Back to top

Foredragsholder Johanne Stenstrup

Johanne Stenstrup

Foredragsholder, bæredygtighedsnørd, moderator, iværksætter og kommende garderobebogsforfatter

Jeg er stolt klimatosse og jeg er færdig med at have dårlig samvittighed!

Jeg er dybt bekymret over klimakrisen og verdens uretfærdigheder. Men jeg lever også et travlt liv, i den moderne verden og det er ikke altid lige let at leve bæredygtigt.

Det betyder ikke, at jeg ikke prøver. Faktisk fylder det en stor del af min hverdag, alle de bæredygtige vaner, jeg allerede har eller konstant forsøger at implementere.

Dét er det Sustain Daily handler om. At leve mere bæredygtigt. At tage det ét skridt ad gangen og finde ud af, hvor du skal starte.

På nogle områder er jeg nok det andre vil kalde hellig. På andre områder er jeg knap nok gået igang med den grønne hverdagsomstilling.

Og det er okay. Rejsen mod en bæredygtig livsstil ser forskellig ud for os alle. Fordi vi har forskellige liv, interesser og udgangspunkter.

Men også fordi vi har forskellige værdier. Forskellige ting vi synes er det vigtigste i verden.

På Sustain Daily er der plads til forskellighederne. Vi samler tips, tricks og erfaringer med den bæredygtige livsstil – fra mange forskellige mennesker, der alle forsøger at leve mere bæredygtigt et skridt ad gangen.

Bæredygtig formidling - uden dårlig samvittighed

Jeg tror ikke på, at bæredygtige forandringer kommer fra dårlig samvittighed.

Derfor er jeg stolt af, at vi på Sustain Daily har skabt et fællesskab, hvor det handler om at skabe en ny hverdag – uden at udskamme hinanden eller spille på vores dårlige samvittighed.

Jeg er nemlig færdig med at have dårlig samvittighed. Det er ikke fordi, den aldrig dukker op. Det er svært at undgå andet, når hverdagen ikke er 100% i overensstemmelse med den perfekte bæredygtige hverdag, vi alle “burde” leve.

Men jeg har brugt lang tid på at finde frem til mine kerneværdier og med dem som pejlemærke er det lettere at sige farvel til den dårlige samvittighed.

For bæredygtighed er mange ting, og der er 1000 ting man kan gå op i. Og nogle af dem er modsigende.

Book mig til

F

Foredrag

Mine foredrag er altid inkluderende og dialogbaserede. Jeg stiller spørgsmål til publikum, og får altid smilet frem på selv den mest klimaskeptiske deltager. Jeg er blevet beskyldt for at gøre klimastof til følelsesporno, så hvis du ikke kan lide, at jeg taler til hjertet og følelserne når det handler om at gøre en forskel, så skal du ikke booke mig. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke har fakta og min research i orden, men jeg mener, at vi skal kunne mærke det først og fremmest.

M

Moderator

Jeg elsker at få eksperter og debatører til at skinne igennem med deres budskab og trives derfor i rollen som moderator. Samtidig er jeg tilskuernes advokat og skærer igennem, hvis der bliver brugt for mange bullshit ord eller vag tale.
Du skal booke mig, hvis du vil have en moderator, der både har et glimt i øjet og har helt styr på nuancerne i bæredygtighedsdebatten.

W

Workshops

Alle mine foredragsemner kan omformes til workshops, hvor jeg især har fokus på at arbejde med deltagernes personlige værdier, fortolkninger og motivationer for bæredygtighed. Jeg har også tidligere holdt workshops omkring crowdfunding, blogging og bæredygtig formidling.
Som workshopfacilitator gør jeg en dyd ud af at udvikle let tilgængelige metoder og medbringer efter forespørgelse flot designede worksheets til alle deltagere.

Uddannelse og erfaring

Fra studenterpolitik over fashion manager til bæredygtig formidling

På en måde har jeg altid været aktivist og har hele livet råbt op om forskellige ting. Min første “aktion” bestod i at beskytte et gammelt skovområde bag mit barndomshjem fra kommunens nedrivning. Det fejlede desværre.

I gymnasietiden og efter var det studenterpolitik, der optog mig, og jeg var som næstformand for Erhvervsskolernes Elevorganisation med til diverse stor demonstrationer og aktioner. Det ledte til et job i Bruxelles hos Organizing Bureau for School Student Unions, hvor jeg kæmpede for erhvervskoleelevers rettigheder på EU-plan.

Mit liv skulle ikke handle om politik

De år lærte mig mest af alt én ting – jeg skulle ikke arbejde med politik. Det var for mig ikke den mest meningsfulde måde at ændre noget. Derfor startede jeg på Københavns Erhvervsakademi som Design Teknolog, med fokus på tøjproduktion.

Her fik jeg øjnene op for bæredygtig mode, et felt, der med det samme greb min interesse og blev – og stadig er – min største passion. Alt det fylder dog mere på min personlige blog Bedre Mode.

Jeg troede, jeg skulle arbejde som fashion manager i modebranchen, hvilket jeg også har en bachelor i. Men formidlingen tog mere og mere fart og i takt med, at mit hobbyprojekt, Sustain Daily, voksede, gav jeg formidlingen en chance.

Derfor har jeg siden 2018 arbejdet fuldtid som bæredygtighedsnørd og formidler. Jeg har holdt over 30 foredrag. Men på en måde har jeg holdt foredrag og oplæg hele mit liv. For jeg har altid været typen, der rakte hånden op, sagde min mening, kæmpede for det jeg troede på og inspirerede mine omgivelser.

Hent pressebilleder af Johanne Stenstrup

Man er vel gammel modeblogger - så JA, der findes masser af billeder af mig.