4 bud på en bæredygtig pakkekalender

Tekst af Sarah Buono og Emma Slebsager 

Pakkekalenderen. Vi elsker og hader den på samme tid. Når der skal findes 24 gaver, kan den søde juletid hurtigt forvandle sig til et materialistisk og tidskrævende gaveræs, der ikke nødvendigvis er venligt mod miljøet, god for din pengepung eller i overensstemmelse med dine bæredygtige værdier. Kender du det? 

Den perfekte pakkekalender behøver ikke at indeholde hverken dyre, ligegyldige eller masseproducerede gaver for at gøre dem du elsker glade. Der findes masser af alternativer til de klassiske små kalendergaver. Alternativer, som både er miljørigtige og spændende på samme tid. Så, hvad enten du vælger at lave en pakkekalender eller en adventskalender, vil vi gerne inspirere dig til en bæredygtig måde at forkæle dine nærmeste på i julen.

Bæredygtig pakkekalender

Genbrugspakkekalender

Der er ingen skam i at give brugte gaver! Der kan derimod være en charme i at modtage noget, der ikke kommer direkte fra en fabrik. Overvej at gå på jagt i genbrugsbutikkerne i det område, hvor du bor. De kan være et sandt mekka, når det kommer til at få fingrene i både smukke og unikke gaver, der kan gøre selv den mest kræsne modtager glad. Se på den brugte gave som en historie, der bliver genfortalt og viderebragt.

Oplevelsespakkekalender

En oplevelse er et minde for livet. Det kan være en tur i biografen, på museum eller en cykeltur til en nærliggende park med termokande og madpakke. Hvis du kommer oplevelser i pakkekalenderen, varer glæden også endnu længere fordi, at der er noget at se frem til på den anden side af nytåret. 

DIY-pakkekalender

Hvis du er en kreativ sjæl, kan du med fordel udnytte dine evner og gøre din pakkekalender ekstra personlig, ved at lave dine egne gaver til den, som du elsker.

Det er altså hyggeligt at modtage en gave, hvor både hjerte og hænder spiller sammen. Så hvis du hækler, bager, maler eller noget helt fjerde, så slip kreativiteten løs og lav noget smukt! Du kan komme virkelig langt med genbrugsmaterialer og opfindsomhed.

Den praktiske pakkekalender

Find ud af, hvad din gavemodtager går og mangler eller ønsker sig. På den måde kan du sikre dig, at pakkekalenderens indhold vil blive brugt. At give en pakkekalender, der er baseret på behov, er en smart måde at sikre dig, at du ikke forærer ligegyldige gaver, der ender i en glemt skuffe, men som derimod har en praktisk funktion. Så, hvis det er muligt, kan du finde ud af, hvad din nærmeste egentlig går og mangler, og derefter købe de helt perfekte, små gaver.

Har du brug for endnu mere inspiration og støtte til den kommende jul? Så meld dig ind i vores lukkede facebook-gruppe Mere jul, Mindre spild. Gruppen er tænkt som et sted, hvor du kan finde og udveksle idéer og dele erfaringer om at gøre julen og dens mange traditioner lidt mere bæredygtig.

Bæredygtig pakkekalender

Men det er ikke kun gaverne i sig selv, der kan være en belastning for miljøet. Alene indpakningen af 24 små gaver kræver en større mængde glittet gavepapir og bånd. Her får du derfor 3 idéer til, hvordan du kan lave din pakkekalender med bæredygtige gaver og undgå et unødvendigt overforbrug af gavepapir.

1. Genanvendelig beholder
Brug eventuelt en fin krukke, som du allerede har stående i dit hjem, og gør den til det sted, hvor du hver dag lægger en sød gave. På krukken kan du, med en afvaskelig tusch, skrive nummeret på den decemberdag, hvor du giver gaven.

2. Papirspose
Ved at bruge de små, brune papirsposer, kan dine gaver pakkes flot ind samtidig med, at du sparer penge på at købe gavepapir. Posen kan foldes og lukkes med en lille tøjklemme fra vasketøjsstativet, sammen med en sød note og lidt naturpynt.

3. Hjemmelavet julestrømpe
Hvis du er glad for at sy, kan du lave din egen personlige julestrømpe ud af gammelt tøj, der kan fungere som den fineste indpakning. Det er ikke så svært og der findes masser af hjælp på internettet, hvis du er i tvivl. Ellers kan du forhøre dig hos nogen i din omgangskreds. Her er der helt sikkert nogen, der kan guide dig.

 

I Sustain Yearly Jul finder du masser af inspiration til en jul med mere nærvær og mindre spild. Du finder både grønne opskrifter, idéer til julepynt og juletræ og eftertænksomme artikler om at skrue ned for tempoet og op for hyggen. Du kan igen få fingrene i magasinet på vores webshop og få sendt magasinet direkte til din egen postkasse eller til en som du synes skal have en tidlig julegodte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *