Forkæl dig selv på 3 klimavenlige måder

selvforkælelse

Det er sommer, og alting sitrer af energi! Dagene er lange og lyse, og solens sødme giver huden kulør og får fuglene til at kvidre. Kalenderen fyldes til bristepunktet med alle mulige aftaler og arrangementer. For hvem kan sige nej til is i solen eller et dyp i de danske farvande? Netop fordi vi bliver så travle med skønne ting, er det ekstra vigtigt ind imellem at stoppe op og give dig selv opmærksomhed. At forkæle sig selv kan for mange være forbundet med at købe noget til sig selv. Men det behøver hverken at koste noget for din pengepung eller for miljøet. Vi har på redaktionen sammensat lidt inspiration til selvforkælelse uden klimaaftryk.

Selvforkælelse er også at trække stikket

Det sociale samvær, der ofte blomstrer op i løbet af sommermånederne, er både skønt og vigtigt. Men ovenpå en uge fyldt med aftaler, kan det være lækkert at trække stikket. Sæt din telefon på lydløs (eller flytilstand!) og læg den et sted, du ikke kan se den. Når vi slipper skærmene, kan vi få plads til nærvær  med både andre og os selv. Du kan få læst den bog, du så længe har villet i gang med, lave et fodbad til dig selv (og dine vandretrætte sommerfødder) eller spise din yndlingsis på altanen. At trække stikket behøver ikke være et omfattende heldagsprojekt – et lille åndehul uden forstyrrelser er nogle gange nok.

Læs også: Biernes Historie

Bevæg dig

Når vejret viser sig fra sin smukkeste side, er det oplagt at komme ud og gå en tur. Hvad end du bor tæt på smuk og menneskeforladt natur eller lever lige midt i byernes myldrende centrum, kan en gåtur med dig selv (eller en veninde, kæreste, fætter eller kollega) være et dejligt afbræk fra hverdagen.

Lad telefonen ligge hjemme og nyd det, du ser på din vej – eller tag den med i lommen på flytilstand og lyt til et afsnit af Sustain Daily Podcast, mens du går. Pluk en blomst, hop i vandet eller se, om du kan finde en sky, der ligner din gamle matematiklærer. Hvis en gåtur ikke lige er dig, eller hvis det regner, så kan yoga på stuegulvet også give følelsen af bevægelse og efterfølgende ro i kroppen.

Læs også: DIY blomsterkrans af vilde blomster

Gør noget unyttigt

Nogle gange er det bedste og mest selvforkælende at gøre noget, som ikke opfylder krav eller har et særligt formål. Giv dig selv lov til simpelthen at gøre lige præcis dét, du har allermest lyst til. Måske vil du hellere genlæse Harry Potter end den bestseller, som alle dine venner har læst? Test en opskrift på noget, du har lyst til, se en serie i sengen, selvom solen skinner, eller bag noget lækkert og spis det lige bagefter! Eller lav en smuk blomsterkrans bare fordi det gør dig glad.

Selvforkælelse kan både være noget, du deler med andre, eller noget som kun er for dig. På redaktionen sætter vi især stor pris på alenetid med plads til fordybelse og ro. Hvordan ser selvforkælelse ud for dig?

Tekst af Louise Thustrup, foto af Rasmus Volf.

1 Comment

  • Jeg vil give mig til at læse Harry Potter igen (det må efterhånden være 7. gang) bare fordi… Det er så dejligt afstressende når man allerede kender bogen og man derfor ikke skal tænke så meget når man læser 🙂
    Et forslag til en artikel, kunne være fedt med råd/tips til bæredygtig flytning. Jeg står selv og skal til at flytte hjemmefra, så det ville fedt med råd til på hvilke områder man kan gøre det mere klimavenligt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *