Den ultimative guide til bæredygtig sex

Så er det blevet valentinsdag – og hvilken dag kunne være bedre egnet til at tale om bæredygtig sex?

Sex er måske ikke umiddelbart en ting, du forbinder med bæredygtighed – eller hvad? For vi har sagt det før, og vi siger det gerne igen: Det er faktisk en ganske bæredygtig aktivitet, da det ikke kræver noget som helst forbrug. Hver gang du dyrker lagengymnastik, kan du derfor nærmest sige, at du har taget en lille smule afstand fra forbrugskulturen – det er jo ren hverdagsaktivisme!

Men… at sex ikke kræver forbrug er måske alligevel en lille løgn. For de ting du hiver frem fra sengebordsskuffen, inden det hele går i gang, er jo alligevel materielle sager. Ja! Vi taler om kondomer, glidecreme, og hvad du ellers morer dig med. Så selvom sex er bæredygtigt i sig selv, kan det faktisk gøres endnu bedre. Det kræver blot, at du lægger lidt ekstra tanke i, hvilke ting du køber. Her er vores tips til et grønnere sexliv.

Sustain Yearly - forsalget er i gang!

Sustain Yearly er vores papirmagasin om bæredygtig livsstil. Vi har fyldt siderne med inspiration til bæredygtig livsstil, grønne opskrifter, guides og tricks, interviews med miljøforkæmpere, DIY, planter og alt muligt andet. Magasinet bliver kun til virkelighed, hvis I vil have det! Vi crowdfunder pengene til at trykke magasinet på engelsk og dansk. Så smut ind og køb dit eksemplar i forsalg, hvis du vil støtte projektet og hjælpe med at gøre Sustain Yearly til virkelighed.

Veganske kondomer

Hvis du bruger kondomer som beskyttelse, kan der hurtigt opstå en stor mængde spild. Derfor giver det mening at tænke over, hvad der er brugt til at lave kondomerne. Kondomer indeholder typisk kasein, som er et protein fra komælk, og hvis du tror på fordelene ved at leve et mere vegansk liv, så er dette et glimrende sted at sætte ind. Vi anbefaler disse og disse (affiliate link), som desuden er produceret under ansvarlige Fair Trade-forhold, så der også er taget højde for dem, der fremstiller kondomerne.

Hvis du køber genenm vores links, er du med til at støtte Sustain Daily, da vi får en lille procentdel af købet.

Økologisk glidecreme

Glidecreme er et produkt, der er i direkte kontakt med huden. Så hvorfor ikke tænke gode, naturlige ingredienser ind i denne, ligesom du sikkert gør med dine andre skønhedsprodukter? Ofte er glidecreme nemlig fyldt med parabener og anden skadelig kemi. Hvis du køber en økologisk variant som denne (affiliate link), passer du både på kloden og kroppen. Vil du have det helt naturligt, kan du også hive den økologiske kokosolie frem i stedet.

Køb ansvarligt lir

Nogle gange skal der lidt flere løjer på bordet, når sexlivet skal holdes sjovt. Men også når du køber sexlegetøj, kan du tænke bæredygtighed med ind i sagen. Sexlegetøj er nemlig typisk lavet af plastik og andre miljøbelastende materialer. Desuden bliver det ofte produceret under dårlige arbejdsforhold i østen og skal transporteres langt med fly for at nå dit soveværelse.

Der er derfor flere ting, du kan tage højde for, næste gang du handler nyt lir. Vælg gerne produkter med indbyggede, genopladelige batterier frem for engangsbatterier; de holder bedre i længden og sparer kloden for yderligere affald. Du kan også tænke over, hvad dit legetøj er lavet af. Glas er for eksempel et meget bæredygtigt materiale, som kan indgå i naturens kredsløb, når det ikke længere morer dig. Sidst men ikke mindst kan du gå efter en producent, der tager ansvar for klimaet, såsom WeVibe, (affiliate link) der har gjort deres produktion helt CO2-neutral.

Små ting batter også

Også de helt små ting gør en forskel. Næste gang du skal hygge dig i soveværelset, så dæmp belysningen og skru ned for varmen – den burde alligevel komme helt af sig selv. Det er bedre for dit energiforbrug og derfor bedre for kloden!

Som du kan se, er der flere ting, du kan sætte ind med for at gøre dit sexliv lidt mere bæredygtigt. Har du et tip, vi ikke selv har nævnt? Så del det endelig med os i kommentarfeltet!

Tekst af Caroline Frederiksen

GemGem

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *