Julefryd og julefred: Gode råd til en mere mindful jul

Julen er som bekendt en sød tid, hvor vi på kryds og tværs af generationer samles med familien. Hvad end det er til den årlige småkage-bagningsdag eller til selve juleaften. Men selvom det kan være dejligt at give din farmor et ekstra kram, så kan det langvarige samvær med familien og det intense julegave- og julemadsindkøb sætte vores indre ro på en hård prøve. December måned er ofte fyldt med alle tænkelige sociale arrangementer, der ikke blot centrerer sig om familien. Julefrokoster, firmafester, skolearrangementer, særlige juleforestillinger og meget andet fylder vores kalendere til bristepunktet. Uanset om du er ekstrovert eller introvert, så kan et par øjeblikke med en intentionel tilstedeværelse gøre underværker for humøret og overskuddet i juledagene.

Giv dig selv et øjeblik

En hurtig måde at genvinde balancen i din julehverdag er at give dig selv et øjeblik – og helst et øjeblik alene. Tænk på det som en lille gave du giver dig selv hver eneste dag i stedet for en pakkekalender. Måske du sætter vækkeuret til 15 minutter før du plejer, så du kan liste dig ud i køkkenet inden resten af huset vågner. Eller du kan sætte dig, alene, på en café midt i mylderet af travle mennesker og glæde dig over, at lige nu behøver du ikke at være en del af ræset. Og hvis du sidder i familiens skød og ikke ser nogen mulighed for at stjæle et øjeblik til dig selv, så vær opmærksom på når der mangler noget og tilbyd så din hjælp. Mangler der mere kirsebærsovs? Hent det og giv dig ekstra god tid. Mangler der at blive skrællet tre kilo kartofler? Tilbyd at gøre det og prøv at lade dit fokus være ved opgaven i stedet for på samtalen omkring dig. 

Øjeblikket for dig selv behøver ikke at vare ret længe, men som hovedregel kan du give dig selv tre dybe, rolige og fuldendte vejrtrækninger. Prøv at mærke efter, hvordan det føles virkelig at fylde lungerne med luft, for derefter helt at tømme lungerne igen. Hvis ikke du er ramt af julesnue, kan det virke ekstra afslappende at trække vejret ind igennem næsen og ånde ud igennem munden. 

At trække vejret på den måde er med til at trække dit fokus tilbage til dig selv og til din krop. Prøv at give slip på alle tanker om indkøbslister og kommende arrangementer med svigerfamilien. Mærk i stedet efter. Hvordan har du det egentlig? Er dine tær kolde? Er smagen af kaffe stadig i din mund? Hvordan føles kartoflerne imellem dine hænder? Øv dig i at mærke efter uden at bedømme, hvordan du har det. Det er hverken positivt eller negativt hvis dine tær er kolde. Det er de bare.

På den måde lærer du dig selv at tjekke ind i din krop og forankre dit nærvær i dig selv i stedet for i dine omgivelser.

Stræk dig til ro og afspændte skuldre

Den kolde og hektiske december-tid giver som regel anledning til spændte og ømme skuldre. Hver gang du frysende står og venter på bussen ryger skuldrene ofte helt ubevidst op under ørerne.

Og når tante Oda for hundrede og syttende gang spørger dig om din vægt, dit kærlighedsliv, din uddannelse, dit arbejde eller hvad som helst, kan skuldrene også hurtigt blive temmelig anspændte

De forsinkede og propfulde busser og tante Odas spørgsmål kan du ikke ændre på, men du kan øve dig i at blive opmærksom på, hvornår du spænder op i dine skuldre. Når du tager dig selv i at spænde så meget, at toppen af dine skuldre næsten rammer øreflipperne, så prøv først at tage en dyb indånding, hvor du spænder så meget du overhovedet kan og på din næste udånding kan du prøve om du kan give helt og aldeles slip. Ved først at spænde kraftigt op bliver du ekstra opmærksom på, hvordan spændingen føles, hvorefter det ofte blive nemmere at give slip og spænde af.

Er det allerede for sent og virker dine skuldre og nakke kronisk spændt, så kan du i stedet prøve at strække kroppen til lidt tiltrængt julefred. Du kan lave øvelsen både siddende (på gulvet eller på en stol) eller stående.

Start med at lade din hage søge ned mod dit bryst og mærk allerede her det lille stræk i fra mellem skulderbladene og op i nakken. Tag så på en indånding og rul dit hoved over mod din højre skulder, sådan at dit højre øre vender ned mod toppen af din højre skulder. Tag en ekstra indånding og udånding her og lad så hage glide mod brystet igen og gør det samme til din venstre side. Prøv om du kan lave øvelsen med lukkede øjne og gentag strækket til begge sider 3-4 gange.

Er hovedet skruet ordentligt på?

Tag nu hovedet op til sin normale position og bliv opmærksom på, hvordan dit hoved hviler på nakken. For langt de fleste af os er hagen stukket for langt frem, så prøv at trække hagen ind til dig (og grin lidt af den fine dobbelthage som du med garanti får) og forestil dig at du presser bagsiden af dit hoved tilbage mod en usynlig væg. Hovedet skal selvfølgelig ikke for langt tilbage, men bare lige en 1-2 centimeter. Hold den her position og træk vejret nogle øjeblikke og mærk, hvordan det føles at have hovedet placeret på den her måde. Føles det sært? Er det rart for nakken? Eller er det mest af alt bare anstrengende? Uanset hvad du mærker, så prøv ikke at bedøm det, men bare observer det objektivt og nysgerrigt.

Giv slip på dine tanker om, hvordan hovedet skal være placeret og stræk begge arme op over hovedet. Virkelig stræk dig super lang som var du lige vågnet på en søndag morgen efter 8 timers tung søvn. Denne helt simple strækøvelse kan du lave hver morgen for lige at vække kroppen og sætte gang i blodomløbet. Du kan endda lave den imens du stadig ligger under din lune dyne!

Ro i krop giver ro i sind

De konkrete, fysiske øvelser har den effekt, at de hjælper dig med at fokusere på en enkelt ting af gangen. Du kan prøve at tænke det sådan, at lige så vel som din stressede hjerne kan give dig koldsved og hjertebanken, så kan en rolig og afspændt krop også give dig et roligere sind.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *