10 idéer: Genbrugspynt til havefesten med inspiration fra Heartland

Skal du holde havefest denne sommer? Så har vi her 10 idéer, der er lette, billige og ikke mindst bæredygtige at kopiere. Vi havde en lille delegation afsted på Heartland og festivalen var en guldgrube af visuelle idéer.

1. Blomster i kurve

Har du nogle gamle kurve liggende, så sæt en masse fine blomster i dem. Her stod de udenfor i regn og natten over, men du kan jo vælge bare at bruge dem på selve dagen. Du kan også let finde nogle bløde kurve i genbrugen, da de kan være svære at indrette med.

2. Hæng lampeskærme rundt i haven

Hvis du har et lille område i haven med høje træer, kan du skabe et hyggeligt område med en bunke gamle lampeskærme. De finurlige og skæve lampeskærme ligger der bunker af i enhver genbrugsbutik, fordi næsten ingen gider at indrette med dem indenfor. Men i haven bliver de pludseligt hyggelige og eventyrlige.

3. Sæt vilde blomster i syltetøjsglas

Du behøver ikke købe en masse blomster for at pynte flot op – meget ukrudt er super smukt. For eksempel blomstrer skvalderkålen lige nu med store hvide skærme, som pynter virkelig godt på et bord. Simple syltetøjsglas er gode vaser og giver et rustikt look. Med et par af dem på bordet behøver du ikke meget andet pynt.

4. Ølkasser som planteskjulere

Vil du have noget pynt som virkelig er personligt, så vælg ølkasser fra dit lokale bryggeri. Her var det selvfølgelig fynske Albani, der blev brugt under festivalen. Hvis de skal stå på bordene, kan det være sjovt at fylde dem med krydderurter som både dufter og smager dejligt – lige klar til at nippe af til festmiddagen.

5. Papirsfugle i træerne

Et af de bedste oplevelser på Heartland var at kigge op. For eksempel havde de lavet en kæmpe bunke træfugle og hængt op i et af de høje træer. Måske har du ikke så store træer stående i haven, men prøv at forestil dig det samme med papirfugle. Find en tutorial på youtube, og gå fold-amok med gamle rester eller sider fra et magasin.

6. Stofstrimer som farvehimmel

Hvad skal du med alle de forvaskede t-shirts eller hullede børnekjoler? Måske klippe strimler af dem og lave en sjov og alternativ installation. På festivalen havde de markeret bænkeområder med farvede strimler hængende fra høje stolper. Det kan være du har et terrasseområde eller nogle træer, du kan hænge snore op i. Og så klipper du bare en masse farvede strimler af matchende stof og hænger på snorene.

7. Lav et læse- og afslapningshjørne

Hvis vejret er godt vil man gerne have, at gæsterne føler sig hjemme og bliver hængende i lang tid. Derfor kan du gøre noget uventet og indrette et lille læse- og afslapningshjørne. Du kan endda bære en reol ud i haven, lægge nogle tæpper på græsset og se hvordan stemningen spreder sig. På den måde kan gæsterne også lære dig bedre at kende, for alle ved, at ens bogsamling siger meget om det menneske, der ejer den.

Hvis der er mange børn til festen kan et boghjørne med børnebøger skabe rammerne for hyggelige stunder og et roligt øjeblik for både børn og voksne.

8. Sæt en gammel guldramme op for at vise udsigten

Er der et særligt spot i din have, som har en fantastisk udsigt – så sæt en gammel guldramme op for at vise dine gæster hvor de skal se hen. En dejlig bonus er, at det tit opfordrer folk til at tage billeder eller bruge rammen som ramme for deres eget selfie, hvilket altid giver en masse sjov til en fest.

9. Brug stofstrimler som områdedeler

Tag inspiration fra denne bar til at lade stofstrimler agere som skillevægge. Her kan du for eksempel bruge gamle duge eller sengetøj og på den måde skabe zoner i haven. Det kan være du gerne vil lave en hyggelig sofa-hjørne eller andet, og med stoffet kan du skabe mindre, hyggelige kroge i haven.

10. Gamle flasker og vaser på jorden

Har du et mere kedeligt område af din have, så pift det op med blomster i vaser eller flasker på jorden. Det skaber stemning og kan være hurtigere end at plante et område til. Her er der igen brugt vilde blomster, nemlig de store skærme fra vild kørvel. Lige nu er også slangeurt eller de førnævnte skvalderkål gode til at fylde meget.

Planlægger du at holde en fest her til sommer? Har du nogle super smarte, nemme og bæredygtige oppytningstips så husk at dele dem i kommentarfeltet.

2 Comments

  • I efteråret samlede jeg store, flotte blade og pressede dem og hang dem på sytråd i stedet for at købe guirlander. Det så bare super smukt ud og kan kopieres med blomster og andet godt fra haven her om sommeren

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *