Back to top

Klummen: 3 tips til et mere bæredygtigt forbrug

Vejen mod en bæredygtig livsstil starter i høj grad med de valg, du som forbruger træffer i hverdagen. Hvis du vil gøre dit forbrug mere bæredygtigt, handler det først og fremmest om at være bevidst om, hvilke varer, du køber – og om at være kritisk i forhold til, hvordan varerne er produceret, hvor god kvaliteten er, og hvorvidt du rent faktisk har brug for dem.

Tekst af Klara Elizabeth Holm-Fjelster, SoMe-redaktør hos Miljømærkning Danmark

Jeg bruger meget tankekraft på at træffe de rigtige valg i hverdagen. Blandt andet når jeg handler dagligvarer, når jeg drømmer om nyt tøj, og når jeg har lyst til lidt forandring i min lille lejlighed. Som forbruger er jeg tit i tvivl om, hvilket valg der er det bedste – både for mig selv og for miljøet. Hvilket rengøringsmiddel skal jeg vælge? Kan jeg stole på et tøjmærke, der bryster sig af at være bæredygtigt – og hvad betyder det så? Og bør jeg lade være med at købe en sofa fra ny, når der findes et utal af genbrugssofaer til salg?

De mange dagligdagsdilemmaer har ledt mig til tre tommelfingerregler, som jeg navigerer efter i min hverdag. Her får du mine tre tips til, hvordan du kan gøre dit forbrug mere bæredygtigt.

1) Tænk, før du handler

Det kan vel egentlig siges ret kort: Det mest bæredygtige forbrug er det forbrug, der slet ikke finder sted. Derfor har jeg gjort det til en vane at spørge mig selv, om jeg rent faktisk har brug for de varer, jeg har fundet, inden jeg afslutter mine køb. For måske har jeg faktisk ikke brug for hele den bunke tøj, som ligger i kurven i højre hjørne af min browser på webshoppen. Og måske skal jeg lade være med at købe flere spisebordsstole bare for at have siddepladser nok til weekendens gæster – de er godt nok billige, men de virker ikke just stabile, og de vil derfor nok ikke holde ret længe. Jeg har også lært, at det ikke er en god idé at købe tilfældigt makeup – det har for mange gange resulteret i, at jeg ikke kunne tåle produkterne og derfor endte med kun at bruge dem en enkelt gang.

I mange tilfælde handler et bevidst, bæredygtigt forbrug om at stoppe op, trække vejret og tænke sig om. Hvad har jeg egentlig brug for, og hvad vil jeg blive rigtig glad for? Hvordan er kvaliteten; er det et produkt, der kan holde længe? Og ved jeg noget om produktet eller virksomheden bag, der kan underbygge min beslutning om et godt valg? Mit håb er, at jeg ved at prioritere lidt tid til at tænke, kan forebygge, at der ryger noget med hjem i tasken eller til afhentning på posthuset, som jeg egentlig hverken kan stå inde for eller bruge til ret meget ret længe.

2) Køb genbrug, del eller lån

En anden af mine veje til et mere bæredygtigt forbrug er at købe nogle ting brugt. Det gør jeg, fordi jeg gerne vil være med til at mindske den miljøbelastning, der er ved produktion af nye produkter. Det gør en stor forskel for miljø, klima og jordens ressourcer – og det gør også en forskel for min pengepung. Genbrug er nemlig ofte billigere end at købe ting fra ny. Ren win-win.

Der er mange ting, der giver mening at købe brugt, fx møbler, tøj, cykler og bøger. Og ser jeg på min søster, som har to døtre, der vokser med lynets hast, er der heller ingen tvivl om, at det også giver god mening at købe ting og tøj til børnene brugt (dog undgår vi at købe gammelt legetøj af blødt plastik. Legetøjet kan indeholde ftalater, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende, og som der ikke var lige så skrappe regler for før 2007, som der er i dag).

Jeg synes faktisk, at det er fedt at have fokus på genbrug. Jeg elsker at slentre rundt på loppemarkeder og samle inspiration – og tit får jeg også en hyggelig dag med en god veninde ud af det. Samtidig giver det en god følelse at finde en brugt lampe eller stol i genbrugsbutikken, på et loppemarked eller på nettet. Både fordi det giver mig grøn samvittighed, og fordi jeg på den måde får samlet en masse unikke historier i mit hjem. Og så føles det også ekstra godt at have fundet noget til en fjerdedel af den oprindelige pris.

Jeg har det lidt på samme måde, når jeg skal skille mig af med ting. Min bedste veninde bliver altid glad, hvis jeg har en trøje eller en kjole med til hende, som jeg ikke selv bruger mere. Og da vi i sommer arvede nogle nye møbler til vores altan, blev vores nabo superglad for vores gamle møbler – og jeg slap for en tur til genbrugsstationen.

At genbruge føles ikke bare bedre end at smide tingene ud. Det er også bedre for miljø og klima. Pointen er simpel: Jo flere, der bruger tingene, jo færre ting er der brug for – og på den måde sparer vi ressourcer til produktion af nye produkter.

Men genbrug må ikke blive min undskyldning for bare at kassere gamle ting og købe nye i ét væk. Den første hovedregel trumfer genbrug; jeg tænker mig om, før jeg køber noget – også når det er genbrug.

Med tiden har jeg også opdaget, at der er mange ting, som kan betale sig at dele, leje eller låne. Fx når det handler om ting, jeg ikke har behov for dagligt, men bare en gang imellem. Jeg har fx længe talt om at lave en delebilsordning med min gode veninde og hendes kæreste, som bor på samme vej som min kæreste og mig. I stedet for at købe stort værktøj, deler jeg med naboerne i andelsforeningen. Og så plejer jeg at låne mig til de ting, jeg ved, jeg kun skal bruge en sjælden gang imellem, som fx en rejseseng, når min niece skal overnatte, eller skitøj til mine (desværre) meget sjældne skiferier.

3) Vælg miljømærkede produkter

Når jeg alligevel synes, at jeg har brug for at købe noget fra nyt, kigger jeg efter Svanemærket og EU-Blomsten. Ved at vælge miljømærkede produkter, er jeg med til at mindske miljøbelastningen – og uanset hvilket produkt, jeg vælger, kan jeg være sikker på, at det er blandt de miljømæssigt bedste i sin produktgruppe.

Jeg har altid kigget efter Svanemærket, når jeg har handlet – særligt på rengøringsmidler, toiletpapir og andre varer til husholdningen. Men da jeg for knap to år siden fik arbejde hos Miljømærkning Danmark gik det op for mig, hvor mange flere steder, jeg kan kigge efter både Svanemærket og EU-Blomsten. Jeg kigger altså stadig altid efter Svanemærket og EU-Blomsten på mine hverdagsvarer, men også hvis jeg fx skal have et nyt stykke tøj, noget kosmetik eller sågar et nyt møbel, er jeg begyndt at kigge efter mærkerne.

Svanemærket og EU-Blomsten adskiller sig fra de fleste andre mærker, fordi de er livscyklusbaserede. Det betyder, at eksperter ser på hele produktets rejse og de miljøproblemer, der opstår undervejs, når de udvikler krav for en produktgruppe.

Når man køber et produkt, har det været på en lang rejse forud for købet. Først er produktet blevet designet, så er der skaffet råvarer, og herefter er produktet produceret på en fabrik – her er der ofte brugt store mængder energi og kemikalier, og ofte med udledning til vand og luft fra produktionen. Næste del af rejsen er at pakke produkterne ind og fragte dem til en butik, hvor vi som forbrugere kan købe produktet med hjem. Til sidst giver man produktet videre til genbrug, smider det ud eller affaldssorterer det. Alle disse led er en del af produktets rejse – og undervejs på den rejse bliver der sat aftryk på både miljø, klima og mennesker.

For at produktet kan blive certificeret med Svanemærket eller EU-Blomsten, skal det leve op til nogle skrappe krav i faserne på rejsen. Man ser bl.a. på, hvilke råvarer producenterne kan bruge, hvordan der produceres mest miljøvenligt, om man kan spare på energi- og vandforbrug, hvordan produkterne kan påvirke os forbrugere, når vi tager dem i brug, og på hvilke muligheder der er for at lade materialer recirkulere, når vi som forbrugere er færdige med at bruge produktet. De skrappeste krav vil være det sted på rejsen, hvor der er størst mulighed for at mindske miljøbelastningen, og kravene afhænger af, hvilket produkt der er tale om.

Jeg synes, at det er en gave, at et lille mærke forsikrer mig om, at produktet både er et godt valg for miljøet og for mig. På den måde bliver det nemmere for mig at tage stilling til, hvad der skal i kurven, når jeg har overvejet, om der skal noget i kurven.

Author avatar

Sustain Daily

https://www.sustaindaily.dk
Sustain Daily er et webmagasin og bloggernetværk om bæredygtig livsstil. Vi arbejder på højtryk med at give dig den skarpeste information, de mest inspirerende historier og de bedste tips og tricks. Hvis du har idéer, kritik eller en invitation til noget, vi skal være med til, så send os en mail på kontakt@sustaindaily.dk

Post a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *