Billigt, bæredygtigt, brilliant

At vælge det bæredygtige alternativ, når det kommer til tøj, er essentielt, når man gerne vil leve en bæredygtig livsstil. Tøjindustrien er én af de mest forurenende industrier og når modebranchen er direkte baseret på udskiftelige trends, er forbruget enormt. Men bæredygtigt tøj kan være meget dyrt, så hvad gør man lige, når man er en nærig studerende, der både skal have råd til rugbrødsmadder og nyt tøj en gang imellem?

Et af de steder, hvor overgangen til en bæredygtig livsstil har været svær, var min garderobe. Jeg er umådeligt glad for kjoler i alle former for mønstre, snit og typer. Samtidig elsker jeg – som så mange andre – også at få nyt tøj, også oftere end jeg måske nok burde. Jeg er til gengæld temmelig nærig af natur. Det er både afspejlet i min lidende SU-konto, men også et resultat af min opvækst på begrænsede midler, der har lært mig at gå efter det billigste. Men lige præcis dén tankegang kan være svært at forene med etisk produceret tøj, der ofte ligger et prisniveau over, hvad en udeboende studerende lige har til overs.

En senmoderne form for genbrugsshopping

Heldigvis har jeg altid været snarrådig og omstillingsparat, så jeg gik videre i min jagt på bæredygtige alternativer. Mit resultat var faktisk ikke helt ukendt, men blot noget, jeg aldrig før havde tænkt over. Nemlig apps og sider som Zadaa, Tradono og Trendsales. Endda også Facebook Marketplace, hvor der dog er mere succes med at finde møbler og interiør end tøj.

Tradono er helt sikkert mit favoritsted at finde nyt brugt tøj. Der er tusindvis af brugere, hvilket samtidig betyder tusindvis af annoncer med tøj, sko, tilbehør og sågar også ting til indretningen. Nogle af mine mest brugte stykker tøj er købt på Tradono og hvis jeg forelsker mig i noget, som jeg spotter på Instagram eller i fjernsynet, så går jeg altid til disse apps, hvor chancen for at finde noget lignende faktisk er temmelig stor, hvis bare man har tålmodighed.

Få styr på din taktik og hav mere succes med din shopping

Trangen til nyt liv i garderoben kommer temmelig ofte, og hvor jeg førhen gik direkte på ASOS og scrollede forbi den ene kulørte sag efter den anden, er jeg nu gået over til genbrugsapps. Som med klassisk genbrugsshopping i de fysiske butikker er der mange muligheder og især mange ting, der ikke fungerer eller falder i din smag. Så rust dig med tålmodighed og benyt dig af filtreringsmulighederne. Det er en klar fordel, hvis du leder efter noget specifikt. Måske du godt kunne tænke dig en denimnederdel, et par Nike sneakers eller måske en gallakjole? Vælg din størrelse og specificer dine krav og så kommer den sjove del, nemlig at undersøge alle dine muligheder.

Jeg gemmer de ting, jeg finder interessante og når jeg er træt af at scrolle, går jeg ind i mine favoritter for at se udvalget. Den bedste del er jo helt sikkert at beslutte sig for, hvad der skal hjem i skabet og sælgerne er ofte rigtig hurtige til at sende pakken, hvis ikke man bor tæt nok på hinanden til at kunne mødes.  

Det er jo præcis det, der er glæden ved online shopping. Man sidder derhjemme på sofaen med en tv-serie kørende i baggrunden, mens man klikker den ene ting hjem efter den anden. Tag alt det og kombiner det med den gode følelse af, at du har givet miljøet en håndsrækning ved at bruge noget, der allerede er produceret. For én gangs skyld kan du impulskøbe den der fine kjole med blomsterne eller det der lækre par sneakers uden dårlig samvittighed overfor miljøet. Al shoppingglæden minus den dårlige samvittighed, what’s not to like?

Du sparer på bankkontoen og får point ind på miljøkontoen

De her secondhand-sider bugner med masser af fine stykker tøj i glimrende stand, som sagtens kan bruges mange år endnu. Oftest vil sælgerne bare gerne af med tøjet, så du vil tit kunne få en fed t-shirt til en 50’er eller et par lækre sneakers til 100 kroner. Det er geniale alternativer til den klassiske genbrugsshopping, hvor du (hvis du er lige så heldig som mig) kan rende rundt i timevis uden at finde noget i din størrelse eller din smag.

I lang tid var det nemlig dét, der afskrækkede mig fra genbrugsshopping af tøj, da jeg i min barndomsby i provinsen aldrig kunne finde tøj, der ikke kom fra en 90-årig kvindes klædeskab. Med disse sider har du nærmest en garanti for, at du vil kunne finde noget i din smag og så endda til nærmest ingen penge. I stedet for at bidrage til produktionen af mere tøj, som man gør ved at købe nyt fra butikkerne, benytter man sig i stedet af tøj, der allerede er i kredsløbet og der har mange gode år igen.

Mine 3 bedste råd til digital secondhand-shopping

  1.  Benyt dig af filtreringsmulighederne og gem dit filter

På Tradono har du mulighed for at filtrere efter type af tøj, størrelse, stand, mærke, pris og mere endnu. Det er starten på en succesfuld omgang shopping og hjælper med at finde det rette hurtigere. Du kan også gemme dine filtre, så du slipper for at skulle justere på alle filtrene hver gang.

  1.  Det tager tid og tålmodighed

Ligesom den klassiske genbrugsshopping kræver denne form også tid og tålmodighed. Brug tid på at scrolle din søgning igennem. Du vil ikke finde den perfekte top eller de flotteste sko inden for de første 10 annoncer, men hvis du tager dig tid og scroller videre, vil du finde alle de små skjulte guldklumper af annoncer, der gemmer sig på appen.

  1.  Kig på profilerne og brug følge-funktionen

En ting, jeg også er begyndt at gøre med stor succes, er, at gå videre ind på folks profiler. Hvis jeg har fundet et stykke tøj, som er lige mig, er der en sandsynlighed for at sælgeren har mere i samme stil, som også vil falde i min smag. Nogle profiler bugner af valgmuligheder og andre sælger kun et par stykker, men hvis du følger de, der løbende lægger tøj op i din smag, vil du ikke blive skuffet.

Den digitale genbrugsshopping-bølge er en kæmpe hjælp til miljøet, da vi sørger for at intet får lov at gå til spilde. Det er bæredygtigt, det er billigt og dét er da brillant!

 

Tekst af Camilla Nygård Thomsen multimediedesigner og kreativ sjæl. Find hendes også på @camillanygaardt. Fotos af Andreas Raun Arneberg

2 Comments

  • Super brugbart indlæg, selvom jeg bor i en forholdsvis stor provinsby, så synes jeg virkelig at udvalget i genbrugsbutikkerne er dårligt. Eller, der er i hvert fald ikke meget at vælge imellem inden for den stil jeg gerne vil have. Og ofte er priserne skruet meget langt op, kan godt se at genbrug er blevet populært…
    Glæder mig til at tjekke disse online muligheder.

    • Hej Louise!
      Dejligt, at du kunne blive inspireret af artiklen.
      Håber du finder noget online – god genbrugsjagt!

      /Louise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *