Test: Økologiske snackbarer

Vi kender den, eftermiddagssulten. Nogle af os bliver i dårligt humør (hej hangry!), mens andre nøjes med at blive trætte og ufokuserede. Uanset hvad er det ikke en tilstand, vi kan anbefale. Derfor har vi tit en snack eller to i tasken til at tage toppen af sulten. De hjemmelavede er i høj kurs, men lad os være ærlige: Der ryger også en del købesnacks ned.

Heldigvis er der masser af økologiske snackbarer at vælge mellem. Men hvilken en er bedst? Det har vi sat os for at finde ud af!

snack-barer-alle-typer

Sådan gjorde vi

Vi har testet 2-3 smagsvarianter af fire slags økologiske snackbarer: Ganefryd, MÄT, Rawsome og Rawbite. For hver bar har vi vurderet smag, konsistens og look og givet point fra 1-5. Læs med nedenfor os se, hvordan de klarede sig!

ganefryd-barer

GANEFRYD  ★★★★✩

Pris: 20 kroner
Vægt: 50 gram
Vegansk? Ja

Smag: Vi testede tre slags: Appelsin, lakrids og kakao. Appelsinbaren smager stærkt af appelsin på den gode måde og minder om mørk chokolade med orangesmag. Lakridsbaren smagte af saltlakrids, mindede om lakridskonfekt og var den mest slikagtige af de tre. Kakaobaren er rolig, simpel og lækker i sin kraftige kakaosmag.

Konsistens: Blød og rar og meget jævn, ingen stykker af noget eller ting der knaser.

Bonus: Indeholder ingen mærkelige ingredienser og kan fås i Kvickly, Irma og Superbrugsen.

mat-barer

BAR MÄT  ✩✩✩

Pris: 20 kroner
Vægt: 40 gram
Vegansk? Nej

Smag: Vi testede tre slags: Hindbær & vanilje, Peanut & Chokonibs og Lakrids. Hindbær & vanilje smagte mest af hindbær og meget lidt af vanilje. Peanut & Chokonibs smagte af peanuts, men ikke af choko, og lakridsbaren smagte sødt og rålakridsagtigt. Alle barerne smagte lidt… tørt? Måske på grund af æggehvidepulveret eller havregrynene.

Konsistens: Hård og svær at bide over. De sætter sig i tænderne og klistrer til posen.

Bonus: MÄT har testens mindste sukkerindhold og kan fås i helsekostbutikker.

raw-bite-barer

RAWBITE ★★✩✩

Pris: 20 kroner
Vægt: 50 gram
Vegansk? Ja

Smag: Vi testede tre slags: Peanut, Vanilla Berry og Raw Cacao. Peanutbaren smager meget af peanuts og er fyldt med store nøddestykker. Den er lækker og ikke så sød, nærmest madagtig. Vanilla Berry smager syrligt af bær og meget af vanilje i eftersmagen, og den har også store stykker nødder i. Kakaobaren smager meget af kakao, men er lidt tør.

Konsistens: Fast, lækker at tygge i fordi der er store stykker nødder i alle barerne.

Bonus: Rawbite er grafiske og iøjnefaldende og pifter ethvert instagrambillede op! Hvis du bliver sulten på farten, kan de fås i 7Eleven.

rawesome-barer

RAWSOME  ✩✩✩

Pris: 13 kroner
Vægt: 30 gram
Vegansk? Ja
Pris pr. 100 gram:

Smag: Vi testede to slags: Gojiberry & Raw cacao og Baobab & Ginger. Dem med gojibær og kakao havde en mærkelig bismag og smagte syrligt af bær. Ingefærbaren smagte meget af tørret ingefær, nærmest lidt juleagtigt eller som en ingefærsmåkage. Vi ved ikke, hvordan baobab smager, men måske smagte den også af det?

Konsistens: Lidt tørre, men ikke hårde. Der er små stykker nødder i, men dem mærker man ikke.

Bonus: Rawsome kan fås i 7Eleven og de fleste supermarkeder.

snack-bar-testvinder-ganefryd

Resultat af testen

Alt i alt scorede Ganefryd højest. Vi er vilde med de bløde, lækre daddelbarer, som smager kraftigt af den ingrediens, de er opkaldt efter. Johannes favorit er den med kakao, Emma er mere til appelsinversionen – men vi er enige om, at vores yndlings økologiske snackbar er fra Ganefryd. Andenpladsen går til Rawbites, som er nemmere at finde i supermarkeder og kiosker rundt omkring i landet, og som også smager super godt og indeholder meget få ingredienser.

Barerne fra MÄT ville vi ikke købe igen på grund af æggehvidepulveret og den hårde konsistens, mens vi godt kunne falde for ingefærversionen fra Rawsome, hvis den lige lå og fristede på det rigtige tidspunkt.

Spiser du nogle gange en snackbar på farten?

6 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *