Back to top

Disse brands boykotter Black Friday i grøn protest

Black Friday er oprindelig et amerikansk fænomen, hvor butikkerne skyder julegaveræset i gang dagen efter Thanksgiving med lave tilbud. Siden 2012 har konceptet også vundet indpas i Danmark. Men et stigende antal brands opfordrer til boykot af Black Friday ved selv at lukke ned for salget eller i stedet køre Green Friday, hvor procenter fra dagens omsætning går til velgørende formål.

Vi har kigget på fænomenet for at guide dig igennem den hektiske tilbudsdag. Og hvad enten du ønsker at boykotte eller støtte et godt formål, har vi fundet frem til brands, der går forrest og viser vejen.

Kommer du her tit?

I løbet af november kører vi en kampagne henvendt til dig, der sætter pris på vores indhold. For måske har du lyst til at hjælpe os? For 10 kroner om måneden kan du gøre en kæmpe forskel - hop ind her og læs mere om, hvorfor vi beder om hjælp.

Lukker webshoppen ned

”Black Friday er et højkommercielt og ækelt arrangement, som er kommet fra Amerika ligesom Valentines Day. Det handler om at presse varer ned i halsen på folk på meget kort tid, og det er ikke særlig hensynsfuldt hverken for varerne, kunderne eller naturen.”

Sådan sagde modedesigner Mads Nørgaard i Ekstra Bladet sidste år. Her fortalte han, hvorfor modehuset i protest valgte at boykotte Black Friday ved at lukke ned for brandets webshop på selve dagen. De kunder, der klikkede sig ind på modehusets webshop på Black Friday, blev mødt af en sort skærm og en lukket webshop. Det samme vil ske den 24. november i år.

Også de danske bæredygtige modebrands ELSK og Rope of Dope lukker webshoppen ned på Black Friday.

”Rope Of Dope er et bæredygtigt brand og et bæredygtigt site, der vil være med til at ændre verden ved at gøre op med ’køb og smid væk’-kulturen. Derfor forhandler vi kun Dope-items. Alle vores brands og produkter har et gennemført design og er produceret i hånden af rigtige mennesker. Vores items fortjener derfor at blive købt af lyst – ikke af grådighed,” siger ejer af Rope of Dope, Casper Christensen.

Donerer procenter af salg til velgørenhed

Designfirmaet Ecoture, som sælger tøj udelukkende fremstillet af økologiske og bæredygtige tekstiler, valgte i 2016 at donere 10 procent af deres Black Friday-omsætning til et grønt formål. STRØM i Hellerup fulgte samme koncept og gav 20 procent af dagens indtægter til WWF Verdensnaturfonden. Mærket SLOW Fashion 1123 holdt Green Weekend, hvor 25 procent af salget blev doneret til Projekt Hjemløs – noget mærket gentager igen i år.

Også i USA, hvor Black Friday stammer fra, går enkelte kæder imod konceptet: Outdoor-tøjmærke Patagonia meddelte for eksempel sidste år, at de ville donere 100 procent af salget på Black Friday til græsrodsorganisationer, som arbejder for at beskytte luft, vand og jord. De resterende 364 dage om året donerer mærket 1 procent af salget.

Ekstremt overforbrug

Siden Black Friday blev introduceret i et fåtal af butikker herhjemme i 2012, er konceptet de seneste år for alvor blevet et tilløbsstykke blandt forbrugerne. 2015 fik Black Friday sit store gennembrud, og sidste år blev der i Danmark handlet for to milliarder kroner på dagen. Dermed blev fredag d. 25. november 2016 til den største shoppingdag nogensinde.

Lige så begejstrede de mange shoppingglade forbrugere er for Black Friday, lige så ærgerlig er Jonas Giersing, direktør for Fairtrade Danmark: ”Forbrugerne bliver lokket til at købe en masse ting, de ikke nødvendigvis har brug for til alt for lave priser. Det har jeg svært ved at se fidusen i. Når priserne er banket helt i bund, er der nogen, der betaler for det et helt andet sted”.

Giersing henviser til den årlige opgørelse fra WWF Verdensnaturfonden, som viser, at de ressourcer, jorden har til rådighed i hele året, i år allerede var blevet brugt den 2. august.

Han opfordrer til ikke at køre med på Black Friday-bølgen og i stedet købe få, bæredygtige kvalitetsvarer, som er produceret under ordentlige  arbejdsforhold. Men han mener også, at nogen bør gøre konceptet ’Green Friday’ til en mærkedag og derved i langt højere grad fremmer den grønne dagsorden. ”Det er der brug for som en modvægt til forbrugsruset, som Black Friday symboliserer,” siger Jonas Giersing.

Impulsiv shopping på Black Friday

Selvom mange benytter Black Friday som en anledning til at købe tidlige julegaver med rabat, er det langtfra alle indkøb, der kommer under juletræet. En Gallup-undersøgelse for Nordea viste i 2016, at 26 procent ville jagte tilbud på Black Friday, at 11 procent ville købe noget, de i forvejen havde planlagt, mens 13-14 procent ville handle impulskøb.

Om Black Friday slår forbrugsrekord igen i år, får vi at se d. 24. november.

Brands der kører Green Friday

Om du vil boykotte Black Friday eller bruge den til at støtte et godt formål er op til dig. Her har vi samlet en liste over mærker som kører Green Friday. Du kan se endnu flere her.

  • Sv. Michelsen giver 10% til et grønt formål på dagen
  • Slow Fashion 1123 butikken donerer 25% af salget til hjemløse
  • Ecouture giver 10% til et grønt formål på dagen
  • Dilling Underwear giver 20% til kræftramte børn hele dagen
  • Aiayu tilbyder reparationer frem for rabat
  • Organic Basics donerer hele dagen til en organisation der genanvender tekstiler

Kender du til andre mærker, som går mod strømmen ved at boykotte Black Friday-konceptet eller køre Green Friday?

Tekst af Ditte Hedegaard Davidsen.

GemGem

GemGem

GemGem

Author avatar

Sustain Daily

https://www.sustaindaily.dk
Sustain Daily er et webmagasin og bloggernetværk om bæredygtig livsstil. Vi arbejder på højtryk med at give dig den skarpeste information, de mest inspirerende historier og de bedste tips og tricks. Hvis du har idéer, kritik eller en invitation til noget, vi skal være med til, så send os en mail på kontakt@sustaindaily.dk

10 comments

  1. Fed artikel og dejligt at se så mange er komme med på den bæredygtige side af dagen. Sidste år var Bleschu.dk’s første år med Black Friday og vores motto var og er stadig: Make Black Friday Green – Think sustainable. Vores facebook cover blev genopslået i denne uge og teksten kan ikke være mere i harmoni med Jonas Giersings udtalelse. Tak for en vild fin artikel!

  2. Natasja

    Var I klar over at en hel by på Ærø boykotter Black Friday. Det drejer sig om Ærøskøbing.
    Det er en stille “protest” mod Black Friday da de små handelsdrivende ikke har mulighed for at sælge det hele til det halve. De har derimod valgt at slukke alt lys og derimod tænde stearinlys mellem 19 og 21 imorgen fredag. Så kan alle kunderne gå igennem byen og se alle stearinlysene. Blot for at sige at der er mange måder at boykotte black friday:-)

  3. Signe Eriksen

    Sabine Petri, som designer det lækreste kvalitetstøj og arbejder med slowfashion og made to order (producerer først når en vare er solgt), holder green friday med åbent showroom i Århus. Der er ingen rabatter, bare lagt op til hygge og god kvalitet, der holder i mange år.

  4. Katrine

    Black Friday er virkelig et ubehageligt koncept, så jeg synes, det er meget opløftende med modspillet fra Green Friday. LØS Marked og resten af Saxogade på Vesterbro holder Kind Friday, sim vist er i stil med Green Friday.

  5. Katrine

    Der er også hele Go Green-netværket. Se her http://www.gogreenfriday.dk.

  6. Gry

    Stofbutikken Metermeter i Århus, der har et stort udvalg af bæredygtige tekstiler, har en generel holding til udsalg (https://www.metermeter.dk/blog/er-der-ikke-udsalg/ ) og har udnævnt i dag til “Any colour you want Friday”.

  7. […] av andra initiativ. Som Green Friday och Kind Friday. I Malmö har t.ex. Gram grön fredag och Sustain Daily tipsar om motsvarande på andra sidan […]

Post a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *