Brands boykotter Black Friday i grøn protest

Black Friday er oprindelig et amerikansk fænomen, hvor butikkerne skyder julegaveræset i gang dagen efter Thanksgiving med lave tilbud. Siden 2012 har konceptet også vundet indpas i Danmark. Men et stigende antal brands opfordrer til boykot af Black Friday ved selv at lukke ned for salget eller i stedet køre Green Friday, hvor procenter fra dagens omsætning går til velgørende formål.

Vi har kigget på fænomenet for at guide dig igennem den hektiske tilbudsdag. Og hvad enten du ønsker at boykotte eller støtte et godt formål, har vi fundet frem til nogle af de brands, der går forrest og viser vejen.

Lukker webshoppen ned

”Black Friday er et højkommercielt og ækelt arrangement, som er kommet fra Amerika ligesom Valentines Day. Det handler om at presse varer ned i halsen på folk på meget kort tid, og det er ikke særlig hensynsfuldt hverken for varerne, kunderne eller naturen.”

Sådan sagde modedesigner Mads Nørgaard i Ekstra Bladet i 2015. Her fortalte han, hvorfor modehuset i protest valgte at boykotte Black Friday ved at lukke ned for brandets webshop på selve dagen. De kunder, der klikkede sig ind på modehusets webshop på Black Friday, blev mødt af en sort skærm og en lukket webshop. Det samme i år.

Også de danske bæredygtige modebrands ELSK og Rope of Dope lukker webshoppen ned på Black Friday.

”Rope Of Dope er et bæredygtigt brand og et bæredygtigt site, der vil være med til at ændre verden ved at gøre op med ’køb og smid væk’-kulturen. Derfor forhandler vi kun Dope-items. Alle vores brands og produkter har et gennemført design og er produceret i hånden af rigtige mennesker. Vores items fortjener derfor at blive købt af lyst – ikke af grådighed,” siger ejer af Rope of Dope, Casper Christensen.

Donerer procenter til velgørenhed

Designfirmaet Ecoture, som sælger tøj udelukkende fremstillet af økologiske og bæredygtige tekstiler, valgte i 2016 at donere 10 procent af deres Black Friday-omsætning til et grønt formål. STRØM i Hellerup fulgte samme koncept og gav 20 procent af dagens indtægter til WWF Verdensnaturfonden. Ligesom mærket SLOW Fashion 1123 har holdt Green Weekend, hvor 25 procent af salget blev doneret til Projekt Hjemløs.

Også i USA, hvor Black Friday stammer fra, går enkelte kæder imod konceptet: Outdoor-tøjmærke Patagonia meddelte for eksempel i 2016, at de ville donere 100 procent af salget på Black Friday til græsrodsorganisationer, som arbejder for at beskytte luft, vand og jord. De resterende 364 dage om året donerer mærket 1 procent af salget.

Ekstremt overforbrug

Siden Black Friday blev introduceret i et fåtal af butikker herhjemme i 2012, er konceptet de seneste år for alvor blevet et tilløbsstykke blandt forbrugerne. 2015 fik Black Friday sit store gennembrud, og sidste år blev der i Danmark handlet for 2,117 mia. kroner på dagen. Dermed blev sidste fredag i november 2017 til den største shoppingdag nogensinde.
Lige så begejstrede de mange shoppingglade forbrugere er for Black Friday, lige så ærgerlig er Jonas Giersing, direktør for Fairtrade Danmark: ”Forbrugerne bliver lokket til at købe en masse ting, de ikke nødvendigvis har brug for til alt for lave priser. Det har jeg svært ved at se fidusen i. Når priserne er banket helt i bund, er der nogen, der betaler for det et helt andet sted”.

Giersing henviser til den årlige opgørelse fra WWF Verdensnaturfonden, som viser, at de ressourcer, jorden har til rådighed i hele året, i år allerede var blevet brugt den 2. august.

Han opfordrer til ikke at køre med på Black Friday-bølgen og i stedet købe få, bæredygtige kvalitetsvarer, som er produceret under ordentlige  arbejdsforhold. Men han mener også, at nogen bør gøre konceptet ’Green Friday’ til en mærkedag og derved i langt højere grad fremmer den grønne dagsorden. ”Det er der brug for som en modvægt til forbrugsræset, som Black Friday symboliserer,” siger Jonas Giersing.

Impulsiv shopping på Black Friday

Selvom mange benytter Black Friday som en anledning til at købe tidlige julegaver med rabat, er det langtfra alle indkøb, der kommer under juletræet. En Gallup-undersøgelse for Nordea viste i 2016, at 26 procent ville jagte tilbud på Black Friday, at 11 procent ville købe noget, de i forvejen havde planlagt, mens 13-14 procent ville handle impulskøb.

Om Black Friday slår forbrugsrekord igen i år, får vi at se på fredag den 23. november.

Tekst af Ditte Hedegaard Davidsen @onegreenjournal, fotos af Andreas Raun. Artiklen udkom første gang i november 2017, men er blevet opdateret med nye aktuelle tal i år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *