Guide: 5 gratis glæder i januar

I januar måned sætter vi fokus på at leve lidt mere nøjsomt. Overveje sine køb, styre uden om januarudsalgets fristelser og skrue ned for forbruget. Men hvad skal du så lave? De fleste ting, vi foretager os, koster på en eller anden måde penge. Selvom der måtte være tale om et nok så bæredygtigt køb, anbefaler vi derfor alligevel, at du holder igen denne måned. Øv dig i at være glad uden at forbruge – det kan ikke skade! Her er fem ting, du kan kaste dig over, som ikke koster noget som helst.

Tilegn dig en ny vane

Overgange som nytåret er et perfekt tidspunkt at få nye vaner. Måske har du allerede tænkt over, hvad du vil have mere af i 2018. Men prøv at tænke et helt år frem. Hvordan vil du have det, når vi rammer 2019? Er der en ny vane, du gerne vil implementere – eller en gammel, du vil af med? Det koster ikke noget at ændre sine vaner, og måske har du lidt ekstra energi til det, når du ikke bruger tid og kræfter på forbrug.

Læs også: Energi til nye vaner.

Lån en bog

Biblioteket har en stor stjerne hos os. Det rummer al den litteratur, man kan drømme om, og så er det gratis! Brug januar på at finde og læse en god bog. Den kan handle om bæredygtighed (vi har samlet vores yndlingsbøger lige her) eller andet, du nu har lyst til at læse om: Drøm dig væk til et nyt land, få indblik i et menneskeliv eller bliv klogere på et emne, du interesserer dig for.

Gå tur med en (ny) ven

I de mørke måneder er det ren luksus at gå en tur, mens det er lyst udenfor. Tag en gammel ven med eller vær modig og inviter en potentiel ny yndlingsbekendt med dig ud. Man taler af en eller anden grund altid godt sammen, mens man går. Vores yndlingssteder i København er Utterslev Mose og Søndermarken, men valget er dit!

Hør en podcast

Mængden af gode podcasts derude er næsten uendelig. Vi glæder os til at høre det nye program Klimatestamentet på P1, som med Anders Morgenthaler som vært skal undersøge, hvordan man kan leve mere klimavenligt. Men hvis du er mere til mode, investeringer eller amerikansk politik, så findes der med garanti også et podcast til dig. Lyt inden du sover, mens du tager opvasken eller på de tidspunkter, hvor du ellers ville være smuttet forbi en butik bare fordi.

Læs også: Sustain Daily Podcast.

Bevæg dig

Benyt dig af den ekstra tid, du får foræret ved ikke at tage på udsalg, og kom i gang med at bevæge dig. Det er balsam for både krop og sjæl at få pulsen op og trukket vejret helt ned i maven regelmæssigt, og derfor er vi særligt glade for yoga. Du kan finde masser af gratis yogavideoer på youtube eller streame danske yogainstruktionsvideoer fra YogaStream, hvis du oprettede en bruger med vores rabatkode i december. Og hvis du ikke er til yoga? Løb en tur, hop på cyklen, grav dit gamle sjippetov frem fra gemmerne eller træn dine armbøjninger! Motion er gratis og gør dig gladere og mere energifyldt.

Hvad er din yndlingsaktivitet, som ikke koster penge?

Tekst og foto af Emma Slebsager.

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *