Træt af skrald i naturen? Fat gribetangen og kom afsted

skraldeindsamling

Tekst af Anette Hallstrøm producerer og redigerer podcasts, blandt andet Sustain Daily Podcast, når hun ikke samler skrald.

Har du lagt mærke til alt det skrald, der ligger og flyder i naturen? Bliver du irriteret, føler du afmagt eller vil du gøre noget ved det? Læs med og hør mere om, hvorfor jeg mener, at det er så vigtigt at få fjernet skraldet fra naturen og hvordan du selv kan komme i gang med at arrangere skraldesamlinger for både venner og kollegaer.

Min egen skraldesamlingshistorie

Når vi taler om skrald i naturen, er der tre slags mennesker:

Kategori 1: dem, der brokker sig højlydt over, at det ligger der.
Kategori 2: dem, der vender det blinde øje til, ikke ser skraldet og måske til og med kaster det.
Kategori 3: dem, der har fået NOK og er begyndt at samle op

Du bliver formentlig ikke overrasket over, at jeg tilhører kategori 3!

Jeg har selv samlet skrald før det blev en trend. Et besøg på en ruin i Grækenland i 2010, hvor det flød med tomme plastikflasker overalt, åbnede mine øjne. Da jeg kom hjem, så jeg pludselig skraldet, der flød i den danske natur og tænkte, at jeg måtte gøre noget. Jeg begyndte at samle op, tage “før og efter” fotos, og jeg var med på Danmarks Naturfredningsforenings årlige skraldesamling. Jeg kunne dog hurtigt se, at én gang om året ikke var nok til at holde naturen ren.

Saml skrald i naturen

Fra ensom skraldesamler til ildsjæl i Skåne

I 2017 flyttede jeg over Øresund til Skåne og konstaterede igen, at det flød med skrald overalt. Men i stedet for at blive handlingslammet, blev jeg bidt af en gal skraldesamler. Jeg fandt en pose, en gribetang, handsker og en gul vest frem – og så gik jeg ellers i gang. 

Det var dog utroligt ensomt at gå dér og samle skrald helt alene. Derfor skabte jeg i maj 2018 Facebookgruppen “Håll Limhamn rent”. Først var vi to personer. Halvandet år senere kan jeg se tilbage på:

  • Over et ton skrald samlet op fra Limhamns natur
  • Fra nul til 435 medlemmer
  • 15 skraldesamlingevents
  • Fem artikler i lokalaviserne
  • Masser af sponsorer, nye venner, folk der beder mig om råd, og ikke mindst, nye forretningsmuligheder

Udover min lokale Facebookgruppe har jeg taget initiativ til #networkandlitterpick LinkedIn, hvor jeg udstyrer folk med grej til at samle op, hvorefter vi netværker og samler skrald. Det er en god samtalestarter og mere meningsfuldt end ”blot” et kaffemøde.

Skrald i naturen

Hvad kan du gøre?

Jeg vil ikke bilde dig ind, at det er let arbejde. Det tager utroligt meget af min tid at arrangere alt dette. Men det er så givende, det giver øjeblikkelige resultater. 

Jeg har faktisk også fået en business ud af det! Kunder har kontaktet mig og fortalt, at når de skal vælge samarbejdspartner, vil de gerne have en med hjertet på det rette sted. Samtidig har jeg fået medlemmer i min skraldesamlingsgruppe, som har booket mig til opgaver, fordi de har lært mig at kende gennem gruppen. Så det er i den grad en win-win situation at samle skrald! 

Sådan gør du, hvis du selv vil organisere skraldesamlinger:

  • Research på dit lokal/nærområde.: Findes der allerede en Facebookgruppe, du kan være aktiv i? Prøv at skrive ”skrald” i søgefeltet og se hvad der kommer op af sider eller grupper
  • Vil du skabe din egen gruppe, så find et godt navn, opret en åben/offentlig gruppe eller side (så dine begivenheder kan ses og deles af andre)
  • Invitér folk med i gruppen
  • Skriv til lokalavisen og fortæl om dit initiativ
  • Skab et event – find et sted, hvor der ligger skrald, og beslut dig for et tidspunkt, hvor I skal mødes og samle op
  • Skab noget grafik (banner og evt. logo) til dit event og din Facebook-gruppe, så den er genkendelig
  • Se om du kan få lokale virksomheder eller kommunen til at sponsorere skraldesamlingsgrej
  • Spørg din kommune, om de vil hjælpe med at fjerne det skrald, I samler op
  • ”Hype” dit event. Spørg administratorer af andre, lokale Facebookgrupper, om de vil dele dit initiativ og dine events
  • Blæs jeres resultater og initiativer ud på sociale medier – Instagram, Twitter og Facebook
  • Opfordre folk til at tage billeder og dokumentere det, de samler i gruppen

Held og lykke med det hele!

 

Vær med i Anettes Facebookgruppe – også hvis du bare er nysgerrig og vil kigge med – eller følg hende på @Litterheroine.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *