December måneds udfordring: Giv dine værdier i gave

Så er julen endelig ankommet med alt, hvad der følger med af hygge, gran, rare stunder, konfekt og flettede hjerter. Desværre kommer julen også med en mindre behagelig følgesvend i form af overforbrug, stress og brud med vores ellers gode vaner. I juletiden kan det nemlig være svært at forene sine værdier og vaner med familiens og vennernes – særligt når det kommer til gaverne.

Hvis I i din familie er vant til en klassisk gavetradition med ønskelister og alle-giver-til-alle, er det ikke sikkert, det falder i god jord at ville ændre traditionen. Heldigvis kan du sagtens undgå at gå helt på kompromis med dine egne værdier. Derfor udfordrer vi dig i december måned til at give dine værdier i gave. For ved at give gaver, der går i spænd med dine egne værdier, undgår du at støtte og bruge penge på ting, du ikke kan stå inde for, uden at skabe rav i familietraditionerne.

Sådan inkorporerer du dine værdier i julegaverne

Du kan tænke dine bæredygtige værdier ind i julegaverne på mange forskellige måder. Her har vi samlet en liste med ideer, som forhåbentlig kan fungere som inspiration.

  • Giv mere bæredygtigt og ansvarligt producerede udgaver af de ting, der står på ønskesedlen. Personen får, hvad han/hun ønsker sig, og du slipper for at købe noget, du ikke kan stå inde for. Ønsker din far sig en skjorte, så køb den i en butik, der sælger bæredygtigt og ansvarligt producerede varer. Ønsker din søster sig nye hårprodukter, så køb dem svanemærkede.
  • Køb brugte gaver. Mange af de ting, dine kære ønsker sig, kan du helt bestemt finde brugt. På den måde er der måske også råd til at købe en ekstra god gave, da du sikkert sparer penge på at købe brugt. Du kan koordinere med resten af familien, så i ikke er flere, der giver det samme, nu hvor gaven ikke kan byttes.
  • Giv hjemmelavede gaver. Intet glæder, som en ting, der er hjemmelavet. Så ved modtageren nemlig, at du har lagt tid og kærlighed i gaven. Mulighederne er mange: strikkede sokker, hjemmelavet konfekt, DIY-skønhedsprodukter eller en scrapbog med gode minder.
  • Giv oplevelser. At tage ud og opleve noget sammen er en meget bæredygtig gave, da intet skal produceres – og så er det en god mulighed til at få set mere til hinanden, selv når julen er ovre. Desuden kan oplevelsesgaver præcis tilpasses modtageren. Restaurantbesøg? Teater- eller biograftur? Eller måske en skønhedsbehandling?
  • Drop gaverne. Det er i den mere ekstreme og vovede ende af skalaen, men måske det er det rigtige valg for dig? Hvis du år efter år føler dig stresset og træt af at købe gaver, som ingen rigtig har brug for, så kan det være, du simpelthen skal droppe julegaveræset og i stedet lægge din tid på alle de andre rare ting, som julen bringer med sig.
  • Sæt et bæredygtigt kort på dine gaver – og forklar hvorfor lige netop denne gave passer til modtageren. Du kan købe vores fine citatkort her.

Vi tror på, at folk rykker sig, når vi inspirerer, udfordrer og skubber til hinandens grænser. Og hvem ved – måske går andre i din familie også rundt og er småtrætte af gaveræset og helt med på at holde gavefri jul, give genbrugsgaver, eller hvad du nu har mod på at foreslå!

Giv et grønt budskab med dine gaver

På redaktionen er vi rigtig glade for at bruge vores fine postkort året rundt. Nu har vi pakket dem i små pakker af 10 stk., så alle dine elskede kan få et lille grønt budskab sammen med deres gave. 10 kort kan fås for kun 45 kroner lige her.

Pssst… Dette er ikke blot hvilken som helst “månedens udfordring” men startskuddet på dette års julestafet! Det betyder, at vi hver dag indtil juleaften sender dig inspiration til en jul med bæredygtig og grønne værdier i fokus. Fremover kan du finde dagens låge i julestafetten lige her. Vi har nemlig givet teten til en flok seje mennesker, og i løbet af måneden vil du blive sendt rundt i mange af internettets små, grønne kroge.

Vi ønsker dig en glædelig og grøn december!

Har du gjort dig overvejelser om, hvordan du vil inkorporere dine værdier i julegaverne? Så del dem med os i kommentarfeltet, så vi kan inspirere hinanden.

GemGem

8 Comments

  • Oplevelser, bliver der mange af under vores juletræ. Sammen med et par antikvariske bøger, lidt bæredygtigt legetøj, hjemme hæklede/strikkede ting og produkter fra isangs. Prøvede at foreslå en gaveløs jul, og folk var ikke helt afvisende, men da ændringer af juletraditioner åbenbart kræver konsensus demokrati, endte vi på, små velovervejet gaver.
    Glæder mig til at følge december stafetten.

    • Sejt at du foreslog det – sådanne ting tager nogle gange bare lang tid at få ændret på. Men det lyder som et godt kompromis med småt men godt og masser af oplevelser 🙂

  • Vi har også forsøgt at foreslå (endnu engang) gaveløs jul, og endelig var der et lille hul igennem til vores søskende, så nu har vi aftalt at vi ikke giver hinanden gaver, kun børnene. Det er et dejligt kompromis og et skridt i den rigtige retning for os. Resten af familien får oplevelser, gavekort til frisøren (øko), gavekurv med øko-produkter og tøj (bæredygtigt). Jeg forsøger at pakke ind i stof med stofbånd omkring, nu må vi se hvordan det går.
    Kh Katrine

  • Super god inspiration og med nogle tips, jeg ikke selv havde tænkt over 🙂 Det er nogle flotte postkort, I har på webshoppen. Hvor får I dem trykt henne? God jul 🙂 Hilsen Maria

    • Tak skal du have! De bliver trykt hos KLS Pureprint ligesom vores årsmagasin Sustain Yearly. Vi samarbejder med stolthed med dem, fordi de er det mest bæredygtige trykkeri i Norden.

  • Tak for tip! Dem må jeg lige kigge nærmere på. Altid fedt at finde nye virksomheder, der går ind for bæredygtighed 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *