alles affald? Vi har både læst, talt om på kontoret og tænkt over Alden Wickens artikel om den verdensomspændende zero waste bevægelse – og hvordan den byrde zero waste livsstilen ofte medfører tit falder på kvindernes skuldre. Bea Johnson, forfatteren bag Zero Waste Home, indrammer det ret præcist: “I was the one doing the grocery shopping and cleaning the house. It was up to me to bring zero waste in the household.”

Når virksomheder laver grønne tiltag

Allerede i april udkom IKEA med en ny lampeserie, med navnet KNIXHULT. De 3 lamper er produceret af det hurtigtvoksende bambus og har ingen plastik-emballage og er seneste led af IKEA’s generelle bæredygtige drejning. Selv har vi glæden af KNIXHULT bordlampen, der er modtaget i pressegave og som nu pynter på kontoret.

Vi ved godt, at det ikke er ubetinget godt med disse grønne tiltag i de traditionelt set ikke særlig bæredygtige virksomheder, hvilket Johanne har skrevet om her.

Klimtosserne forener sig til valget

Man kan næsten ikke komme uden om valgkampen, der stadig buldrer i alle medier. Og selvom vi ikke tillægger os et særligt parti vil vi alligevel gerne tage del i valgsnakken.

Især på Instagram, hvor I er mange, der er med når vi snakker valg og klima. Og det er ikke kun os, der oplever det – generelt har vi set mange klimatosser komme frem under de digitale faner dette valg – hvilket afspejlede sig i EP-valgets resultater. Vi glæder os til en styrkelse af det op til Folketingsvalget.

Læs også vores indspark omkring valg t-shirts.

Hør vores podcast om det kommende folketingsvalg.

Greta

Vi var sammen med 40.000 andre med til Folkets Klimamarch i København i lørdags og var fuldstændig begejstrede over Greta Thunbergs tale og den vilde stemning. Og i slipstrømmen fra EP-valget har vi startet et hashtag på de sociale medier for vi er #stoltklimatosse og det udbreder vi gerne, hvor end vi kan!

Slut med engangsglas på Roskilde Festival

Eller næsten i hvert fald. Fra i år har folkene bag Roskilde Festival, Tuborg og Plastic Change indført et nyt system for de glas, der bruges til øl, drinks, saft, juice og sodavand under festivalen. De vil nemlig blive indsamlet, vasket og genanvendt op til 25 gange. Det synes vi er et super godt skridt i den rigtige retning, og vi glæder os til selv at teste de nye genanvendelige krus af når Sustain Daily tager på Roskilde Festival!

Sammen med en masse seje, bæredygtige kollegaer og GoGreen Danmark drager vi på festival for i samarbejde med Matter Pension at udbrede en masse bæredygtig inspiration, rådgivning og – selvfølgelig – grøn feststemning!

Hent din egen bi-plakat med de vilde danske bier

Vidste du, at der findes 292 arter af vilde bier i Danmark? Det gjorde vi heller ikke indtil vi så Det Biologiske Instituts fine nye plakat, som du kan hente ganske gratis i både København og Aarhus. Og vi faldt lidt ekstra for deres fine plakat, fordi vi har planer om at sætte fokus på bierne og biodiversitet henover hele sommeren. Allerede i forbindelse med Earth Day udgav vi en artikel om de små sort-gule væsner, men du kan altså glæde dig til meget mere viden om bierne og deres overlevelse!

 

 

Hvad har du set, oplevet, hørt eller tænkt over i maj? Del det med hinanden og med os i kommentarsporet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *